Bionic Commando er endnu et forsøg på at skyde fornyet liv i et gammelt franchise.
Lillebror, Bionic Commando: Rearmed, som blev udgivet på Xbox marketplace og Playstation Network, var et remake af den originale 8-bit klassiker og blev modtaget rigtig godt af anmelderne. Jeg har gode minder fra da jeg selv spillede det i fordums tid, så der bredte sig et saligt smil på læberne da den kendte titelmelodi (i opdateret version selvfølgelig) hældte ud af mine højtalere og titelskærmen poppede frem.

Spillet foregår i fremtiden hvor Nathan Spencer, som er tidligere agent for regeringen, bliver sluppet ud efter 5 år i fængsel. Tidligere var han en del af et kontroversielt forsøg hvor sårede soldater fik erstattet mistede lemmer med biomekaniske, til brug i kamp. Nathan udførte sit arbejde, men blev forrådt af regeringen og sendt på dødsgangen, uden sin arm. Mange andre bionicals flygtede eller gemte sig og danner nu terrorgruppen Bio-Rain, som netop har udløst en enorm bombe, som har fjernet det meste af en storby. Dit job er nu at hjælpe de mennesker der forrådte dig og stoppe Bio-Rain. Historien er ikke noget stort eventyr og indeholder de forventede twist som efterhånden er standart. Den bliver serveret gennem mellemsekvenser, samtale med ens overordnede og relays, som skal hackes efter man har slået de omkringværende fjender ihjel. Hackingen virker som en spildt mulighed for at bryde gameplayet lidt op, da man bare skal sætte sig fast og trykke på en knap.

Du starter actionen uden din arm, og bruger første bane på at lære at hoppe, skyde og zoome mens du leder efter den. Når man finder sin arm, bliver man udsat for den sædvanlige tutorial og øve-bane. Denne er dog rimelig nødvendig, da armen tager lidt tid at vænne sig til. Man hopper på X (Playstation 3), sigter med højre analog og bruger L2 for at slynge kloen afsted. Du har quickturn på styrekrydset. Det kan godt være svært at bedømme afstanden til det du prøver at ramme, da dybdefornemmelsen ikke er spot on, og jeg kastede mig mange gange forgæves efter noget og havnede i vandet.

Til gengæld bliver spillet virkelig sjovt, når det hele bare, undskyld udtrykket, svinger!
Man flyver rundt i bedste tarzan stil og skyder, kaster granater omkring sig og bruger sine omgivelser som ammunition. Du kan bruge pistol, shotgun, granat kaster, håndgranater og rocket launcher, men kun bære et stort våben ad gangen. Kommer fjenderne for tæt på ens rocket launcher, har man masser af muligheder for at rive dem rundt med close quarter combat. Her kan man enten tappe en knap for combo's, eller krydre det med en hårdere slå-knap, som slynger dine fjender op i luften, så du kan hoppe op efter dem og f.eks. smadre dem ind i andre fjender. Du kan gribe fat i folk fra afstand, hoppe og så lade armen trække dig med dine ben forrest til et tryk 16 direkte i brystkassen på det uheldige offer. Du kan kaste rundt med mennesker og ting i miljøet og det giver til tider nogle fede oplevelser. Spillet er desværre ikke så gavmildt med upgrades, så det første stykke tid går man lidt og savner nye måder at fejre sin nyvundne frihed på.

Spillet og de enkelte baner er krydret med challenges som skal klares for at få upgrades og trophies/achievements, og det fungerer ret godt, da man hele tiden kan følge med i hvor tæt man er på det næste trophy. Desværre har man ikke mulighed for at starte spillet forfra, med sine upgrades i sækken.

Banerne skifter mellem ødelagt storby med skæve skyskrabere og smadrede motorvejsbroer (med tilhørende Nvidia og Pepsi reklamer), og jungler med vandfald og andet sceneri, gamle destruerede bygninger samt grotter med, ja.. Sten!

Miljøerne varierer ikke synderligt og gør ikke meget for en lidt halvkedelig grafik der tager tid at loade og som også hakker en smule når der sker meget på skærmen. Nathan er udemærket lavet og fjenderne  har et godt design og til tider velfungerende AI. Især de gorilla lignende robotter og bossfighten med en kæmpe orm er en god afbrækker i det ellers lidt ensformige gameplay. Spillet putter lidt ekstra krydderi og fart på hen mod slutningen og, om man kan lide den slags eller ej, så er især den sidste del rigtig godt lavet.

Lyden på våbnene er god og musikken leverer både større orkestrale oplevelser og tung rock musik. Stemmeskuespillet fungerer udemærket, men Nathan som figur når aldrig at blive interessant, og kommer nogen gange igennem som en fornærmet tudemarie.
Spillet kommer med standart multiplayer, som giver mulighed for deathmatch, team deathmatch og capture the flag. Da spillet ikke er udgivet endnu, har det været enormt svært at finde modstandere online og det meste af tiden har jeg svinget rundt for mig selv og savnet selskab. Der er 12 baner og de er allesammen bygget rigtigt fornuftigt op i forhold til at holde sig i bevægelse, gemme sig og snipe. Det er ærgeligt at jeg ikke kunne teste det mere online, for jeg tror virkelig at spillet kunne være en fantastisk oplevelse i multiplayer, såfremt der ikke er problemer med lag!

Jeg har haft enormt svært ved at beslutte om spillet skulle have 3/5 eller 4/5, for det er fantastisk underholdende når du har alle upgrades og spillet lader dig bruge dem som du vil. Til tider er der bare for langt mellem de fede sektioner og en del frustrationer over at fejlberegne afstanden atter en gang. Spillet er bestemt værd at prøve, spørgsmålet er bare hvor meget du vil give for det.

3/5