| Anmeldelse: Lost Planet 2 | |
|
 Tirsdag d. 11. maj 2010 kunne gamerne hente Lost Planet 2 i butikkerne, og det der venter dem er en særdeles blandet oplevelse, som både byder på milepæle indenfor next-gen konsollernes standarder, og seriøse nedture i form af et mærkværdigt spildesign. Her kan du læse, hvorfor det gik som det gik for Capcoms actionsatsning. Da Lost Planet udkom i 2007 fik det en særdeles blandet modtagelse. Nogle roste spillet til skyerne og belønnede det med topkarakterer, mens andre valgte at rive det fra hinanden og blot give en under-middel vurdering. Jeg kan sagtens se Lost Planet 2 få samme modtagelse, for spillet vil i meget høj grad skille vandene. Hvorfor vender jeg tilbage til. Lost Planet 2 foregår som sin forgænger på planeten E.D.N. III. Noget har dog ændret sig siden vi sidst besøgte stedet for godt 3 år siden, væk er nemlig al sneen og i stedet er frodige jungler, golde ørkenlandskaber og gigantiske kontorkomplekser dukket op. Sådan cirka her stopper den del af historien der er mulig at følge med i, og overgår i stedet til komplet mangel på samme. Der er ingen rød tråd imellem missionerne, som er opdelt i 6 forskellige fraktioner i 6 forskellige miljøer. Underligt, men historien er gudskelov ikke bærende for spillet.  Det er det actionbetonede gameplay til gengæld og der er altid masser af aktivitet på skærmen. Fjenderne består af de majestætiske Akrid-monstre samt forskellige andre fjendetyper, som typisk består af mennesker fra én af de fraktioner man selv har spillet eller kommer til at spille senere inde i historien. Som i det første spil er der masser af våben og de såkaldte VJ’s, gigantiske mechs som lader dig angribe fjenden med overlegen styrke og ildkraft. Derudover byder spillet på flere af de velkendte elementer som en grapple-hook der giver mulighed for at nå fjerne afsatser, masser af våben og også muligheden for at benytte VJ’s våben, selv om man er på menneskeben. Til forskel fra det første spil er der lagt enormt meget vægt på co-op delen, som nærmest har været et gennemgående tema siden spillet for første gang blev præsenteret. Og co-op er bestemt også spillets store force og flere gange vil man opleve, at man, til trods for en fornuftig team-AI, decideret har brug for menneskelige medspillere. Der er altså bare en charme over at spille 4 kammerater sammen når der skal udryddes kryb. Det er dog vigtigt at man forstår sine medspillere og at disse har taktisk forståelse, for skulle man lide den bitre død, så mister man battle gauge. Dette kan genoplades i små bidder via Data Pods, men når den samlede battle gauge for holdet er tømt, ja så slutter spillet, uanset hvor mange andre spillere der er i live. Og her viser de første gameplaymæssige flaws sig, for Lost Planet 2 lider af et decideret rædselsfuldt checkpoint system. Hvert kapitel består af 2-3 missioner, som så består af 1-3 baner. Skulle man dø i en missions sidste bane, ja så er der ingen kære mor, og man bliver sendt helt tilbage til missionens første bane. Dette er flere gange 20-40 minutters tabt spilletid og det oser langt væk af dårligt gameplaydesign.  Kameraet er også ét af de områder som til tider virker som en frustrationsdriver frem for en pleaser. I trange områder vil man ofte føle det som var kameraet låst fast til spillerens nakke og man har mere end urimeligt svært ved at danne sig et overblik over hvor man befinder sig og hvor fjenderne er på banen. Sammenhold dette med en til tider ubarmhjertig mission-briefing, hvor informationerne er sparsomme, og man får en giftig cocktail som vil sætte selv den mest besindige spillers tålmodighed på en prøve. Eksempelvis får man fornøjelsen af en mission hvor man skal styre et gigantisk våben med alt hvad det indebærer af påfyldning af ammunition, opladning af disse og til sidst affyring. Missionen er i sig selv fremragende skruet sammen, problemet er bare at man ikke aner hvad man skal før man er død de første 3-4 gange. Synd, da et potentielt højdepunkt i stedet bliver et irritationsmoment. Hvis der er noget Capcom dog gør bedre end alle andre på markedet, så er det at skrue et visuelt imponerende spil sammen. Lost Planet 2 kører på Capcoms MT Framework 2.0 engine, som er en videreudvikling af grafikmotoren fra Resident Evil 5, og denne er intet mindre end fantastisk. Miljøerne fremstår detaljerede, gennemarbejdede og visuelt fantastiske, og specielt jungle-banerne er imponerende. Banerne har masser af sjæl og det er fantastisk at se hvordan græsset på hele banen bliver blæst hen over jorden når jungle-banernes gigantiske boss tramper forbi.  Og Framework 2.0 kommer på overarbejde når det kommer til boss-kampe, for disse er uden sammenligning de vildeste, største og originale der er set i meget lang tid. Capcom har altid gjort en ære i at præsentere bosserne som en bane i sig selv og det virker i Lost Planet 2, hvor der nemt kan bruges en halv time på at nedlægge selv spillets første boss. De gigantiske Akrids giver sved på panden og tungen skal holdes i munden når man på et kørende tog bliver jagtet af historiens måske største boss, som udelukkende tænker på at fortære dig og resten af dine venner. Lydsiden er godkendt, dog er førstehåndsindtrykket skrækkeligt. Man flyver i spillets første bane i helikoptere som så angribes af flyvende Akrids. Propellerne, vindens susen og skrigende Akrids giver lydmæssigt… totalt stilhed? Sidenhen kommer Capcom så mere med i kampen, og de mange actionsekvenser ledsages af en godkendt lydside, et godt soundtrack og et acceptabelt stemmeskuespil, som dog på ingen måde går over historien eller er særligt mindeværdig. Spillet lever dog mere på grafikken end lyden, det er helt sikkert.  Spillets japanske udviklere har fået frie tøjler i costumization delen, hvor din spiller kan udformes som du lyster. Alt fra våben til tøj, specielle perks og sågar måden du jubler eller uddeler ordrer på og i sidste ende også dit specielle nickname. Her viser spillets japanske side sig, for hvor våben og udseende består af et minimum af muligheder, så er der 1000 forskellige nicknames til trods for at man kun kan bruge én af dem i spillet. Dejligt japansk Capcom. Online byder på de typiske forskellige muligheder som eksempelvis deathmatch, team deathmatch og capture the flag, naturligvis alle udformet og navngivet så de passer i Lost Planet 2’ univers. Eksempelvis skal der fanges data-pods og ikke flag i CTF mode, men ellers er det som vi kender det, hvis man ser bort fra de mange VJ’s og de specielle våben. Onlinedelen er okay, men det er sandsynligvis i co-op story man vil finde sine bedste øjeblikke.  Lost Planet 2 er ikke et dårligt spil, men heller ikke godt nok til at bide skeer med de allerstørste. Historien er ikke-eksisterende, og til trods for at lækkert, actionbaseret gameplay, så er der flere designmæssige brølere, som simpelthen trækker store dele af spillet ned i pløret. Grafikken er, som altid når det er Capcom der står bag, smuk og monstrøs på én og samme tid. I sidste ende afhænger opfattelsen af Lost Planet 2 af, om du kan finde 2-3 kammerater at spille spillet med, og om disse så er dygtige nok til ikke at suge hele dit battle gauge ud på rekordtid. Uanset om det er de mange bosser der tager livet af dem eller den til tider elendige opbygning. Lost Planet 2 vil sandsynligvis blive husket, om end det ikke nødvendigvis bliver for de mange gode sider, der også er at finde i spillet.
|
Kommentarer:
God læsning Tue, og må jeg tilføje at det er fedt du kan se igennem fejl og mangler og finde frem til det åbenbart godt spil! Modigt og flot!
Jeg synes det skægge ved spil som Lost Planet 2 er, at der med garanti vil være anmeldere som skyder på alt fra 2/5 - 5/5. Det kommer helt an på hvor lidt/meget man tillægger de enkelte faktorer.
Jeg synes det er mangelfuldt og der er taget nogle underlige designvalg, men ligesom det var tilfældet med Dead Rising, så synes jeg ikke de bliver altoverskyggende trods alt - de kan ihvertfald ikke forhindre at jeg er godt underholdt.
Hvis vi skulle vægte lyd, grafik, gameplay (hvordan man så definerer det) og historie lige, ville det bare være en rapport. Syntes det netop adskiller et seriøst site fra andre, når man tør give karakterer baseret på en udefineret sum.
Igen: meget flot anmeldelse