| Anmeldelse: Dead Rising 2 | |
|
 Dead Rising var én af de titler, som af flere grunde stod tilbage med et uforløst kæmpepotentiale. For hvem elsker ikke idéen med at tæske tusinder og atter tusinder af zombier i et stort indkøbscenter, hvor dine våben er hvad du nu lige kan finde? Flere tekniske problemer og underlige designvalg forpurrede dog mulighederne for at mænge sig med toppen, men dette forsøger Capcom nu at ændre med Dead Rising 2. Og alt er ikke som vi er vant til, for menneskeheden har på én eller anden grund formået at vænne sig til de levende døde, som nu fra at være enhvers værste mareridt i stedet er blevet sagesløse marionetter i det nyeste skud på TV-stammen. Således tjener zombierne nu det formål at være skydeskiver i Las-Vegas-underholdningsprogrammet ”This is Reality”, hvor dumdristige vovehalse slagter tonsvis af zombier via motocross-cykler med påmonterede kædesave. Chuck Greene er én af deltagerne. Den fallerende motocross-kendis deltager dog ikke for at sparke sin hedengangne karriere i gang igen, men i stedet er hans eneste mål at tjene penge til at finansiere hans datter, Katie’s brug af Zombrex, et medicinsk produkt der udskyder den uundgåelige forvandling fra menneske til zombie, hos dem der er blevet bidt af de blodtørstige monstre. Én af disse uheldige smittede er netop Katie. Som du nok kan regne ud, så går noget galt og med ét bryder zombierne ud i Las Vegas og herefter er fanden løs i laksegade. Chuck får pludseligt den noget uvante rolle som prügelknabe, idet pressen mener at zombie-udbruddet er Chuck’s skyld. Selve rollen som Chuck er dog alt andet end uvant, for Dead Rising 2 brygger videre på det populære koncept fra det første spil. Med andre ord er der altså overvældende mange zombier, survivors der skal reddes samt psykopater der skal bekæmpes. Intet nyt på denne front.  Det er der til gengæld når det kommer til måder at slagte zombier og psykopater på. Du kan nemlig selv kreere dine våben. Inspirationen kan du få fra blandt andet filmplakater, survivors og psykopater via såkaldte combo-cards, eller du kan selv finde forskellige genstande og forsøge at kombinere dem. Våbenarsenalet er vanvittigt for at sige det mildt, eller rettere sagt, vanvittigt godt fundet på. Der er de oplagte søm og baseballbat til guitar og amp-kombinationer men hvad har en kørestol med et bilbatteri eller en højtryksblæser med en solparasol at gøre? Det er genialt og viser den underliggende humor, som Dead Rising 2 gerne vil fremføre. Der er god grund til at samle disse våben, for udover at de er skægge at bruge, så giver de spilleren PP; Dead Risings svar på Experience Points. Med disse kan Chuck få mere liv, nye moves eller mere inventory-plads, og dette er essentielt hvis man ønsker at begå sig i spillets syrede univers, som foruden skæve karakterindslag og geniale våben også byder på cross-dressing i stor stil, når stakkels Chuck via din controller tvinges til at skifte sit klædeskab ud med alt fra H&M’s dameafdeling.  En anden stor, og særdeles positiv, ændring er, at Capcom har lyttet til de kritiske røster og nu ikke længere kræver at spilleren skal leve med et konstant tidspres som i det første Dead Rising spil. Det betyder med andre ord at der er blevet længere mellem den primære histories deadlines, hvilket efterlader spilleren med masser af tid til at fjolle rundt. Dette er positivt, for selvom der er så mange side-quests at de umuligt kan nås i ét playthrough, så føler man i højere grad at man har tid til at nå at se flest muligt af spillets facetter, også selvom historien løber på tid og Katie skal have sin dosis Zombrex én gang i døgnet. Hvad Capcom ikke har formået at forbedre synderligt at save-systemet. Godt nok kan man søge ind på ethvert toilet i spillet for at gemme sin progress, ligesom man kan gemme denne imellem de forskellige main-cases, men man løber stadigvæk ind i det problem, hvor man glemmer et save, for derefter at blive sendt uhyggeligt lang tid tilbage når man dør. Det er muligvis spillerens egen skyld, men ikke desto mindre et irritationsmoment af en anden verden, da man fra størstedelen af andre spil er vænnet til jævnlige checkpoints.  Dette bringer os videre til co-op delen, hvor du, sammen med en makker, har muligheden for at løbe hele spillet igennem. Idéen er genial og in-game fungerer det også virkeligt godt. Det er skægt at slagte zombier med en kammerat, og det gør det også mere overkommeligt at klare flere missioner. Til gengæld er det uforståeligt, at man p.t. bliver kastet væk fra sin online-buddy under hvert save – forbindelsen ryger simpelthen. Forhåbentligt noget der bliver klaret med en patch, idet de konstante disconnects og connects ikke ligefrem gavner på tålmodigheden, som i forvejen er hårdt prøvet via spillets lange loadtider. En anden nyhed i Dead Rising 2 er kompetetive onlinemodes, hvor man sammen med tre andre spillere deltager i underholdningsprogrammet Terror is Reality. Her gælder det om at slagte flest muligt zombier i ni forskellige discipliner, hvor målet er det samme, men fremgangsmåden forskellig, dog sluttes hver sekvens af med et motorcross-ræs. Onlinedelen minder mest om en række party games og er ganske underholdende, dog uden på nogen måde at tilføre Dead Rising 2 voldsomt meget værdi. Men kunne man lide Fuzion Frenzy, så synes man sikkert også at Terror is Reality er hylesjovt.  Der er ingen tvivl om, at Dead Rising 2 er et bedre spil end forgængeren, men jeg er dog i tvivl om hvor meget bedre det egentligt er. Grafikken er forbedret end kende og stemmeskuespillet er bestemt godkendt, men når det kommer til gameplay, så er der, co-op og våbenkombinationer til trods, ikke meget nyt under solen. Save-systemet er stadigvæk et irritationsmoment af dimensioner og det hele virker bare lidt for velkendt, den nye location til trods. Mit råd er til at tage at føle på: Kunne du lide Dead Rising, så køb du bare Dead Rising 2. Brød du dig ikke om det, så hold dig væk. Jeg selv, ja jeg var glad for Dead Rising, og Dead Rising 2 er således ganske tilfredsstillende, også selvom der stadigvæk kan anes en betragtelig mængde uforløst potentiale i Las Vegas dragende lysshow.
|
Kommentarer:
Helt sikkert et must buy hvis man elsker zombier. Jeg er igang med andet playtrough, hvor jeg blæser på main story, og bare lusker rundt og er latterlig