Anmeldelse: Mafia II
Skrevet af Jesper Nielsen    Mandag, 30. august 2010 12:17   
Mafia_2_Top2
Det er små 8 år siden, at vi tog afsked med Tommy Angelo i Illusion Softworks' mesterværk af et spil, Mafia. Skyggerne er blevet lange, og ventetiden har været nærmest ulidelig siden at vi i 2007, fik lovning på endnu et kapitel i serien. Men nu er det her, Mafia 2, og ventetiden har bestemt ikke været forgæves.


Året er 1943, og den unge Vito Scaletta er netop hjemvendt fra Italien, hvor han har kæmpet for de allierede styrker i Anden Verdenskrig. Vito har altid været lidt af en ballademager. Sammen med kammeraten Joe Barbaro har han været ude i en del skidt, og det er ikke noget de to kompagnoner umiddelbart har tænkt sig at ændre på. Vito vender nemlig hjem til sin afdøde fars gamle gæld, og den skal betales tilbage hurtigt. De er lånt af mafiaen, som allerede er ved at opsøge Vitos søster for tilbagebetaling. Desværre er der ikke mange penge i at vende hjem fra krigen. Så Vito må ty til hurtigt tjente penge, hvilket introducerer ham til et liv fyldt med kriminalitet, penge, tabte venskaber, og bedrageri.

Mafia 2 er en fabelagtig fortælling som strækker sig over 14 kapitler, i årene 1943-1951. Det er tydeligt at 2K Czech har gjort alt i deres magt, for at leve op til forgængerens nærmest legendariske stjernestatus, og de har ikke fejlet. Historien er utroligt velfortalt, med overbevisende karaterer, spændende mellemsekvenser og en bred vifte af underholdende missioner. Ligesom det var tilfældet med Mafias hovedperson Tommy Angelo, så kan man ikke undgå i Mafia 2, at få et yderst personligt forhold til Vito. Hen imod slutningen af spillet, bliver man nærmest rørstrømsk af bare følelsesmæssig medlidenhed. Det er en charmerende, men også barsk historie, som enhver fan af The Godfather og Good Fellas vil bøje sig i støvet for.

Mafia_SS_2

Med Mafia 2 er du sikker på at forblive underholdt fra start til slut. Man kan diskutere om spillet er en kende for kort. Med det materiale som spillet leverer, så er det svært ikke at føle sig tilfreds når rulleteksterne ruller henover skærmen, og personligt fik jeg straks lyst til at begive ud i Empire Bays gader igen.

Jeg nævnte tidligere, at Mafia 2 indeholder en bred vifte af missioner, og det skal altså forståes med tyk streg under, for her har 2K virkelig været kreative. Ikke én eneste gang tænker du: "Har jeg ikke gjort det her før?", og hver opgave du bliver stillet har et reelt formål, og føles ikke som ligegyldigt og irrelevant fyld.


Et velfungerende coversystem, et passende arsenal af skydevåben, og en stram styring er alt sammen med til at få spilleren til at føle velbehag bag skærmen, og ikke mindst fænget, gerne adskillige timer ad gangen. Det er forkert at sammenligne Mafia med GTA, selvom at Mafia til dels hører sig under sandkasse genren. 2K Czech har nemlig bevidst valgt, at oplevelsen skal være strømlinet og ensrettet. Det betyder at overflødige sidemissioner, og andre aktiviteter som kan distrahere dig fra historiens udvikling, er fraværende. Der er dog mulighed for at røve butikker, sælge biler, og shoppe amok i Empire Bays mange butikker, men det er ikke med henblik på at forlænge spiloplevelsen synderligt.

Mafia_SS_3

Det er svært ikke at blive tiltrukket af 50'ernes stil, og det, for nogen, ekstravagante liv når man spiller Mafia 2. Spillets grafik er lige nøjagtig godkendt, uden af være prangende på nogen måde. Man kunne måske godt have ønsket sig en kende mere fintfølent tekstur, og spillets frame rate formåede i mit tilfælde, at falde lige under grænsen for det acceptable en gang eller to. Dog er det svært at slå hårdt ned på disse fejl, da det Oscar-værdige stemmeskuespil, de fantastiske musiske perler, og Empire Bay som bugner af liv og dynamik som aldrig set før i et spil, alt sammen er med til at løfte Mafia 2 op på et yderst højt niveau.

Især bylivet er værd at dvæle ved lidt endnu, for her lader Mafia 2 dig virkelig vide, at du opholder dig i en storby, bygget op omkring New York City, med hvad der dertilhører af liv bestående af folk på gaden, køretøjer på vejen, og fly på himlen. Du kan nærmest lugte bilosen og fornemme efter-krigens blomstrende liv. Det er en oplevelse jeg endnu ikke har oplevet i et spil før. End ikke GTA formår at skabe den samme dynamiske stemning.

Det skal understreges at jeg udelukkende har bygget denne anmeldelse på baggrund af Xbox 360 udgaven af Mafia 2. Playstation 3 versionen skulle eftersigende være en smule nedskaleret rent grafisk, grundet frame rate problemer. Men jeg har som sagt ikke givet mig i kast med Playstation 3 versionen, så hvorvidt om hvor stor betydning det har på spillet, skal jeg lade stå i det uvisse.

Mafia_SS_4

Som jeg lagde ud med at pointere, så er Mafia 2 en yderst værdig efterfølger til den klassiske forgænger. Jeg gik ind til Mafia 2 med en frygt for, at spillet ville falde i det kommercielle hul, og ende ud som enhver anden 3. person shooter. Men 2K Czech har med stor bravur, formået at genskabe den magiske stemning som alle der har spillet Mafia, elsker serien for. Med en gribende historie, en yderst troværdig hovedperson, en unik lydside, og et grafisk udtryk som sidder hvor det skal, så er det svært at få armene ned af bare begejstring, over hvor fantastisk Mafia 2 er endt ud med at blive, og vi kan kun bede til højrere magter om, at Mafia serien mindst ender ud som en trilogi. Køb det, nej, køb to!

Medrivende historie

Troværdige karaktere

Eminent lydside

Livlig storbysatmosfære

Grafikken mangler lige det allersidste

Joomla Templates and Joomla Extensions by JoomlaVision.Com
 

Kommentarer: 

 
+3 # sethos 30/08-10 12:25
God anmeldelse og jeg ser mig meget enig. Dog er jeg lidt uenig i at historien er medrivende.

Jeg elsker spillet ud over alle grænser men den historie er noget af det tyndeste og mest uinteressante jeg længe har oplevet. Den er bare kliche fyldt og der er ingen rigtig rød tråd, man mister interessen for hele handlingen hurtigt syntes jeg. Slutningen ebber ud i nok den dårligste slutning jeg nogensinde har oplevet i et spil der burde være så historie præget.

Men jeg kan tilgive det fordi det netop er så godt, men hensyn til grafikken - Hvis man har PC versionen bliver man forkælet fra den helt store skuffe, især med PhysX på og tingene på High, så slår det sgu mange spil. Konsol versionen er dog lidt tynde i kanten, ja.
 
 
+3 # Jesper Nielsen 30/08-10 18:54
Jeg vil give dig ret i at historien er fyldt med klichéer, men som min anmeldelse vist også giver ret så meget udtryk for, så vil jeg ikke ligefrem kalde den uinteressant.
Jeg tror at det er svært at lave noget mafia/gangster produkt, uden at gå hen og blive klichépræget. I Mafia II er det bare præsenteret så utroligt profesionelt, at det hele bare føles rigtigt.
 
 
# jan 30/08-10 13:38
Ja jeg får helt lyst til at spille det selvom open world ikke lige er mig.
 
 
# tue69 30/08-10 13:39
Lækker anmeldelse Jesper. Glæder mig til at sætte det i maskinen.
 
 
# Cena 30/08-10 15:41
Har lige fået spillet. Glæder mig meget til at prøve det!

EDIT:
Har spillet 2 timer nu og er MEGET overrasket. Det er bedre end ventet og er syntes faktisk grafikken er ret god :)
 
 
# Hanky 30/08-10 20:20
Glæder mig for hårdt til at få skiven hjem i samlingen - god anmeldelse, high five! *klask*
 
 
# mORTEN 30/08-10 23:28
Lækkert! Jeg bruger heller ikke meget tid på open world spil, så det at man ikke skal 100 små sideting er en fordel i min bog. Desuden har jeg sjældent tålmodighed til, at bruge mere end 8 timer på et spil. Så skal det virkelig være godt.