Anmeldelse: Rock Band 3
Skrevet af Jesper Thuesen    Tirsdag, 7. december 2010 18:23   
Rock_Band_3

Musikspillenes storhedstid virker efterhånden som værende et overstået kapitel. Med en række middelmådige udgivelser fra Guitar Hero serien og det acceptable, men langt fra nyskabende, Green Day Rock Band, skulle man tro, at musikspillene efterhånden var ved at befinde sig i spil-livscyklussens sidste fase. Men bedst som man har dømt denne musikgenre ude, vækker firkløveret fra Harmonix, Backbone Entertainment, MTV Games og EA den sovende kæmpe til live igen med Rock Band 3.


For ikke alene bringer Rock Band 3 en række nye sange til musikspilsscenen. Rock Band 3 revolutionerer nemlig måden du spiller musikspil på fremadrettet, fra alene at være et party spil til en munter aften med venner og familie, til at give dig mulighed for at komme tættere end nogensinde på at tage en rigtig guitar i hånden og trykke soloer af foran et højspændt publikum.

Først og fremmest er sanglisterne og spillets singleplayerdel nu integreret, således at det højpotente sangkatalog, både i Rock Band 3 alene og via DLC, som ultimo 2010 rummer over 2000 titler, kan smeltes sammen med spillets tour-mode. Dermed får du en unik oplevelse som centreres omkring spillerens smag. Tillæg hertil muligheden for at ændre stort set alt fra dit bands navn, solisternes udseende, back-up sangere, band-logo, tatoveringer på dine helte og meget, meget mere, og resultatet er den hidtil dybeste costumizationmulighed nogensinde i et musikspil. Herudover skal tilføjes, at det aldrig før har været så nemt at navigere rundt i et musikspil før, og hvis du bruger tid på at give sangene karakterer ud fra din egen smag, så vil Rock Band 3 foreslå nye sange til dig.

Rock_Band_3_1

Det primære formål er nu ikke alene, at kæmpe dig igennem en række forskellige tours med flere koncerter, som konsekvent stiger i sværhedsgrad. Harmonix har nemlig tilføjet hundredevis af delmål og challenges, som giver dig ”spades”, altså spar-symboler, hver gang du formår at gennemføre disse. Spar-symbolerne kan bruges til hån på leaderboards, eller til at købe nyt gear til dine rockstjerner.

På den hardwaremæssige side er der sket et kvantespring af dimensioner. Den mest åbenlyse tilføjelse er keyboardet, som faktisk er af ganske fortrinlig kvalitet. Min erfaring med denne er begrænset, da jeg alene har prøvet den hos en Rock Band entusiast i vennekredse, men hardwaren føltes meget reel og på ingen måde plastik-agtigt. Sangene er skægge at spille, og selvom sanglisten i Rock Band 3 i starten er lige lovligt meget baseret på keyboardet, så vandt det nye instrument relativt hurtigt mit hjerte – også selvom et par åbenlyse sangvalg af uvisse årsager er udeblevet fra listen, eksempelvis November Rain.

Rock_Band_3_2

Har man pengepungen og evnerne i orden, kan man kaste sig ud i spillets pro-mode, og her tager Rock Band 3 for alvor fart i forhold til konkurrenterne, som de seneste par år har befundet sig i et udviklingsmæssigt dødvande. Pro-mode kræver, at du kaster en pæn sum penge efter nye instrumenter, herunder en ny guitar med rigtige strenge og et nyt trommesæt med yderligere cymbals. Til gengæld får du så muligheden for at lære at spille guitar og trommer for alvor, for guitar-delen lærer dig ikke alene forskellige greb og akkorder, men du får også din sag for i de vildeste soloer. Og dette vel at mærke med 102 forskellige knapper – det kræver tålmodighed og en evne til at holde tungen i munden.

Alene spillets pro-del adskiller Rock Band 3 fra alle sine konkurrenter og placerer spillet flere hestelængder foran andre spil i genren, netop fordi du får muligheden for at tage spillet helt ned på det niveau, hvor børn og bedsteforældre kan jamme med i stuen, for derefter at tage en guitarsession på egen hånd, som kan gøre Santana syg af misundelse. Dette element har manglet i serien og står som den helt store nyhed i seriens 3. udgivelse.

Rock_Band_3_3

Faktisk er eneste sure opstød det faktum, at du skal have den helt store pengepung frem, for at få det fulde udbytte af spillet, og dette vel at mærke af flere omgange. Her mener jeg naturligvis investeringen i nyt hardware, som eksempelvis pro-guitaren og keyboardet, men også investeringen i DLC-materiale, såfremt man gerne vil høste samtlige Achievements eller Trophies i spillet. Det samme var tilfældet med Rock Band Green Day, og der tegner sig efterhånden et lidt for tydeligt billede af, at udgiverne gerne vil have lidt ekstra gratiale i julesokken anno 2010.

Teknisk er der ikke mange fingre at sætte på Rock Band 3, som absolut er den pæneste udgivelse til dato. Der er som skrevet ovenfor utroligt mange muligheder for at designe din rockstjerne. Denne fremstår, sammen med de andre bandmedlemmer, i det for serien karakteristiske cartoon-agtige look og alt er ved det gamle, bare lidt pænere end før.

Rock_Band_3_4

Lydsiden er dog den vigtigste, og her taler vi naturligvis om sangkataloget. Der er masser af klassikere at finde, og i kraft af keyboard-tilføjelsen er der også nogle mere stille sange på programmet. Hvem havde for eksempel drømt om at vi i en Rock Band udgivelse skulle spille John Lennons sukkersøde Imagine eller Roxettes The Look? Derudover er der kræs for moderne og mere nostalgiske rock-fans, idet Rammsteins Du Hast, Lynyrd Skynyrds Free Bird og Queens Bohemian Rhapsody ligeledes har fundet vej til sangkataloget.

Generelt set er der ikke mange fedtede fingre at sætte på Rock Band 3’s polerede skive. Der er tonsvis af nytænkning, endnu mere nyt materiale, masser af hardware at købe sig fattig i og ikke mindst det de fleste hardcore musikspilselskere har ventet på: nemlig muligheden for at spille rigtig guitar – eller i hvert fald det tætteste vi nogensinde har været på det via computerspil. Holdbarheden er via onlinespil, challenges, costumization og sangkataloget stort set uendeligt og der er timevis af underholdning for familiens pro og festens rookie.

Rock Band 3 er ikke fejlfrit, men de fejl der er at finde er ikke graverende eller forstyrrende for spiloplevelsen på nogen måde. Rock Band 3 fortjener med andre ord sin topkarakter, som det eneste musikspil der kan tillade sig at kalde sig selv for nyskabende i meget lang tid.

 

Mange nye tiltag

Keyboard, Guitar Pro og Drum Pro

Lækker og brugervenlig navigation af sange

Nærmest uendelig holdbarhed

Dyre pro-instrumenter, nemt at købe sig fattig i DLC

Joomla Templates and Joomla Extensions by JoomlaVision.Com