| Anmeldelse: De Blob 2 | |
|
 Hvad gør man når hverdagen bliver lidt for trist og grå, i bogstaveligste forstand? Man får fat i den levende regnbue Blob. Dette er umiddelbart grundidéen bag Blue Tongue Entertainment og THQ’s farverige platformer De Blob 2. Et spil, som kan få selv den mest hårdhudede pessimist til at overgive sig til fest og farver. Spillet fortsætter et par år efter at Blob sidst reddede humøret hos indbyggerne i Prisma City. Nu er der valg i byen, og umiddelbart op til valget huserer en spøjs præst kaldet Papa Blanc. Det viser sig naturligvis at førnævnte hverken er religiøs eller godhjertet, men i stedet er vores gamle nemesis Comrade Black i forklædning og han har naturligvis en skummel plan. Ved hjælp af blæk har han forvandlet indbyggerne i Prisma City til tankeløse zombier, naturligvis med det formål at spolere valget. For at fjerne den sidste livslyst fra Prisma City-borgerne har Blanc ligeledes forvandlet det blomstrende landskab fra et scenarie som mest af alt minder om farvepalletten fra en homo-parade i San Fransisco, til en gold, grå og sjæleløs verden. Nu er det naturligvis op til vores helt, Blob, at få farverne og livsglæden tilbage til de trængte indbyggere.  De Blob 2 er en ganske almindelig 3D-platformer, hvor man styrer spillets hovedperson. Formålet er at løse en række missioner, som eksempelvis at male bygninger i en bestemt farve, tæske livet ud af spillets mange fjender eller finde en række genstande på banen. Blobs livsindikator er paint points, som viser hvor meget maling den lille slimklump indeholder. Dette er samtidigt også en måler for, hvor meget maling du har tilbage til at udføre dine dyder. Undervejs skal du gøre brug af dine evner, som eksempelvis at kravle horisontalt på mure, udføre et dash-attack, bruge teleport-platforme m.m. Der låses langsomt op for disse og derfor føles spillet i starten meget let, da man stort set ikke møder rigtige fjender og egentligt bruger langt størstedelen af tiden på at male bygninger, biler, landskab og indbyggerne i Prisma City. Man skal ganske vist bruge de små grå for at løse maler-opgaverne, for hvad gør man når en 10-etagers bygning skal males i alle regnbuens farver, og hver etage absolut skal være i hver sin farve?  Herudover skal man sørge for at tilbagevinde nogle specifikke punkter på hver bane som eksempelvis et bibliotek, en koncertsal eller en biograf. Når man entrerer disse områder, så går spillet fra 3D til god gammeldags 2D. Her skal man typisk løse en række puzzles, hvorefter man åbner for en transformations-opgradering som forvandler bygningen fra at ligne en bedemandsbutik til at ligne et muntert indslag i et børneprogram. Fjenderne er bestemt overkommelige, og typisk afhænger nedkæmpningen af disse alene af, om man har fyldt sine paint-points op. Dette gælder også for boss-kampene, som dog har lidt større drøjde og kræver lidt mere tankekraft end de normale fjender. Dog er der ingen tvivl om, at spillet er gjort børnevenligt, og generelt hersker der en Fætter-BR-agtig holde-i-hånd mentalitet i specielt de første baner.  De Blob 2 er klassens farverige indslag, og det mærkes tydeligvis på den grafiske side, hvor spillet i allerhøjeste grad differentierer sig fra den ofte brun-grønne militærstemning, som vi efter tonsvis af FPS-udgivelser har vænnet os til. Der er således fuldt tryk på farveladen, og spillets visuelle side kan bedst sammenlignes med en kombination af Viva Piñata og et seriøst LSD-trip, vel at mærke med muntre undertoner. For spillet er beregnet til, at man skal smile og hygge sig, også selvom der er dystre politiske undertoner, som da en indbygger i Prisma City alene stopper en hær af kampvogne. Figurerne er således nuttede og fjenderne aldrig rigtigt farlige. Dette underbygges af lydsiden, som er en blanding af japansk computersnak og funky vibrationer, som styrkes i takt med at Blob får malet Prisma City i alle regnbuens farver. Det er hyggeligt og sætter en lækker stemning, men der er ikke tale om nogen storstilet komposition, hvilket bestemt heller ikke er påkrævet. Det er hyggen der er i højsædet, og så overlever man nok at der ikke spares på gentagelserne på lydsiden, selvom det enkelte gange bliver et irritationsmoment.  Spillet har en overraskende god holdbarhed, i kraft af de mange baner som tager en rum tid at gennemføre. Dette vel at mærke hvis ikke man suser igennem de enkelte baner og alene fokuserer på primærmissionerne, for i så fald er spillet hurtigt overstået. Tager man sig derimod tid til at løse alle missioner, så kan man sagtens presse spillet i flere timer, men her støder man unægtelig i spillets allerstørste problem. For selvom der er co-op, collictibles og side missions (som for øvrigt er de samme om og om igen), så bliver De Blop 2 alt for hurtigt ensformigt. Spillet slår benene væk under spilleren de første 2-3 baner, men derefter føles det som at overvære et Linje 3-show, hvor Preben bliver drillet med sproglige misforståelser. Ergo har man set det hele før, og spørgsmålet er om de få ændringer i banedesignet og de enkelte boss-kampe er nok til at holde spilleren fastlåst. Det var det ikke for mig, og til trods for at jeg gerne vil belønne De Blob 2 for at være et nyskabende spil, som i bedste Super Mario Galaxy stil kombinerer flere forskellige platformstyper, så trækker det ned, at man ikke bliver udfordret. Jeg bliver på én og samme tid utroligt glad i låget og utroligt frustreret, når man kombinerer den sprøde og funky grafik med et så ensformigt og enkelt gameplay. Desværre må man sige, for De Blob 2 er i sandhed noget for sig.
|
Kommentarer:
Jeg plejer mest at bruge svampe. Ligesom dem der lavede De Blob iøvrigt - good 'shrooms it is!!!