Anmeldelse: Might & Magic: Clash of Heroes
Skrevet af Jesper Nielsen    Mandag, 18. april 2011 16:20   
Clash_of_Heroes_Top

Might & Magic navnet, er et franchise som rigtig mange folk i dag har et nært forhold til, hvad end vi snakker de klassiske første persons rollespil, eller den evigt populære Heroes of Might & Magic saga. Tilbage i 2009 udkom Might & Magic: Clash of Heroes til Nintendo DS, og tog med stor succes, kampen op imod bla. Puzzle Quest. Nu tager Capybara Games og Ubisoft, Clash of Heroes til nye højder på PSN Store og XBLA, i ny lækker HD grafik, og en håndfuld nye implementeringer.



Historien i CoH, handler om fem unge personligheder med hver deres baggrund, som sammen skal sætte en stopper for at dæmoner skal få fat i "Blade of Binding", som er en artefakt der besidder overmenneskelige kræfter, og som i de forkerte hænder vil have katastrofal betydning for de allierede racer.

Jeg vælger med vilje ikke at svinge om mig med navne og personer fra spillet, for der er rigtig mange af dem at holde styr på, og endnu flere som er mere eller mindre overflødige. Historien er i sig selv ganske stærk, og fænger hele vejen igennem. Desværre trækkes den en anelse ned af de sløve samtaler, som udelukkende består af tekst, som ikke umiddelbart er skrevet af den mest farverige tekstforfatter.


Clash_of_Heroes_Screen1


Spillets allerstørste force ligger dog ikke i hverken historien eller måden hvorpå den er fortalt, men derimod i gameplayet. Clash of Heroes er en taktisk RPG puzzle-adventure, hvor du rykker rundt i spillets verden via forskellige ruter som er delt op i felter. Efterhånden som du stiger i rang og klarer quests, finder du nye genstande og tropper, som alt sammen spiller ind i hvordan du skal udspille dine kampe.

Selve kampene er hvor spillet for alvor folder sig ud. Slagmarken er delt op i to dele, hvor dine tropper befinder sig i bunden, og modstanderens øverst. Målet er at hive din modstanders liv ned på 0, selvfølgelig inden at han/hun gør det samme ved dig. For at få ram på livet, skal dine angreb igennem din modstanders tropper, og ramme en barriere bagerst på modstanderens halvdel. Du genererer angreb ved at "stacke" rækker af tre tropper af samme farve ovenpå hinanden, og forsvar ved at line tre eller flere op side om side, og dermed danne en mur.

Clash_of_Heroes_Screen2


Det kræver god taktisk snilde og forudseenhed i spillets senere kampe, hvis man vil gøre sig nogen chance for at vinde, for modstanderen er bestemt ikke dum.

Når man er færdig med den fyldige historiedel af CoH, er der både online kampe hvor du bla. kan spille 2v2, og hurtige slag man kan give sig i kast med. Der er mange racer at vælge imellem, og hver race har sin egen styrke og unikke tropper, så man gør klogt i at prøve dem alle, og se hvilken der passer til ens egen spillestil.

Clash_of_Heroes_Screen3


Grafisk er Clash of Heroes det man vil kalde charmerende. Det er en stor opgradering fra DS udgaven, som nu i HD har en flot farverig tegneserie stil, både in-game, og i mellemsekvenserne. Jeg er personligt en sucker for stilen, som minder om den vi kender fra titler som Castle Crashers og Alien Hominid, så stort plus for grafikken herfra. Lyden er også solid med en bred vifte af lydeffekter, og et godt originalt soundtrack som du nemt ender med at nynne med på efter et par dage.

 

Alt i alt er Might & Magic: Clash of Heroes en rigtig solid titel, som stort set har det hele; god historie, lækker grafik og lyd, samt et friskt og underholdende gameplay som samtidig er benhårdt senere hen i spillet. Der er fuld valuta for pengene med Clash of Heroes, hvis man er til RPG puzzle-adventure.


Fornuftig opgradering fra DS

Spændende og charmerende grafik

Fængende og udfordrende gameplay

Tonsvis af spilletimer

Knap så velfortalt historie

Joomla Templates and Joomla Extensions by JoomlaVision.Com
 

Kommentarer: 

 
# mORTEN 19/04-11 13:33
Blir nok til et køb på et tidspunkt i fremtiden. Det er noget andet end jeg troede, men kun mere interessant for det.