| Anmeldelse: Alpha Protocol | |
|
 Når man tænker på, hvor populære James Bond filmene er, så er det spøjst at Splinter Cell stadigvæk er blandt de få agentspil der findes på markedet. Dette prøver SEGA og Obisidian games at ændre på med deres stort opstillede agent-RPG’er Alpha Protocol. Du kan læse om dette har været en værdifuld satsning lige her. Går du og drømmer om at indtage rollen som en toptunet agent, med alt hvad det indebærer af skruppeløse pengebagmænd, globale konflikter og lokkende sidespring i form af masser af dragende og dødsensfarlige hunkøn? Så kan Alpha Protocol meget vel være spillet for dig, for her bydes der på samtlige af ovenstående, samt et konstant skiftende plot og massere af spændende destinationer, hvor du skal udføre dine gerninger. I Alpha Protocol indtager du rollen som Michael Thornton, en ny rekrut i agentbureauet Alpha Protocol, som fungerer som en undercover service for USA, og som alene benyttes til specielle udvalgte og farlige missioner. Efter at et amerikansk passagerfly nedskydes, sendes Michael til Saudi Arabien for at finde de skyldige og likvidere en kendt terroristbagmand i samme område. Under denne mission forrådes han dog af sine egne bagmænd, og pludseligt befinder den noget grønne agent sig i en større sag, hvor flere parter har haft fingrene for langt nede i kagedåsen. Problemet er dog, at Michael nu er eftersøgt af Alpha Protocol, regeringen og andre enheder og derfor nu må forsøge at komme til bunds i sagen på egen hånd.  Heldigvis er Michael ikke en hr. hvem-som-helst. Han er toptrænet indenfor kampsport, listig som en ræv og ganske ferm med skydevåben og gadgets. Nogle evner mere end andre, hvilket dog afhænger af, hvilken class man vælger at specialisere sig i. Dette valg betyder også, at hver mission skal betragtes på flere forskellige måder. Man kan storme frem, guns blazing, og efterlade et spor af død og ødelæggelse på sin vej, eller man kan liste sig af sted i skyggerne, uden at fjenden så meget som aner, at du er i nærheden. Begge dele har deres fordele og ulemper, og influerer i høj grad historiens udvikling. Man kan vælge imellem 4 forskellige våbentyper: Pistoler, SMG, shotgun og assault rifles og hver især har en speciel ekstraegenskab som opnås ved enten at placere sigtekornet på fjenden et stykke tid, eller ved at holde LT nede i en periode. Dette vil man komme til at bruge uendeligt meget, hvilket dog ikke skyldes at det er specielt nyttigt. Derimod skyldes det, at Alpha Protocol har nyere tids måske ringeste aim-styring, som er upræcist i sådan en grad, at specielt pistolen nærmest er ubrugeligt til andet end at skyde bedøvende pile med special aim. I pressede situationer vil man ty til sine andre våben, som dog også er ekstremt upræcise, da man aldrig rigtigt har muligheden for at sigte med andet end special aim funktionen.  I stedet kan man så forsøge at køre missionerne pr. stealth, men også her lider Alpha Protocol under nogle seriøse vanskeligheder. For det første er fjende-AI’en meget svingende. Typisk vil man opleve, at deres bedste strategi er at løbe direkte ind i dit skydevåben, men prøver man at liste sig igennem missionerne, så er fjenderne pludseligt voldsomt intelligente. For det første kan de høre dig fra den anden side af banen, hvis ikke du lister, hvilket resulterer i, at man liste sig igennem hele spillet. For det andet, så alarmerer man ikke blot den nærmeste fjende hvis man bliver opdaget, næh nej, hvis du opdages, så ved samtlige fjender i området at du er der. Det virker ikke logisk. Hvor gameplayet fejler, der fungerer RPG-elementerne til gengæld. Eller det vil sige, når man først har overstået den sparsomme customization, så gør de. Du opbygger dine skills ved at tjene XP. Disse tjenes via missioner, eller ved at løse små puzzles som fungerer som en række minigames der aktiveres, hvis du eksempelvis skal bryde igennem en låst dør eller hacke dig ind på en computer. Her kan du så opbygge en række nye skills som giver forskellige bonusser eller ekstra egenskaber. Men til trods for at mulighederne er særdeles fyldige, så kan de ikke hamle op med spillets absolutte force, nemlig storytelling og dialogsystemet.  Dialogsystemet fungerer på den måde, at man undervejs i dialogerne vil have muligheden for at vælge op til 4 forskellige svarmuligheder. Typisk er disse opdelt i professionel, aggressiv, smigrende og så en 4. mulighed som typisk er en speciel mulighed som fremkommer på baggrund af dine handlinger tidligere i spillet. Modsat mange andre nyere RPG’ere, så har dine valg ekstremt stor betydning for historien. Jeg har i mine 2 gennemspilninger oplevet allierede blive til fjender, bagmænd blive små fisk, forskellige events komme og gå og i tilfældig rækkefølge og derudover var der endda én af de helt centrale personer fra første gennemspilning, som overhovedet ikke dukkede op i anden omgang. Derudover påvirker dine valg i dialogerne, hvordan spillets enorme figurgalleri betragter dig. Der kan være fordele ved at være elsket, ligesom der er muligheder ved at være frygtet. Via forskellige intels kan man skaffe informationer om de mange personer i spillet og ud fra disse oplysninger kan man så bedømme, hvordan man skal tale til en given person. Nogle kan lide at blive smigret, andre foretrækker den rå stil, mens en tredje gruppe hellere vil have en professionel tilgang.  Dette er en virkelig lækker feature, da man for første gang i lang tid føler, at dine svar under dialogerne, og valg undervejs i historien, rent faktisk tjener andet formål, end lige en ekstra side-mission eller lignende. For selvom spillet er meget lineært, forstået på den måde at man kun kan vælge hovedmissioner i forudvalgte destinationer, så ændres historien konstant og man kan rent faktisk vælge at ændre den, helt frem til de sidste 5 minutter af spillet. Sammenholder man dette med et helt exceptionelt flot stemmeskuespil, som er velvalgt ud fra det noget specielle figurgalleri og derudover fyldt til bristepunktet med sjæl, så hives man igennem selv flere minutters lang dialog, uden at få en reel mulighed for at slippe fra det. Dette vel at mærke uden at man irriteres over det. Stemmeskuespillet er dog ikke det eneste der slår igennem på lydsiden, som generelt er flot og fængende, uden dog helt at nå på niveau med det efterhånden stærkt komponerede soundtracks som findes i høj-budget spil.  Det grafiske indtryk kan dog desværre ikke hamle op med lyden og fremstår under de bedste sekvenser som værende acceptabel. Desværre er den grafiske overflade det meste af tiden dog en noget tynd kop kaffe og Alpha Protocol ser således upoleret og halvfærdigt ud på overfladen. Textures virker forældede og man døjer konstant med pop-ups, som fremstår som en lang række ikke-loadede, blanke overflader i miljøerne. Ansigtsanimationerne er mangelfulde, og man har svært ved at aflæse personernes reaktioner. Alpha Protocol er single-player only, men det gør ikke så meget idet spillet har en betragtelig replay value idet man er ivrig efter at se, hvordan en alternativ tilgang til spillet påvirker historien. Hvis nu man blive fjende med den kinesiske leder, bliver historien så anderledes end det tidligere venskab? Og hvad hvis man afviser én af spillets 4 hunkøn, eller nedlægger dem alle? Der er massevis af muligheder, og dét er utvivlsomt Alpha Protocols styrke. Spillet er simpelthen blandt de reneste RPG’ere der er set i nyere tid og det er utroligt lækkert. Dog kan dette ikke ændre på, at spildesignet til tider er rædselsfuldt. Aim-systemet fungerer ikke, stealth delen er ulogisk og til tider fuldstændigt meningsløs, og generel er Alpha Protocl fyldt med bugs, glitches og andre finurligheder, der ødelægger store dele af spilsekvenserne imellem de fremragende dialoger. Dermed afhænger et potentielt køb af Alpha Protocol i højeste grad af, om man kan se igennem fingre med, at gameplayet til tider er noget lunkent. Kan man det, så venter der en spændende historie med mange muligheder, som kan spilles igen, igen og igen.
|
Kommentarer:
Der er altså et eller andet ved den her titel der tiltaler mig helt vildt. Det er nok min kærlighed for Mass Effect, som har en finger med i spillet.
Missionerne spænder over 4 forskellige lokaliteter. Den ene af dem skal du vælge først, men de sidste 3 lokaliteter kan du selv vælge imellem.
Der er ingen side-missioner. Så du kan ikke "free-roame" rundt som man kan i Mass Effect. På den måde er Alpha Protocol ret lineært.
Er rimelig hooked på hele agent genren(når jeg har tiden), og med det meget snævre udvalg er dette måske "as good as it gets" pt?
Man skal ikke undervurdere Alpha Protocol, som er et glimrende RPG-spil. Problemet er bare, at flere af designvalgene er så underlige, at man som garvet spiller vil føle det unaturligt.
Når man har vænnet sig til disse (det kan lade sig gøre) så venter der en bestemt godkendt oplevelse :)
Super anmeldelse!