Hvad får man hvis man krydser Viewtyful Joe med Devil May Cry og tilsætter og tilsætter en japansk karaokeversion af Bart Howards ”Fly me to the Moon”? En helt fantastisk spiloplevelse!

Som vestlig konsolgamer har man ofte haft et ambivalent forhold til udgivelser fra fjernøsten, og i særdeleshed spil fra spilverdenens hjerte, Japan. Nu ser det dog ud til at der bliver åbnet op for hack’n slash genren idet Platinium Games og SEGA med Bayonetta har leveret en helhjertet og fuldendt oplevelse, som ingen bør snyde sig selv for. Bayonetta har en lang og snørklet historie, om to forskellige hekseklaner som for mange år siden levede side om side – der refereres konstant til denne fortid, om end det er nutidens Bayonetta som tager al fokus. Spillet foregår nemlig i nutiden, hvor en genoplivet Bayonetta konstant lever med risikoen for at blive hevet ned i Inferno, helvedet, og dermed bruger det meste af sin tid på at bekæmpe engle, der er sendt for at udføre denne dyd. Historien køres herfra og det ville være synd at spoile den for kommende spillere.

Bayonetta er et fuldblods action-hack’n slasher i bedste japansk-inspirerede stil. Dette betyder med andre ord at der ikke skortes på fantastiske setups, ekstreme kampe med både almindelige fjender og større bosser samt, naturligvis, letpåklædte kvinder. Det hele pakket ind i en vandvittig pakke hvor lyd, grafik og gameplay går op i en kosmisk enhed, når Bayonettas velproportionerede krop danser dødedansen for de angribende engle. Og arsenalet er stort. Som i ethvert andet hack’n slash spil er der tonsvis af comboer. Dette tages dog til det ekstreme i Bayonetta, idet pigebarnet ikke alene er udstyret med to pistoler til håndbrug, men også har naglet pistoler fast til hælespidserne, som ligeledes kan bruges. Tillæg derudover muligheden for nye våben, altødelæggende torture moves, hvor fjenden udsættes for oldgamle torturmetoder som guillotinen, iron maiden og deslige, samt ekstreme witch waves angreb, hvor Bayonettas hår udformer sig til en gigantisk næve eller fod, og slår den sidste livslyst ud af fjenderne.

Lyder det ekstremt? Der er mere. Foruden disse ”standardangreb” har man muligheden for at afslutte boss-fights med et såkaldt climax move, hvor Bayonetta’s hår udformer sig til én af flere dæmoniske skikkelser, for derefter at konsumere eller flække selv de største fjender i flere dele. Afslutningsvist skal man også mestre witch time, som er en slow-motion funktion der aktiveres når man undgår fjendens angreb i sidste øjeblik. Alt dette er med til at få hver enkelt kamp til at balancere på en hårfin balance, når man forsøger at time sine angreb og forsvar til det ypperste for at indtjene sig magic-points som herefter kan konverteres til et dræbende torture attack.

Som det hentydes til tidligere er Bayonetta ikke alene et gameplaymæssigt overflødighedshorn af muligheder – grafisk set følger spillet ubesværet med i den ekstreme stil, gameplayet kræver. Således bliver spilleren helt fra introen kastet ud i en tutorialfight på et gigantisk klippestykke, der styrter mod jorden fra flere kilometers højde. Derudover kan der nævnes en intet mindre end fantastisk boss-fight hvor en to hovedet drage river en kirke fra jorden, for derefter at flyve af sted med det, vel at mærke imens Bayonetta kæmper mod det ene hoved, mens hun angribes af det andet. Lige så hektiske og intense kampscenerne kan være, lige så flotte er sceneriet, når der en sjælden gang ikke er fuld skrald på kampene. Spillet foregår i Europa og designet er som taget ud af flere kombinerede storkulturområder i regionen blandet sammen til én stor overdådighed af sanseindtryk.

Musikalsk set indeholder spillet et væld af forskellige indslag. Fra det allerede nævnte indslag med en karaokeversion af Fly me to the Moon, er der eksempelvis en tilbagevendende kamp-sang, som tydeligvis er inspireret af japanske tegnefilm – det fungerer fremragende og er medvirkende til, at man som spiller rives ind i det besynderlige univers. In game lydene er veltilrettelagte og skulle man nævne ét kritikpunkt skulle det være, at mange af dem går igen i det uendelige. Men sådan er det vel i hack’n slash titler, hvor det jo som ofte er sværdet og ikke læberne der taler.

Medaljen, til trods for at den er af det pureste guld, har dog en bagside. For det første er Bayonetta ikke nogen stor oplevelse når det kommer til figurgalleriet. Det kunne det sagtens have været, men til trods for at personerne er overkarikeret, så får man aldrig helt et forhold til dem. Derudover er historien, til trods for at den gerne vil fremstilles som værende af episke proportioner, ganske uinteressant, hvilket dog i højere grad skyldes en dårlig fortællerindgangsvinkel frem for, at selve historien egentligt ikke virker – for det gør den skam, den er bare meget dårligt fortalt og kommer til at fremstå som hovedløs og forvirrende.

Det ændrer dog ikke på, at Bayonetta er en fuldendt oplevelse. Gameplayet fungerer fremragende, og i kraft af de mange pick-ups, forskellige challenges og belønningsmodellen, hvor man får guld, sølv, bronze og platin, alt efter hvordan man klarer sig, er der fin replay value efter den første gennemgang. Derudover er der naturligvis flere forskellige sværhedsgrader, og jeg tør personligt ikke tænke på, hvordan den sværeste udformer sig, idet gennemsnitsgameren bestemt vil få nok at se til med normal.

Med andre ord skylder man sig selv at få stiftet bekendtskab med den langlemmede heks Bayonetta, som er et alternativt og friskt pust til et spilmarked som efterhånden er ved at være gennemtæret af det ene first person shooter spil efter det andet. Bayonetta er et tidsfordriv uden lige, som er let at lære men svært at mestre, og det er bestemt værd at smide rifler og andre skydevåben i et stykke tid for at få kontrol over min personlige yndlingsheks, også selvom hun er japanskinspireret og langt ude i overdrevet. Bayonetta får bestemt et godkendt stempel herfra.

4/5