| Anmeldelse: Toy Story 3 | |
|
![]() Lad os være ærlige. Ordet 'licensspil' har fået sig en noget negativ klang iblandt nørder. Og med god grund. Alt for ofte ender ambitiøse og storslåede film, som åndsforladte og håbløse computerspil, efter at have været en tur igennem den kommercielle pengemaskine. Ind ryger et appetitligt lår med saft og kraft og ud kommer et par magre ben, plukket for indhold, ideer, charme og sjæl. Men engang imellem sker der noget uventet. Engang imellem lykkedes det et lille hold udviklere at bryde mønsteret, den onde cirkel og skabe noget, der rent faktisk er vores surt optjente penge værd. Engang imellem bliver der skabt et spil, som ikke bare trækker på velkendte skabeloner og klichéer, men som faktisk formår at sætte sig eget præg på den enorme spilverden. Et sådan spil er Toy Story 3. ![]() Første gang spillet, med skrigende pangfarver og en lystig melodi i baggrunden, toner frem på skærmen, er man ikke i tvivl; Det her er spas og løjer, det her er Toy Story. Den følelse man mærker spire frem i kroppen, er alt andet end fremmed. Nostalgiens glædesrus indfinder sig og med den følger også den tillid og det åbne, forventningsfulde sind, som hører barndommen til. Uden videre introduktion bliver du, i støvlerne på dukken Woody, kastet ud i det ene hæsblæsende eventyr efter det andet. Intense biljagter, krydsning af farlige platforme og actionsekvenser til den helt store guldmedalje. Alt sammen leveret med den barnlige charme, som man skulle tro var forbeholdt filmene. Det er simpel, klassisk arkade-underholdning, men hvad jeg ikke ville have givet for at kunne spille det som syvårig. Med henblik på at alle skal kunne være med, er styringen simpel og lettilgængelig. I spillet får man muligheden for at spille som flere velkendte karakterer, alle med unikke evner. Spillet vil dog hellere lære dig tingene hen ad vejen, i stedet for at kvæle dig med regler og instrukser, som du alligevel glemmer. Dermed bliver spillet meget flydende og overskueligt. I den gakkede legetøjsverden er der ingen bekymringer og de udfordringer du måtte finde vanskelige, kan der hurtigt findes hjælp til. ![]() Eftersom at Toy Story 3 primært er lavet til børn, har Avalanche Studios ønsket at gøre spillet så brugervenligt som muligt. Langt det meste af tiden er spillet meget enkelt, men skulle man finde sig fanget af en svær opgave, tilbyder spillet alt lige fra små tips til konkrete løsninger. På den måde går man aldrig helt død i spillet - man bliver drevet frem igennem den ene skøre bane efter den anden. Af et spil af denne kaliber, ville jeg ikke forvente nogen videre teknisk præsentation, men ved Toy Story 3 er det hele slet ikke så slemt som man kunne frygte. Grafikken er rund og blød og akkompagneres af en rig farvepalet. Det er bestemt ingenting i forhold til mange andre spil, men det er nok til at skabe den tegneseriestemning som gør sig gældende for spillets univers. I spillet finder vi også en håndfuld lystige sange og melodier, som alle tjener det formål, at gøre spilleren nysgerrig og drage ham ind i den forunderlige legetøjsverden. Sammen skabes der en stemning, der på samme tid er lystig og rar, men også dragende og dramatisk.Desværre er der ikke meget positivt at sige om spillets stemmeskuespil. Udeblivelsen af denne ville naturligvis have været værre, men jeg kunne nu godt have håbet på noget mindre slattent, end hvad spillet byder på. ![]() Spillets største brist er dog nok manglen på flerspillermuligheder. Spillet byder ganske vidst på en del baner, men kun få af dem er egentlig værd at spille igennem igen. For at kompensere for denne mangel, har Avalanche Studios lavet en ”fri leg”-zone i spillet, hvor du bliver givet kontrollen over en lille by. Som byens sherif skal du hjælpe med at male huse, hakke guld og indfange løsslupne køer. For hver opgave du klarer venter der en ny og på den måde holder spillet dig for alvor fanget foran skærmen. Det er sandkasse-gameplay i sin simpleste form, men ikke desto mindre er det meget underholdende at opleve den skøre verden af legetøj, fra helt nye vinkler. Toy Story 3 er alt i alt et rart og ligetil spil. Det forsøger ikke at genopfinde den dybe tallerken, men låner i stedet de bedste elementer inden for puzzle, action og platforms-genrerne og tilsætter dertil sin egen mikstur af barnlig charme og lettilgængelig gameplay. Det ender som en glad og velfungerende cocktail, omend den er totalt blottet for nytænkende elementer og reelle udfordringer. Toy Story 3 har ikke noget ekstraordinært at byde på, men det er en god titel, som klart kan anbefales for børn og barnlige sjæle.
|






Kommentarer: