| Anmeldelse: GTA IV: Episodes from Liberty City | |
|
![]() Hvis du ligesom mig er vild med GTA universet og har svært ved at få nok af det indbydende univers i Liberty City, så vil det være dumt ikke at stifte bekendtskab med Johnny Klebitz og Luis Fernando Lopez, i GTA 4: Episodes from Liberty City.
De to udvidelser til Grand Theft Auto 4, The lost & Damned og Ballad of Gay Tony, som i en længere periode var eksklusive til Xbox 360, er endelig blevet frigivet til Playstation 3 og PC ejerne.
Selvom at der er tale om to udvidelser, så er der altså virkelig lagt et enormt arbejde fra Rockstars side i, at levere et produkt som lever op til firmaets standarder, hvilket tydeligt kan mærkes på historierne. The Lost & Damned tager udgangspunkt i det brutale rockermiljø, hvor du indtager rollen som Johnny der efter en uheldig situation hvor rockerklubbens præsident Billy Grey bliver anholdt og sat bag tremmer, overtager rollen som præsident for The Lost Motorcycle Club. Problemet er bare at størstedelen af The Lost beskylder dig for at have fået Billy anholdt, hvilket resulterer i et internt opgør i banden.
I The Ballad of Gay Tony, følger du Anthony "Gay Tony" Prince’s personlige bodyguard, Luis Fernando Lopez og hans travle hverdag som hovedsageligt går ud på at agere højre hånd for Gay Tony (stop de tanker der!), tage hånd om dine egne problemer, og ellers bare feste og drikke igennem.
Foruden alt hvad vi er vant til fra det originale GTA 4, så byder de to udvidelser på hver deres tiltag, som bla. nye våben, nye minispil og lidt ekstra på multiplayer fronten. En af de helt store ændringer finder vi dog i The Lost & Damned, hvor motorcykelkørsel er blevet gevaldigt anderledes, ja ligefrem behageligt og brugbart. Johnny er nemlig langt bedre på en tohjulet end Nico, og det kan mærkes på den langt mere responsive styring, og ved at der skal betydeligt mere end et par småsten på vejen, til at smide dig over styret. Dette medvirker til at motorcyklen med det samme bliver dit fortrukne transportmiddel når du skal cruise rundt i Liberty City som Johnny, og krydret med formationskørsel når du kører med dine bandemedlemmer, så kommer der også lidt udfordring ind i en ellers kedelig fra A til B tur.
I Ballad of Gay Tony er den store ændring muligheden for at springe med faldskærm. Det er der kommet nogle underholdende missioner ud af, og ikke mindst en ny multiplayer-mode som i al sin enkelthed går ud på at ramme et punkt på landjorden så præcist som muligt. Udover det er der også kommet en god håndfuld nye minispil, som følger udvidelsens festtema ganske fint med lidt dans og bartenderjobs.
Det grafiske udtryk i de to udvidelser er helt identiske med GTA 4, dog har The Lost & Damned fået et filter som gryner skærmen en smule ala Mass Effect, og som medvirker til at give oplevelsen et mere råt og undergrundsagtigt look. Lyden er ligeledes den samme høje standard som vi kender den, og det er lækkert at se den kvalitet som Rockstar leverer gang på gang, også selvom at det ”bare” er et par udvidelser vi har med at gøre. Vi taler altså om helt nyt stemmeskuespil, og hele to nye radiostationer som kun er at finde i udvidelserne. Det er guf for fans!
Alt i alt er Episodes from Liberty City et must have for enhver som kan lide GTA universet. Det er mere af det gamle, og så lidt til. Der kan nemt fiskes en masse spilletid ud af begge udvidelser, og til en favorabel pris, så er det ganske enkelt en opsamling man ikke må gå glip af.
|





Kommentarer:
Tak for god læsning! Er der nogle guldkorn blandt radiostationerne?
Jeg er i hvertfald solgt, og ryger efter Robot weekenden ud og henter det ind til samlingen.. :)
299 vil jeg tro.
Man kan også få gay tony som gamepack på psn.