Hvordan frisker man en FPS genre, som efterhånden er begyndt at falme lidt i farven, op? Hvis man spørger People Can Fly og Epic, så skruer man maks op for intensiteten, giver spilleren absurde muligheder for at lemlæste horder af modstandere, tildeler spilleren point for de flotteste drab, kalder det Bulletstorm, og sælger det som det nye sort indenfor førstepersons skydespil. Er det en opskrift som kan leve op til sit efterhånden omfattende ry? Det ved du om få minutter.

Bulletstorm tager sit udgangspunkt i det 24. århundrede. Her bliver vi introduceret for spillets hovedperson Grayson Hunt, som i al hemmelighed arbejder for koncernen "Dead Echo", et firma som har til opgave at opretholde orden i "Confederation of Planets" ved at likvidere personer som kan true verdens sikkerhed. På en mission finder Gray, som han bliver kaldt, dog ud af at ham og hans hold har dræbt utallige uskyldige mennesker, på opfordinger fra deres øverste chef, Sarrano. Gray og hans hold bliver efterfølgende fratrådt deres stillinger, og går istedet solo, i håb om at få ram på Sarrano. Det er lige ved at lykkes, men Grayson's skib forulykker på planeten Stygia, og nu er det hans og Ishi Sato's opgave, som de eneste overlevende fra holdet, at komme væk fra denne modbydelige planets overflade.

På historiefronten ligger Bulletstorm desværre på den lade ende. Det kommer ikke ligefrem som en overraskelse, udfra det materiale man har set op til udgivelsen, men hele den måde som spillet er bygget op på, som vi kommer ind på senere, egner sig bare ikke til en fyldiggørende historieoplevelse. Men den er nu alligevel værd at bruge de ca. 5 timer den tager at komme igennem, fordi du vil flere gange more dig over sammenspillet imellem karaktererne, og de anderledes scenarier som du vil blive ført igennem. Hvem kan sige nej til en fjernstyret dinosauer?! Men når man først én gang har spillet igennem kampagnen i Bulletstorm, så er man uden at kigge sig tilbage straks igang med spillets to store trækplastre: Echo og Anarchy.

I "Echo", har People Can Fly taget de vigtigste baner fra historien og delt dem op i små bidder, for at du gang på gang kan forsøge at forbedre din score, og dermed din placering på de forskellige leaderboards. Du tjener point ved at udføre "skillshots", som er en nærmest uendelig liste af markabre, underholdende, og fysisk smertefremkaldende måder, hvorpå du kan dræbe dine fjender.

Det handler om at variere dine drab, så du hele tiden laver noget nyt, for ellers får du til sidst ikke mange point. Heldigvis kan du kaste rundt med dine modstandere takket været din "leash" (pisk), du kan sparke dem væk, og selvfølgelig skyde dem med en bred vifte af forskellige våben, som hver især har et alternativt skud udover deres standard funktion. Sammen med spillets forskellige omgivelser, er det blot op til dig hvor kreativ du har lyst til at være med dine modstandere. Skyd dem i skridtet og de går i knæ og beder om nåde. Skyd dem i halsen, og du kan nyde din modstander udånde det sidste af sit liv, imens at blodet sprøjter ud af pulsåren. Spark dem lige i gabet på en enorm kødædende plante. Mulighederne er mange. Det handler bare om at uforske dem.

"Anarchy" er Bulletstorm's multiplayer. Her er dog ikke noget kompetetativt gameplay som det normalt er i FPS titler. I stedet handler det her om at arbejde sammen i forskellige scenarier, med det mål at optjene endnu flere point til kassen. Man kunne godt have savnet en mere konkurrencepræget multiplayerfunktion, men de mange timer som der snildt kan lægges i Echo og i Anarchy, hvis du har nogle gode venner at spille med, gør stort set op for det.

Bulletstorm foregår i et meget højt tempo, og der skal hele tiden tænkes i flere baner. Hvordan skal jeg dræbe ham her? Hvad med de andre bag ham? Er der noget i omgivelserne jeg kan bruge? Hvilket våben vil gøre sig bedst i denne situation? Man er konstant nødt til at overveje sin situation hvis man vil have flest mulige point ud af det. Heldigvis leverer Bulletstorm en knivskarp, og yderst responsiv styring, så hvis du laver fejl så har du kun dig selv at bebrejde, og ikke sløset og kluntet styring.

Fordi at udviklerne hos People Can Fly stortset er ejet af Epic Games, har de fået lov at lege med 3.5 udgaven af den famøse grafikmotor Unreal Engine. Resultatet ses allerede i spillets hovedmenu, hvor en storslået udsigt pryder baggrunden, alt imens at smukt gengivet sollys skinner på Gray og Ishi. Bulletstorm er et yderst flot spil, hvor det er meget svært at sætte en finger på noget. Dog lider i hvert fald Xbox 360 versionen under en let gang texturepopping, og selve teksturen er ikke helt overbevisende under spillets mellemsekvenser. Det er dog bagateller set i forhold til helhedsintrykket af Bulletstorm's udseende, for det er i sandhed et smukt spil.

Lyden i Bulletstorm går fint hånd i hånd med grafikken. Våbenlydene har et godt "punch", og hvis de mange liter blod ikke skulle være nok, så gør fjendernes smertepirrende skrig op for resten. Musikken passer fint til spillets opbygning, og der er sågar blevet plads til et par klassikere, det gælder bare om at lytte efter. Stemmeskuespillet er tilstrækkeligt cheesy til at gøre en allerede fed humor, endnu mere underholdende, og jeg bliver igen nødt til at understrege at Bulletstorm er en ekstremt morsom oplevelse. Spillet er bygget op omkring humor, og tager aldrig rigtig sig selv helt alvorligt, og det bør du heller ikke.

Hvis vi skal koge hele anmeldelsen ned til blot ét ord så må det blive: Overvældende. Cliff Bleszinski lovede os en FPS oplevelse, som ville skille sig ud fra den efterhånden gråtonede mængde af skydespil, og det vi har fået er en testoteronpumpet, original skydegal showoff shooter med et bredt smil på læben, et glimt i øjet, og som ser hamrende godt ud. Er det anderledes? Yes. Kan vi lide det? Oh yes!