Anmeldelse: NBA Jam
Skrevet af Jesper Thuesen    Onsdag, 8. december 2010 18:38   
NBA_Jam_Logo

Turen ned af Memory Lane bringer ofte en kraftig, men kortvarig glæde over et nostalgisk tilbageblik mod mange af de minder man har fra barnsben. EA leverer med NBA Jam et gensyn med tiden før NBA Live og NBA 2K-titlerne, hvor basketball ikke var et seriøst foretagende på konsollerne, men i stedet var rettet mod et lettilgængeligt gameplay med over-the-top action.


Og lettilgængeligt er lige præcist hvad NBA Jam er. Fra spillets start kan du lige så godt glemme alt om de strategier og forskellige indøvede grundspil, du har lært i Live og 2K titlerne, for NBA Jam er rettet mod alle, således at store som små kan samle en controller op og straks føle sig halvprofessionel på banen. Der er meget få kommandoer at holde styr på, og helt basalt kan det koges ned til bloker, skyd, løb og aflevér – med andre ord et meget simplere setup end hvad vi har vænnet os til fra moderne basketball-udgivelser. Du behøver ikke at kunne forskellige tastekombinationer for at lave vilde ting, det klarer din spiller for dig. Let som ingenting laver han tre-fire saltomortaler inden han dunker bolden i kurven – sådan skal NBA Jam være.

NBA_Jam_1

At NBA Jam ikke tager sig selv særligt seriøs, ses ikke alene på kontrolskemaet, men også i spillets gamemodes. Man kan vælge den for serien traditionelle campaign, hvor man skal kæmpe sig forbi over 30 nuværende og legendebaserede hold fra de forskellige divisioner i 2 vs. 2 kampe. Regler er der ingen af, hvis man ser bort fra de 24 sekunders tid man har til at afslutte, med andre ord kan man skubbe, stjæle og blokere lige så meget som man har lyst til. Herudover kan man vælge Remix campaign, hvor man sættes på forskellige opgaver. Disse kan være en domination mode, hvor man skal score fra forskellige punkter på banen, man kan spille alle mod alle i tre-mands kampe til 21 points, man kan spille Smash-kampe, hvor man skal smadre modstanderens kurv og man kan spille 2 vs. 2 remix kampe, hvor spillet på overfladen er det samme som i den traditionelle campaign, men herudover byder på en række power-ups der tipper spillet i den ene eller anden retning.

Som udgangspunkt vælger man et hold bestående af to spillere på banen, ud fra et udvalg af i alt fire spillere pr. hold. Spillerne er kendisser fra nutidens liga og man støder således i stjerner som Kobe Bryant og LeBronn James. Herudover kan man, ligesom i tidligere NBA Jam udgivelser, låse op for et væld af forskellige hold som eksempelvis ESPN-kommentator-holdet, Maskot-holdet, diverse legendehold, Bestie Boys og endda også repræsentanter fra de to politiske fløje i USA. Således kan man altså ende i en kamp mellem demokraterne og republikanerne, anført af Bush og Obama.

NBA_Jam_2

NBA Jam er underholdende, men problemet er åbenlyst, selv for udgiveren EA: NBA Jam er et Arcadespil i retail-form. Det er tydeligt, at NBA Jam blev trukket frem i manegen, da den seriøse NBA-satsning Elite måtte skrottes. Herefter har man tilføjet et par hold og gamemodes og sendt spillet på retail-markedet til en nedsat pris, men selv til kr. 350 virker NBA Jam dyrt i forhold til hvad man får i pakken. Det er ikke fordi spillet ikke er sjovt, mulighederne er bare begrænsede.

Dette skyldes ikke alene de få valgmuligheder i offline delen, men også nogle besynderlige designvalg online. Eksempelvis kan man ikke vælge at søge efter samtlige åbne spil, som det efterhånden er standard. I stedet skal man søge efter hvert enkelt playmode, og hvor mange spillere man vil have med (to eller fire). Da onlinedelen ikke er særligt velbesøgt resulterer dette i, at det stort set er umuligt at finde spillere at dyste imod, da man skal være alt for specifik i sine valg, i stedet for at kunne få et samlet overblik.

NBA_Jam_3

Til gengæld virker den grafiske og lydmæssige side efter bogen. Grafikken er nærmest komisk men samtidigt meget passende. Spillernes kroppe, banen og stadion er lavet efter alle kunstens regler og ser ganske realistiske ud. Derimod ligner hovedet noget der er klippet ud af en avis og sat ovenpå den tredimensionelle krop, dette vel at mærke både på spillere, tilskuere og udskiftere. Det ligner bestemt ikke de mere seriøse titler, men det er heller ikke meningen, og grafikken medvirker til, at man får et arcade-agtigt feel under kampene.

Og intet NBA Jam uden den obligatoriske kommentator, som skriber ”Boom-sha-ka-la-ka” konsekvent hver gang der scores. Man skal ikke forvente de store fortællinger om hold og spillere, som det er tilfældet ved de seriøse titler, men i stedet får man så lidt hygge-beats og den overgearede kommentator at lytte til. Det er ikke exceptionelt, men heller ikke forstyrrende. Faktisk er det ganske passende.

NBA_Jam_4

Med andre ord er NBA Jam lige hvad man kunne forvente, hverken mere eller mindre. Det er et sublimt partyspil til folk med og uden præferencer for gaming og basketball, for i bedste pick’n play stil kan man tage controlleren og efter ti minutters læretid give den gas som kongen af de bonede parketgulve. Sammen med vennerne er NBA Jam perfekt og vil med garanti vinde indpas som et festligt indslag inden en munter aften i byen.

På egen hånd mangler NBA Jam dog facetter. De forskellige gamemodes er afvekslende i et par timer, men ikke mere end det og så er det altså noget af en bet, at onlinedelen er så ufatteligt dårligt skruet sammen. Dette kompenseres der til en vis grad for i prisen, da NBA Jam sælges med en discount i forhold til andre nye retail titler, men det ændrer ikke på, at NBA Jam oser af Arcade-spil, uden at dette nødvendigvis behøver at være udelukkende negativt.

 

Nemt at spille for begyndere og øvede

Tempopræget og underholdende gameplay

Massevis af easter eggs og unlockables

Bliver hurtigt trivielt

Underlige designvalg i onlinedelen

Joomla Templates and Joomla Extensions by JoomlaVision.Com