Guitar Hero fortsætter stimen med band-baserede spil, og denne gang er det 80’er bandet Van Halen’s tur til at blive digitaliseret. Vi har kigget nærmere på, om langt hår og spandex holder den dag i dag. 

Neversoft og Activision i samme sætning er typisk ensbetydende med en Guitar Hero udgivelse, og dette er endnu engang tilfældet, idet det er selvsamme makkerpar der i morgen, d. 19. februar 2010 sender Guitar Hero Van Halen afsted til de europæiske butikshylder, efter at spillet har været tilgængeligt hos de amerikanske forbrugere i godt to måneder. 

Som sine band-baserede forgængere, tager Guitar Hero: Van Halen udgangspunkt i et enkelt band, og som de fleste nok havde gættet, er der i denne omgang tale om rockbandet Van Halen, som for et par årtier siden hittede på rock-scenen med deres vilde attitude og tempobetonede rocksange, hvor bandets populære guitarist Eddie Van Halen gav den gas med et dengang revolutionerende hurtigt fingerspil på strengene. 

Sanglisten består af 25 originale sange fra Van Halen, 3 soloer fra Eddie Van Halen og 19 gæsteartister som disker op med hver deres sang, og allerede her begynder spilmotoren at hoste en smule, for hvorfor er kun lidt over halvdelen af sangene fra feature bandet? Gæsteartisterne er en blandet portion bolsjer, og alt fra Blink 182 til Foo Fighters og Queen bliver bragt på bane. Her kunne man have ønsket sig, at gæsteartisterne i det mindste var fra same tidsalder som Van Halen, men i stedet må man finde sig i at blive revet ud af 80’er-rocken, når Van Halen-sangene pludseligt afløses af nymoderne punk-rockere som Blink 182. 

Selve Van Halen sangene kan man dog ikke sætte mange fingre på og der er masser af guf til fans af bandet, idet de helt store klassikere som ”Runnin’ with the Devil”, ”Eruption”, ”Jump” og ”Hot for the Teachter” er at finde på setlisten. Man kan spørge sig selv, hvorfor der blot er sange med fra bandets første periode med David Lee Roth som forsanger, men da det også var her, at Van Halen-populariteten toppede, kan man vel godt argumentere for at det er denne periode der har størst relevans. Dog virker det lidt usselt at lade en række af bandets nyere numre udeblive, specielt når man tænker på at Sammy Hagar æraen varede lidt over et årti. 

Sværhedsgraden er markant højere end det første band-spil i Guitar Hero rækken, Aerosmith, og medmindre man er noget nær professionel i Guitar Hero disciplinen, så bliver man for alvor kørt over, når man skal forsøge at efterligne Eddie Van Halens dansende fingre i sange som Eruption. Dette tjener til spillets fordel, da der absolut ikke er meget at hente i gæsteartisternes sange, hverken på det musikalske eller i sværhedsgraden. 

Modsat andre spil i Guitar Hero genren er der ikke nogen rød tråd i historien, og dette er et kæmpe minus. Informationerne om Van Halen er negligeret til små og uinteressante tekststykker under sangene og når man i Aerosmith og Metallica-spillene blev beriget med masser af videoklips og en historie om bandets opvækst fra mindre spillesteder til udsolgte koncerter, så bliver man altså skuffet når man blot skal køre fra det ene irrelevante spillested til det andet, for derefter at blive ”belønnet” med en lille faktaboks om den pågældende sang. Det virker ikke særligt gennemarbejdet og spillet mangler generelt sjæl på dette område. 

Som i ethvert andet musik-spil er lyden i højsædet, og der er ikke meget negativt at komme efter på den front. De store Van Halen klassikere er inkluderet, til trods for at der som nævnt ovenfor, blot er tale om et udsnit fra bandets samlede levetid. Lyden kører fint igennem og bliver akkompagneret af taktfaste klap fra publikum når man præsterer, eller nedværdigende buh-råb når man flopper. 

Falder talen derimod på grafikken må mundvigende endnu engang vendes nedad, og dette skyldes ikke det grafiske håndværk, som i og for sig er helt i orden. Problemet er derimod, at Neversoft af uforklarlige årsager har valgt at basere den figurmæssige udformning på Van Halen’s nutidige udseende og ikke fra bandets storhedstid. Det vil med andre ord sige en flok ældre herrer i skjorte og med kortklippet hår. Væk er læderbukserne og pang-farverne, væk er det lange hår og væk er mange af signaturbevægelserne og det fandenivoldske sceneshow, og så hjælper det altså ikke noget at man imod slutningen af spillet kan åbne op for de gamle kostumer, for de virker ærligt talt som et farverigt kostume på en flok gamle mænd. 

Det der dog kan redde en smule af æren er, at denne type spil skal spilles med vennerne på en munter aften, og til dette formål er Guitar Hero Van Halen ganske hæderlig. Godtnok er sangudvalget begrænset og ud af de sange der er tilgængelige, så er det kun halvdelen af dem der er sjove at spille, men når man samler bandet og fyrer den af på trommer, guitar, bas og mikrofon, så kompenseres der for en del af spillets svagheder. Bor vennerne i den anden side af landet kan man naturligvis tage kampen op online, hvad enten man ønsker at spille sammen eller mod hinanden. 

Det ændrer dog ikke på det faktum, at Guitar Hero Van Halen er blandt de svageste udgivelser i Guitar Hero serien. Det manglende sangmateriale og de malplacerede gæsteartister, kombineret med det opsigtsvækkende figurvalg er udslagsgivende for spillet, som i den grad mangler mere materiale og sjæl, før det kan retfærdiggøres at betale fuld pris for det. Der er gode momenter i form af de store Van Halen sange, men generelt er der tale om en meget tynd portion sange, der havde tjent bedre som DLC. 

3/5