Raptures fantastiske undervandsunivers åbner sig endnu engang for dine fødder. Træd ind i storslået arkitektur, et dragende lysshow dannet af bøjede lysstofrør og udsigten over havbunden ved ethvert vindue. Det lyder jo slet ikke så dårligt vel? Men tilsæt muterede plasmid-misbrugere, dykkerudstyrsklædte monstre og Big Sisters. Bioshock er tilbage.

Da Bioshock udkom i december 2007, lagde en hel spilverden for dets fødder. Undervandsbyen Rapture og spilkonceptet, hvor forskellige standardvåben kombineredes med én eller flere overnaturlige kræfter, vandt hurtigt ind i spillernes hjerter, og spillet fik såvel anmeldermæssig ros som priser med sig i sin sejrsgang verden over. Derfor var det alt andet end overraskende at spillet fik sig en efterfølger – dette er nu på gaden og endnu engang har 2K Games sat sig i førersædet, mens Digital Extremes har taget sig af en spritny multiplayerdel.

Bioshock 2 starter hvor det første spil slap – eller det vil sige at destinationen er den samme, nemlig Rapture. Herfra holder de fleste sammenligninger op, for man er ikke længere et stakkels menneske, der befinder sig blandt muterede psykopater og andre skabninger, men i stedet tager man styringen over Project Delta, intet mindre end én af de frygtindgydende Big Daddy’s, som med garanti gjorde dig til et nervevrag i det første spil. Project Delta adskiller sig dog på en række områder; først og fremmest har den fri vilje, den har mulighed for at anvende menneskevåben og derudover kan den benytte plasmids i kampene. Dog har den stadigvæk et svagt punkt for Little Sisters, men mere om dette senere.

Meget er sket i Rapture siden vi sidst besøgte det. Andrew Ryan er væk og i stedet har Sofia Lamb overtaget herredømmet i byen. Hendes tro står i stærk kontrast til Ryan’s overliberaliserede herredømme, hvor ethvert individs skæbne var overladt til sig selv, og hun tror således på en stærk socialiseret verden, hvor flokken er over den enkelte. Det kult-agtige projekt kaldes ”The Family” og der fokuseres igennem spillet på en tilsyneladende kommende hændelse: ”Genfødselen”.   Dog har Lamb’s nye verden ikke formået at gøre det af med rædslerne fra det første Bioshock spil. Rapture er stadigvæk gennemstrømmet af ondskab, personificeret ved de psykotiske splicers, som i én afhængighedsrus jager alt og alle for at få fat i ADAM, som stadigvæk har en central rolle i spillet. For nye Bioshock spillere skal det nævnes, at Rapture er centraliseret omkring ”biologisk evolution”, hvor beboerne kan tilegne sig nye fysiske styrker som eksempelvis at kunne sætte ild til ting med de bare næver, via de såkaldte plasmids. Disse kræver dog ADAM og dette stof bliver udvundet fra døde kroppe af små piger med kanyler, Little Sisters. Det lyder ikke som et joy-ride og det er det bestemt heller ikke.

Foruden Splicers løber man i en række gamle kendinge. Big Daddy’s vandrer stadigvæk hvileløst rundt, mens de beskytter deres venner, Little Sisters, og de er præcist lige så skrækindjagende som de plejer at være. Derudover er der stadigvæk diverse forskellige installationer som overvågningskameraer, forskellige gun-turrets og de flyvende vagtrobotter, som, ligesom det første Bioshock spil, kan hackes og dermed bruges til egen vinding. Hack-systemet er ændret radikalt, og nu fungerer det ved, at en lille viser kører fra højre til venstre og man skal så ramme de rigtige felter. Er man rigtig dygtig får man endda en bonus som eksempelvis et first aid kit eller andre lækkerier.

Som noget nyt møder man, foruden nye versioner af splicers, også de overmenneskelige Big Sisters, som er Little Sisters der er vokset op og har iklædt sig samme dykkerudstyr som en Big Daddy. Disse skabninger har overtaget de egentlige boss-kampe fra Big Daddy’s og det kræver mere en ualmindelig dygtighed og snilde, at få gjort kål på dem uden at bide i støvet op til flere gange. De er hurtige, adrætte og mere fysisk stærke end Big Daddy’s, så med andre ord tager det både tid og en god strategi at få dem nedlagt.

Heldigvis har man som spiller endnu engang muligheden for at bruge et væld af forskellige plasmids og våben. Plasmids er stort set de samme som i spillets forgænger, mens våben i højere grad er tilpasset en Big Daddy. Blandt andet får man mulighed for at løbe rundt med en slags gatlin gun, og så er det jo også lækkert at spidde en stakkels fjende på det karektaristiske bor, som kun en Big Daddy kan anvende. På våbensiden kan man skifte imellem forskellige ammunitionstyper som kan tilpasses den enkelte fjende, mens plasmids kan opgraderes til større og stærkere udgaver og i øvrigt bruges via miljøerne, som eksempelvis en blanding af vand og elektroshock, der sammen giver en elektrisk fælde.

Og der bliver brug for masser af ildkraft, for som Big Daddy har du nemlig også en interesse i at kæmpe om Little Sisters gunst. Dermed skal du ikke alene fravriste dem fra andre dykkerudstyrsklædte psykopater, men også beskytte dem fra vandvittige splicers når de er i gang med at høste ADAM fra døde kroppe. Når de er færdige med det, kan du vælge at lade dem smutte ind i et beskyttende rør eller selv høste dem, for derefter at få mere ADAM ud af besværlighederne, dog med den omkostning, at du naturligvis bliver et dumt svin og får en bad ending. Cost-benefit anyone? Uanset hvad du vælger, belønnes du med ADAM, og typisk også med at en Big Sister ser sig ond på dig, hvorefter hun med alskens vold og magt forsøger at tæske livet ud af dig.   Den opmærksomme læser har sandsynligvis allerede nu sporet, hvad der er Bioshock 2’s største styrke og samtidigt også største svaghed. Spillet er utvivlsomt bygget på samme succesformular som det første spil, og det kan man et eller andet sted ikke fortænke udviklerne i. Man føler sig hurtigt hjemme i Rapture og til trods for at man nu kan dual-wielde våben, så er der altså ikke den store forskel fra forgængeren. Super fedt hvis man slet ikke kunne få nok af Raptures univers, men for mange andre, som havde håbet på noget mere, så virker det som en tynd kop kaffe, specielt fordi at det ikke virker som om, at man har været synderligt interesseret i at pille ved setuppet.

Det ændrer dog ikke ved, at Bioshock 2, præcist som sin forgænger, er en grafisk magtdemonstration, som dog specielt viser sig ved arkitekturen, som er futuristisk dog med masser af nostalgisk gammeldags elementer som vi kender efterkrigstidens verden. Figurgalleriet er pænt og tidssvarende i både væremåde og udstråling, animationerne ligeså, mens der dog kan være nogle problemer med loading af textures, så de sidste overflader ikke får loadet og dermed ligner en stor klump gele. Ærgerligt, men det sker med så store mellemrum at man ikke opdager noget, medmindre man kigger godt efter.

Dog er spillets absolutte force den helt igennem fremragende lydside, som igen tordner sig igennem højtalerne og omdanner din stue til et hektisk undervandsmiljø, hvor man kan høre vandet risle, genstande ramme hult mod ydermurerne og i de passager hvor man bevæger sig i selve oceanet, kan man sagtens fornemme den tunge stemning og det i sig selv er en præstation. Stemmeskuespillet er, til trods for enkelte halvsløje præstationer, i en klasse for sig selv og soundtracket er ikke alene tidssvarende, det er også vanedannende og helt igennem pragtfuldt, hvad enten det er en nærmest søvndyssende jazz-slager eller det hektiske og bombastiske krigsmusik, som skyder igennem lokalet når en Big Sister jager dig.

Som noget nyt har Bioshock 2 introduceret en multiplayerdel og jeg skal ærligt tilstå, at jeg er af den type spiller, der ikke tror på, at et typisk singleplayerspil kan formå at lave et brugbart multiplayersystem. Men samtidigt må jeg erkende, at mine forhåndsmeninger er gjort til skamme, for Bioshock 2 er ikke bare et godt singleplayerspil, det indeholder nemlig også et ganske habilt multiplayersystem.

Grunden til det, er balancen i spillet. Man har tre forskellige loadouts som man kan sammensætte efter behov. De fire primære slots er to til våben, to til plasmids, og så er det ellers bare at vælge og vrage imellem de mange forskellige muligheder. Våben kan opgraderes med forskellige ekstra egenskaber og plasmids bør vælges således, at man får mest ud af miljøerne. Bevæger man sig eksempelvis i en bane med mange oliepøle er der god grund til at vælge et ild-våben, da man på denne måde kan gøre miljøet til en særdeles farlig allieret. Foruden våben og plasmids kan man endvidere udstyre sin spiller med op til tre perk-lignende egenskaber, og det ikke bare lyder som Call of Duty serien, det fungerer også ligesådan. Med andre ord, ganske fortrinligt.

Der er et væld af forskellige gamemodes, som spænder fra de typiske free for all og team deathmatch, til capture the flag modes, hvor flag dog er udskiftet med little sisters og headquarters er døde kroppe fyldt med ADAM. Det passer fint ind i Bioshock’s univers og der er mere endnu. I banerne kan man nemlig hacke forskellige gun-turrets, man kan fryse døre til is og dermed blokere vejen og så kan man udstyre de forskellige vending machines med bomber, således at modstanderne ikke får de varer han har drømt om, men i stedet stukket et stykke dynamit i hånden. Til at krydre gamemodes bliver der med tilfældige intervaller kastet et Big Daddy kostume ud på banerne, og mand får travlt med at kigge efter det, idet en Big Daddy på holdet hurtigt kan vende kampen til sin fordel.

For hvert et kill, et hack eller streak belønnes man med ADAM som gør det ud for EXP points, og ligesom så mange andre multiplayerspil stiger man i ranks fra 1-40, som åbner op for yderligere våben, plasmids og perks. Derudover kan man klare diverse challenges som man belønnes med ADAM for og generelt set er det med til at skabe en glimrende multiplayeroplevelse, som har en god balance og masser af holdbarhed. Desværre lider det lidt under en del lag og generelt ser det ud til at være et problem med online-koden. Jeg håber dog inderligt på at der gøres noget ved det hurtigt, da onlinedelen er en dark horse til at blive årets tidssluger.

Der er ikke så meget negativt at sige om Bioshock 2, for spillet er helt igennem fantastisk flot og gennemarbejdet. Der er masser af guf for dem der har ventet med længsel på at tage til Rapture endnu engang, og for dem der trænger til en alternativ shooter, så er der også masser at kigge efter. Desværre må udviklerne også erkende sig skyldige i, at være gået til genbrugs-truget, for der er generelt ikke så meget nyt at hente i spillet, så kunne man knapt få sig slæbt igennem det første spil skal man altså holde sig væk fra Bioshock 2. Det gamle udtryk ”if it ain’t broken, don’t fix it” kommer til sin ret i Bioshock 2, som på trods af mange gentagelser, stadigvæk vil stå som én af årets bedste udgivelser når spilåret 2010 udløber.

4/5