| Anmeldelse: Guitar Hero Warriors of Rock | |
|
 Siden Harmonix og Red Octane i 2005 sendte deres første Guitar Hero spil på banen, er der sket en mærkbar udvikling med serien. Først og fremmest er det ikke længere ovennævnte der står bag spillene, som i dag føres på markedet af Activision og Neversoft. Herudover har plasticguitaren sidenhen fået selskab af trommer og mikrofon, ligesom en række nye features har fundet vej til Guitar Hero-serien. Dog har det altoverskyggende kritikpunkt været, at serien har stået i stampe, noget som Neversoft faktisk får gjort noget ved i deres seneste udgivelse med tilnavnet ”Warriors of Rock”. For selvom konceptet i bund og grund er det samme, hvor man med sine instrumenter skal ramme tonerne, som farer hen over skærmen i mere eller mindre umulige sammensætninger, alt efter hvilken sværhedsgrad man spiller på, så har Warriors of Rock en helt anden tilgang til konceptet end sine forgængere. Væk er historien om det lille band, der arbejder sig frem i graderne, fra værtshus til kæmpekoncerter. Væk er de forskellige sanglister, som foruden en konstant stigende sværhedsgrad, virker lige så tilfældigt sammensat som glam-rockernes garderobe og væk er det tilbagevendende spilkoncept, hvor man skal score en karakter fra 1 til 5.  I stedet fortæller Warriors of Rock historien om den store rockgud, som ser ud til at have tabt den evige kamp om rockmusikkens overlevelse til et stort robotlignende monster, med det resultat at rockmusikken nu ser ud til at uddø. De eneste der kan redde rocken er figurerne fra de tidligere Guitar Hero spil, som dog først skal finde deres indre rockmonster. Dette skal man gøre ved at spille tilpas godt, således man scorer sig stjerner der baner vejen for deres alter rock-ego. Til forskel fra de tidligere spil, har hver af disse figurer en bestemt evne. Én af figurerne sørger for, at din score-multiplier aldrig går under 2x, en anden lader konstant starpower op mens en tredje giver dig ekstra meget star power hvis man klarer de forskellige star power-streaks. Man får i alt otte bandmedlemmer som til sidst skal samles i to forskellige bands, der skal kæmpe mod de onde kræfter, og her bliver vi introduceret for noget så sjældent som strategi i et Guitar Hero spil, for det er faktisk lidt af en opgave at få mixet de otte bandmedlemmer sammen i to komplette bands.  Men selvom Neversoft på sin vis formår at få smidt en historie i spillet, så er drivkraften sangene. Her er der i højere grad en rød tråd i sangkataloget end tidligere, idet de enkelte figurer nu repræsenterer en rockgenre eller en tidsalder. Der skiftes imellem hård rock, til poprock og goth-rock, og man kommer hele vejen igennem kataloget af mere eller mindre kendte kunstnere, fra de for musikspillene nærmest obligatoriske Foo Fighters til Slayer og Linkin Park. Og her skinner Warriors of Rock’s reelle problem igennem, for nyskabelserne til trods, så har vi prøvet det hele før, mange gange. Der er simpelthen alt for svingende kvalitet i sangene, og til trods for at musiksmag er lige så forskellig fra person til person, som politik, livretter og religiøse overbevisninger, så kan de fleste nå til enighed om, at vi igennem størstedelen af Guitar Hero spillene har fået tudet ørerne fulde af så meget overflødigt musik, at man nærmest må udstøde et lettelsens suk, når rockkoryfæer som Dire Straits, Lynyrd Skynyrd og i allerhøjeste grad Queens legendariske Bohemian Rhapsody toner henover skærmen. Dog skal der være ros til Neversoft for at hive alternative grupper som The Vines og den meget anderledes, men utroligt flotte Rush 2112-sektion ind i spillet, for specielt sidstnævnte viser, hvordan Guitar Hero-konceptet kan hives op på et nærmest spirituelt plan.  Træder man lidt udenfor Quest Mode, så finder man ud af, at denne del unægtelig er den eneste reelle nyhed der findes i spillet, for selv om det er hyggeligt at gå i party mode med sine venner, eller tilfældige forbipasserende i onlineverdenen, så er der ikke den store nyhedsværdi at hente. I free-play funktionen kan man nu ranke op og åbne for nye sange og andre genstande, hvilket stort set er det samme som den gamle shop-mulighed indebar, og selvom man online og lokalt kan dyste i nye kompetitive spiltyper, så er det mere end bekendt, og det handler stadigvæk om det samme, altså at ramme de fleste noder. Og selvom Guitar Hero Mix-delen giver mulighed for at lave sine egne sange, så skal man ikke forvente at finde klassiske hits i naturtro kopier. Jeg forsøgte mig med Guns ’N Roses’ udødelige klassiker Paradise City og fandt da også den højest ratede udgave online. Men selvom det er gratis og nemt, så ændrer det ikke på det faktum, at Slash’s lækre guitarriffs og Axl Roses skærebrænderstemme i Guitar Hero Mix er blevet maltrakteret i sådan en grad, at resultatet lyder som en skræmt kat der styrter hen over et elektrisk klaver. Teknisk har Guitar Hero-serien med Warriors of Rock fået et tiltrængt ansigtsløft, for grafikken er i den grad blevet piftet op. Figurerne er mere bevægelige på scenen, detaljegraden er højere og ansigtsmimikken virker mere naturtro. Generelt er det hele mere råt, dog uden at spillet i sin helhed har mistet det søde og nærmest tegneserieagtige udtryk som har været seriens varemærke igennem fem år. Man kan spørge sig selv om hovedløse riddere og andre monstrøse skabninger har noget at gøre med rock, men den kan vel bortforklares med, at udviklerne har kigget en del på plakater fra Megadeth og Slayer.  Alt i alt er Guitar Hero: Warriors of Rock en vare der holder sig sikkert på kørebanen uden på nogen som helst måde at skride ud i rabatten eller overhale i fuld fart. Det er en solid partypakke som vi har set det så mange gange før, og når plastikspaden skal luftes sammen med vennerne og en kasse med de kolde, så trækker jeg hellere en gerne Warriors of Rock frem. Problemet er dog ved at være åbenlyst for alle andre end Activision: Der er intet latent behov for at spille Guitar Hero serien alene længere, dertil er nyskabelserne for få og underholdningsværdien så udslidt, at man hurtigt lægger spillet fra sig igen, efter at have tæsket Quest Mode igennem. En bøn til Activision og Neversoft: Selvom at der er gået inflation i at bruge ordet indenfor spilverdenen, så gør det som alle os, der har fulgt Guitar Hero serien siden dengang det var sjovt, sidder og tigger om. Reboot nu! Rush’s 2112 del i Quest Mode er blot én af de mange måder hvorpå man kan genfortolke den ædle kunst i at svinge sit plastikskabte instrument om sig i dagligstuen.
|
Kommentarer:
Ultimativt. Enten så var WoR slutningen inden starten på noget nyt, eller også var det bare slutningen.
He he, ikke hvad historien angår, men metaforen er ikke til at tage fejl af :)