| Anmeldelse: Dead Space 2 | |
|
 Med blodet dryppende fra dine efterhånden talrige sår, slæber du dig igennem et tilsyneladende forladt lejlighedskompleks. Dit åndedræt er tungt og med sløret syn bevæger du dig langsomt ned af en mørk korridor. Et forvrænget skrig længere fremme giver et ryk i din krop og du må orientere dig rundt i lokalet for at berolige dig selv. Blodet er jo ”blot” sved fra dine håndflader og de tunge skridt er noget du bilder dig ind. Det er ikke din plasma cutter du knuger til dig men din controller og skyggerne i din stue er heldigvis kun refleksioner af træerne i vinden udenfor. Men det tunge åndedræt og din frygt er ægte – uhyggeligt ægte. Dead Space er tilbage. Visceral Games og Electronic Arts har ikke just manet til besindighed, når snakken faldt på deres forholdsvist unge spilserie Dead Space. Med løfter om en større, bedre, uhyggeligere og mere actionbetonet efterfølger, har bagmændene bag serien givet den hele armen som lokomotivførere på hype-toget, som har rullet over spilmarkederne igennem de seneste måneder. Spørgsmålet er bare, om Dead Space 2 så kan leve op til de tårnhøje forventninger, når spillet udkommer i Danmark d. 27. januar 2011. Mere om dette senere. Dead Space 2 sætter dig endnu engang i rollen på ingeniøren Isaac Clarke. Der er gået tre år siden hændelserne i det første spil, og stakkels Isaac er efterhånden blot en skygge af sig selv. Isaac befinder sig i et sindssygehospital i beboelseskolonien ”The Sprawl” hvor han forvirret, forpint og hjemsøgt af hændelserne fra det første spil, nærmest befinder sig i en psykotisk tilstand. Den mystiske genstand fra Dead Space, ”The Marker” fortsætter med at forvrænge hans tanker i sådan en grad, at det er svært at skelne imellem fantasi og virkelighed.  Dette er dog ikke Isaacs eneste problem, for pludseligt bryder helvedet løs i The Sprawl, da endnu en bølge af necromorphs flår beboerne fra hinanden én efter én, og Isaac stilles endnu engang overfor de vanvittige væsener, mens han i en kamp for overlevelse forsøger at finde ud af, hvad der er sket. Ved første øjekast er alt ved det gamle. Isaac styres fra tredjepersonsperspektiv og flere elementer fra det første spil vender tilbage. Heriblandt selvfølgelig Plasma Cutteren, de morbide fjender, shop-systemet, power nodes, zero-g områderne og de passager, hvor man med begrænsede mængder ilt, befinder sig i det ydre rum. Selvfølgelig er det igen strategic dismemberment der er vejen frem, så man skal endnu engang indstille sig på at skyde diverse lemmer af sine fjender, frem for at spilde ammunitionen på at angribe kroppen. Alligevel virker det hele utroligt anderledes. For det første er samtlige våben genopbygget fra bunden, og disse føles simpelthen sjovere at bruge. Der er flere nye våben med, som eksempelvis en Spear Gun samt et våben til at placere bevægelsesfølsomme miner. Zero-G områderne er nu udbygget således, at man ikke skal springe fra sted til sted, men i stedet kan bruge raketboostere til at bevæge sig frit 360 grader i luften. Der bydes på helt nye fjendetyper, hvor specielt stalker-typen fungerer som en garanti for, at du ikke får lukket et øje nætterne efter og så er der Isaac, som pludseligt har opdaget at han har stemmebånd.  Det er til gengæld meget tydeligt, at Visceral Games har lyttet til communitiet, for The Sprawn fungerer som den afveksling, der til tider manglede i miljøerne i Dead Space. Man har en fantastisk fornemmelse af, at man er omgivet af liv (eller massevis af død) og generelt føles områderne mere beboelige og dermed også mere uhyggeligt, da man på en måde kan identificere sig med det menneskelige og futuristiske miljø. Isaac vil blandt andet besøge beboelsesblokke, større centre, børnehaver og togstationer, hvert med deres måde at fænge spilleren på og selvfølgelig forsøge at skræmme livet af denne. Og det er i bund og grund hvad det handler om, nemlig at blive skræmt. Da Visceral Games fortalte, at Dead Space 2 ville blive mere actionbaseret, så gik de røde advarselslamper i gang hos enhver survival horror fan. Undertegnede fornemmede også frygten for, at Dead Space-serien ville gå samme vej som Resident Evil, og til sidst ende som en almindelig shooter med horror-elementer, men heldigvis er det slet, slet ikke tilfældet. For horror-delen er i den grad velbevaret, og også udbygget i sådan en grad, at spilleren nærmest ikke kan undgå nervøse trækninger og hjertebanken, efter bare et par timer i selskab med Dead Space 2. Dette statement underbygges af den fuldstændigt vanvittige åbningsscene, som på én og samme tid er utrolig grotesk og alligevel exceptionelt godt lavet. Og lad det være sagt med det samme, man skal være mere end hårdhudet for ikke at blive revet med af de mange chok-elementer og historien om Isaac, som i den grad lider under tidligere oplevelser.  Men at Dead Space 2 er mere actionbetonet end det første spil er der ingen tvivl om, men dette vel at mærke på en måde, der ikke underminerer spillets survival horror del. Ja, du har fået vildere våben, men mangler konstant ammunition. Ja, Isaac ser mere bad-ass ud, men er skrøbeligere end nogensinde. Og så er der det med Quick Time Events – jeg er lykkelig over, at Visceral Games har droppet den forældede ”tryk på knap efter knap og hvis du misser: Trial and error”-metodik og i stedet har indbygget et anderledes QTE-system. Når QTE’s benyttes, så er det ikke fordi at Isaac skal afslutte en boss-battle i bedste macho-stil, men simpelthen fordi han skal overleve. Og det kræver ikke alene nerver af stål, men også masser af skills, at holde hovedet koldt, når man angribes af en gigantisk necromorph, som hamrer Isaac ind i betonpiller, gulv og loft, alt mens man prøver at ramme et bestemt punkt, velvidende om at den næste misser kan blive fatal. Det er ikke alene miljøer, fjender og våben der er blevet vildere, det er grafikken også. Dead Space har aldrig taget sig så godt ud som Dead Space 2, og generelt set er der tale om en kraftpræstation af de helt store. Den arkitekturiske tilgangsvinkel er overbevisende og til tider nærmest overvældende, og så er det tydeligt, at Visceral Games har givet såvel fjender og venner en seriøs makeover. Det underbygger i den grad stemningen at alt ser så fantastisk godt ud, og får man tid til at nyde de små detaljer ind imellem chokkene, så kan det kun anbefales at man tester lys-systemet for at se, præcist hvor realistisk tingene agerer. EA’s ultimative joker er dog uden sammenligning lyden, som er i en klasse helt for sig selv. Soundtracket er velkomponeret og passende, stemmeskuespillet leveret af veloplagte skuespillere og så er der det med lydene, som simpelthen må være noget af det bedste nogensinde. Det er så uhyre vigtigt for at få stemningen til at fungere, og det gør det. Specielt skal der deles roser ud til folkene bag de monstrøse lyde fra necromorphs, som får hårene i nakken til at rejse sig ved bare tanken.  Imens singleplayerdelen hæver sig til gruppen af absolutte sværvægtere, så er multiplayerdelen på ingen måde fyldestgørende. Denne består af en række baner, hvor man skal løse diverse opgaver for at komme helskindet igennem. Dette vel at mærke hvis man spiller som menneske. Den anden gruppe spiller som necromorphs, og her har man fire styk at vælge imellem, med hver deres forcer og svagheder. Efterhånden som man skraber kills og objectives til sig stiger man i graderne, og her får man nye våben eller færdigheder til sig. Men dette til trods, så virker oplevelsen tam i forhold til det egentlige univers. Dermed ikke sagt at multiplayerdelen er værdiløs, for man kan sagtens more sig hvis man kan samle fire gutter til et helt hold, og man kan også opleve nogle gedigne chok undervejs, når de luskede necromorphs springer på dig i flok. Oplevelsen virker bare flad, ikke fordi Visceral Games gør noget forkert, men nok i højere grad fordi, at Dead Space er ét af de slags spil, som er skabt til at være single-player only. Bundlinjen kan der dog ikke rokkes ved, for Dead Space 2 leverer den vare, som survival horror-fans har sukket efter i længere tid. Spillet er større, bedre og langt mere skræmmende end sin forgænger. Grafikken er formidabel og lyden ligeså, og det kan en uinspirerende multiplayerdel ikke ødelægge. Der er scener i spillet, som spilleren vil huske og være påvirket af, længe efter at konsollen er slukket, og det er vel det, der i bund og grund er formålet med en rigtig gyser. Dead Space 2 er ét af de spil, som ligner sin forgænger på overfladen, men har utroligt meget nyt at byde på under huden. Og så har spillet den fantastiske egenskab, at det bare bliver bedre og bedre.
|
Kommentarer:
Tak min ven. Hmmm der er enkelte passager man går glip af og et par enkelte hentydninger man misser. Men i starten af spillet er der mulighed for at se en gennemgang af tidligere events, således man fanger de primære træk i historien. Så man skal nok fange selve essensen i Dead Space-universet, men der er enkelte småting man misser.
Man har en previously in dead space option, før man starter new game. Bare man kender hovedtrækkene, kan man sagtens følge med i handlingen.
Lydsiden rammer bare alle de rette knapper og så er gameplayet spækket med fede ideer, jeg ikke mindes at have set tidligere.
Køb!
Kom torsdag, kom Deadspace, kom gys!!! (på bedste Bamse og kylling máner ;))
Xbox 360 - det er værd at bemærke at denne iøvrigt er på 2 skiver.
Nej tror det er en ganske fin deal :) Og du er sikret en helt fantastisk oplevelse, uanset om du spiller på PS3 eller Xbox. :)
PS3 udgaven er langt bedre end Xbox 360 og PC udgaverne, alene fordi at du får Extraction med. Står man og skal vælge, så går man med PS3 eksemplaret så lange at den kan købes. Det er jo en limited edition.