| Anmeldelse: Rango - The Video Game | |
|
 Rango er zoo-udgaven af det vilde vestens svar på John Wayne. Men hvad gør man, når en invasion fra det ydre rum truer, og man i bund og grund bare er en kamæleon i cowboykostume? Behaviour Interactive giver os svaret i filmspillet Rango: The Video Game. Modsat så mange andre filmspil, så tager Rango ikke udgangspunkt i filmens egentlige hændelser, men blot et enkelt udsnit af filmen, hvor Rango netop er ankommet til byen Dirt, og forsøger at overbevise befolkningen om, at han er en rigtig helt. Spillet omhandler de fantastiske historier som Rango fortæller, og dermed er han ikke blot en bangebuks med sherifstjerne, men vestens ondeste revolvermand, som hver en fjende frygter. Da hans veninde Beans pludseligt bliver bortført, så går det over stok og sten med alt hvad det indebærer af skyderier, hæsblæsende kapløb på dyreryg, rumvæsener og det i vor tid obligatoriske valg indenfor spilindustrien, zombier. Modsat mange andre filmspil, som typisk udvikles over meget korte perioder, så har Behaviour Interactive fået ganske god tid til at få færdigtproduceret Rango. Dette syner spillet dog ikke umiddelbart af på den gameplaymæssige side, hvor spillet ikke rigtigt byder på noget nyt, overhovedet. Rango er den typiske platformer, hvor du styrer spillets hovedperson rundt i skiftende miljøer mod et væld af fjender, som man enten kan skyde, slå eller hoppe på.  Den trofaste ærtebøsse kan opgraderes til at kunne indeholde flere patroner, skyde hurtigere og lade hurtigere. Herudover kan man opgradere de forskellige fysiske angreb, som består af slag, et opladet angreb, uppercuts og at luftangreb, hvor Rango hamrer måsen ned i hovedet på de sagesløse fjender. Betalingen for disse upgrades er mønter, som tjenes ved at tæske fjender, smadre kasser eller finde en række forskellige collectibles, som foruden penge også åbner op for artwork og billeder fra filmen. Det lyder jo immervæk bekendt. Fjenderne varierer mellem seks-syv forskellige fjendetyper som skyder, slår og hopper, alle med det formål at komme vores helt af dage. Heller ikke her skal man finde nytænkningens hellige gral. Banedesignet er primært baseret i bedste western stil, med golde ørkener, kaktusser og masser af saloons og skæve karaktertyper. Her finder man dog små genistreger fra udviklerholdet, idet alt holdes i Rango-størrelsesforholdet, ergo er du en kamæleon i en menneskeverden, og de mange byer består således af papkasser, tomme øldåser og andet materielt vi kender fra hverdagen. Det ser faktisk ganske godt ud, og der er da også blevet plads til nærkontakt af første grad med et menneske i en bane, som mest af alt minder om scarecrow-sekvenserne fra Batman: Arkham Asylum.  Til at krydre oplevelsen er der indlagt et par sekvenser, hvor man skal jage fjenden på hesteryg, eller det vil sige på ryggen af en fugl eller flagermus – det er jo trods alt kamæleonstørrelse. Herudover skal man give den gas som superskytte, hvor man skal affyre en gylden kugle mod op til flere forskellige mål på banen. Sidst men ikke mindst afsluttes galskaben med at spille golf med eksploderende bolde og dermed er pærevællingen komplet. Til trods for de alternative sektioner, så er der dog ikke meget nyt under den bagende ørkensol i Rango. Spildesignet minder om Kung-Fu-Panda tilsat våben og generelt set er opskriften en lidt for velkendt formel med et platformsmiljø med nuttede venner og fjender, enkelte hop-for-livet sekvenser tilsat collectibles og naturligvis mønter. Det tjener til Behaviour Interactives fordel at spillet faktisk fungerer ganske godt.  For selvom Rango: The Video Game næppe kommer til at være i nærheden af sejrsskamlerne, når spilolympiaden i form af de årlige prisuddelingskavalkader, løber af stabelen, så er spillet faktisk godkendt ud fra et teknisk perspektiv. Der er ikke tale om et grafisk manifest, men miljøerne er alsidige, nuttede og så er andelen af gameplaymæssige fejl, som traditionen tro flokkes om filmspil som teenagetøser om Paradise Hotel-deltagere, minimal. Men selve den grafiske udformning er en smule svag, og der skortes ikke på genbrug af animationer og sågar cutscenes undervejs. Lydsiden er til gengæld meget svag. De samme tre-fire numre spilles om og om igen alt efter anledningen, og da de alle er meget forskellige, bemærker man hurtigt denne gentagelse. Selve Rango er i spillefilmen af samme navn under Johnny Depp’s kyndige behandling, men i spillet må vi tage til takke med en kopi, som dog er acceptabel. Desværre er der alt for få sekvenser med de til tider hysterisk morsomme dialoger og det er ærgerligt, da de grin, der er at hente i spillet, bliver hentet i forfilmene til de enkelte baner. Synd og skam, da det ellers ligger til filmens karakter, at der skal være rigeligt til at stimulere mundvigende i opadløftet retning.  Desværre ender det hele i middelmådighedens søvndyssende jerngreb, for til trods for at Rango: The Video Game på ingen måde falder igennem, så formår spillet heller ikke at løfte sig op fra dynget. Bevares, der er ikke tale om et decideret rædsomt spil, men med 4-5 timers spilletid og en graverende mangel på replay-value, så er der ikke meget at komme tilbage efter, når først man har slået spillet på sværeste sværhedsgrad, som i øvrigt er alt for let. Rango: The Video Game er dermed et skridt i den rigtige retning, set fra et filmspilsmæssigt perspektiv. Desværre er denne spilform efterhånden sat af og befinder sig nu flere cykellængder bag førerfeltet. Dette vel at mærke på vej op af en stigning udenfor kategori, hvor spillernes gunst og accept venter på toppen.
|
Kommentarer: