Anmeldelse: LEGO Star Wars 3: The Clone Wars
Skrevet af Jesper Thuesen    Onsdag, 27. april 2011 19:55   
LEGO_SW3_Logo

Vi er efterhånden ved at være vant til, at elskede filmuniverser trylles om til danske byggeklodser i plast. Således har både Harry Potter, Indiana Jones og selveste Rock Band serien fået deres egen LEGO-udgave, ligesom Jack Sparrow og hans pirater ligeledes er på vej i en ny og firkantet udgave. Star Wars universet var blandt de første til at få en total makeover, og nu har Traveller’s Tales og LucasArts Star Wars III: The Clone Wars klar i en LEGO-version.


Opskriften er enkel og ligetil, og har du spillet de tidligere spil i LEGO-serien, så bliver du hverken blæst bagover af benovelse eller skuffet over den seneste udgivelse. Omdrejningspunktet er den sjette Star Wars film, som i øvrigt er seriens tredje afsnit i kronologisk rækkefølge (har du ikke set Star Wars filmene er det okay at være forvirret nu), og med andre ord omhandler det altså Obi-Wan og Anakin Skywalkers kamp mod de mange kloner og den ondskabsfulde kejser.

Som sædvanligt har folkene bag LEGO-spillet fjernet alt hvad der hedder drama og uhygge, og i stedet lagt et lullende lag feel-good folie hen over hele pakken. Dette er ikke ensbetydende med, at der ikke er smæk for skillingen undervejs i spillet, men i eksempelvis spillets cutscenes er der massevis af humoristiske indslag, som for det meste henvender sig til det alleryngste publikum med spandevis af slapstick comedy. Desværre virker det som om, at udviklerne denne gang er lige pjattede nok i deres tilgang til den ellers ofte gennemtænkte humor fra LEGO-spillene, og medmindre man hører til blandt de allerbarnligste sjæle, vil man højest udstøde et lille og forceret ”hø hø”.

LEGO_SW3_1

Spillet er en platformer, med indslag fra henholdsvis flysimulation og som noget nyt, også elementer fra RTS. Man styrer typisk én eller flere af de kendte figurer fra Star Wars universet, naturligvis i deres egen personlige LEGO-udgave. Hver figur har sine egne egenskaber, og hvor de gode jedier kan bruge kraften, kan soldater skyde, robotter kortslutte og åbne døre, mens andre figurkategorier har deres egenskaber. Disse skal så bruges undervejs, og til trods for at spillet ofte viser dig den rette vej, så vil der være flere passager, døre og rum, som ikke kan åbnes før man senere i spillet får låst op for nye figurer, hvorefter man kan genspille banerne og samle collectibles.

Du får massevis af hjælp stort set igennem hele spillet, men desværre er instruktionerne på skærmen oftest mangelfulde, og flere gange var vejledningen i bedste fald forvirrende. Hvad værre er, så vil man undervejs støde på passager, hvor man ikke får nogen vejledning til at løse opgaver, og når man hidtil næsten var blevet vugget i søvn af de endeløse guidelines, så rammer de manglende instruktioner i samme grad som at blive vækket i sin seng, der på mystisk vis befinder sig på vejen ned af et vandfald; man aner ikke hvor man er, eller hvad man skal gøre.

LEGO_SW3_2

Gameplayet er simpelt, løb, skyd eller slå, hop og byg med LEGO-klodser. Herudover er der en række puzzles, som varierer fra det nærmest latterligt basale til nogle gange at ramme meget højt på skalaen over gennemtænkte opgaver. Det er et friskt pust, og fungerer som en tiltrænkt afveksling imellem de mange skuddueller.

Banerne i luften minder mest af alt om en forsimplet og ligegyldig udgave af diverse flysimulationer. Man flyver rundt og forsøger at løse puzzles, uden egentligt at være i reel ildkamp eller i fare for at blive skudt ned. Man kan dreje flyet til højre og venstre, skyde og flyve hurtigere eller langsommere, men af uransagelige årsager kan man ikke flyve op eller ned. I stedet skal man flyve ind igennem en form for teleport for at komme til et lavere niveau, og det virker simpelthen klodset (fik du den?) og kejtet.

LEGO_SW3_3

Elementerne fra RTS består i, at man ved de store åbne kampe med mange robotter, maskiner og soldater, får et overblikskort, hvor man kan se hvor fjendens tropper og maskinel befinder sig. Herefter kan man bevæge sig rundt på banen og planlægge, hvordan man bedst angriber de vigtige installationer. Idéen er god, men en smule overflødig, idet man aldrig rigtigt får muligheden for at styre andre tropper end sin egen figur, og så meget planlægning skal der altså ikke til at fise rundt og svinge febrilsk med sit lyssværd.

Til gengæld kan LEGO Star Wars 3: The Clone Wars huse til tider imponerende mængder af action på skærmen, uden at man oplever framedrops eller andre irriterende udfald. Dette skal sandsynligvis tillægges, at spillet på ingen måde får grafikkortet til at svede, men det ser imponerende ud! Grafikken er som man kunne forvente af spillet, nuttet, gennemført og pæn, uden dog på nogen måde at være hverken state of the art eller ringe. Samme kan siges om lydsiden, hvor man i en dialogløs verden må tage til takke med undertekst og en sørgelig mumlen fra figurerne. Nuvel, nu ligger spillet heller ikke op til de store pompøse krigstaler, men det er nu alligevel en smule fattigt. Herudover er lyden ganske god, effekterne fungerer som de skal og man genkender hurtigt lyden fra en pistol fra Star Wars filmene.

LEGO_SW3_4

Der er indarbejdet en co-op del, som er nem at springe til og fra. Dette er en lækker feature, som man bør benytte sig af, hvis man har en ven der også er glad for LEGO-spillene. Der er dog et lille men, co-op funktionen er alene tilgængelig offline. Selvom det er fedt at duellere med børnene eller makkeren ved siden af sig i sofaen, så er det ærgerligt at man ikke har mulighed for at invitere en ven med over nettet, specielt når co-op delen giver spillet en ekstra dimension.

Samlet set er LEGO Star Wars 3: The Clone Wars et lille og hyggeligt bekendtskab. Der er overraskende god value i spillet, med massevis af baner og endnu flere grunde til at køre dem alle sammen igennem igen. Man kan åbne for tonsvis af figurer fra de nye og gamle Star Wars film og har du samlermani får du i den grad en opgave at se til, for der er collectibles over det hele.

Spillet giver dig hvad man kunne forvente, hverken mere eller mindre. Spilleren vil dog hurtigt bemærke, at der er tale om én af de svagere udgivelser i LEGO-serien, og derfor bliver det heller ikke til mere end en placering i midten af spilfeltet. Men børnene, de vil med garanti elske det, og så er alt jo godt.

Hyggeligt og gennemført univers

Tonsvis af ting at lede efter

Til tider geniale puzzles

Flere designbrølere, heriblandt fly-delen

Kedeligt i længden

Joomla Templates and Joomla Extensions by JoomlaVision.Com