| Dead Space | |
|
|
Aaaah, Dead Space. Der er blevet snakket vidt og bredt omkring den flotte grafik og tonstunge atmosfære i spillet. Nu er sandhedens time kommet. Med tiden ændrede det sig dog da jeg begyndte at høre mere om spillet og fik en snak med producenten på spillet. Interessante spilmekanikker så dagens lys og løfter om originalitet på trods det slidte miljø vendte min skepsis til spænding og jeg må sige at på trods af det vanvittigt uoriginale koncept og en historie der stjæler med arme og ben fra samtlige rumgyser film udgivet de sidste 20 år, har EA fået skruet et ganske fornuftigt spil sammen.  Grafikken er superlækker, og det er tydeligt at meget af den høje produktionsværdi er gået til at skabe den trykkende og klaustrofobiske atmosfære ombord på Ishimura. Spillet har tydeligvis haft et par originale designs skubbet ind i sig, men den overordnede fornemmelse af at have set det hele før, grundet den uoriginale historie, giver det alligevel en fornemmelse af Deja Vu. Lydsiden er eminent skruet sammen. Sidder du i et mørkt lokale, med surrounden på fuld smadder, vil hver en møtrik der rammer gulvet, hver en klo der skraber mod metal eller hver et fodtrin der høres få dig til at svinge dit våben spastiskt omkring mens du desperat prøver at finde årsagen til forstyrrelsen i din øregang. Kontrollen er, uden tvivl med fuldt overlæg, ikke den bedste i verden. Isaac er ikke videre adræt eller hurtig. Du kan ikke pause spillet mens du piller i dit inventory og du får bidt knæskallerne af på ingen tid, hvis du ikke sørger for at have dit våben ladet før du går i kamp. Jeg kan ikke klandre spillet for dette da det er med til at få adrenalinen til at pumpe mens man spiller og gør ens møder med fjenderne meget mere hektisk. Gameplaymæssigt stjæler det med arme og ben fra andre spil, med Resident Evil 4’s styring, Gravity Guns fra Half Life serien og muligheden for at stoppe tiden fra samtlige spil lavet inden for de sidste 5 år. Samtidig kan historien beskrives som den uægte bastard søn af Aliens og Event Horizon. Dette er som regel et dårligt tegn i et spil, men det føles aldrig som et ripoff på grund af de originale idéer lagt ind i spillet. En af de bedste ting som spillet tilføjer genren er lemlæstelses delen.
Det som alle vil vide om et gyserspil fra start af er; er det uhyggeligt? Der har været delte meninger om det i forskellige medier, og jeg tror jeg kan sætte min finger på hvorfor. Personligt blev jeg ikke skræmt særlig meget af spillet, selvom det skal nævnes at jeg da nåede at flyve op under loftet et halvt dusin gange undervejs. Årsagen til dette er at meget af gyset kommer ikke fra billige chok effekter, men fra atmosfæren i spillet; ensomheden, mangelen på ammunition og kameravinkelen tyvstjålet fra Resident Evil serien, som gør at du stort set har en skyklap på venstre øje. Som en person der har set tusindvis af gyserfilm kan blive immun overfor gys, kan det samme ske for hærdede spillere. Er man gyser spil freak vil man ikke finde meget uhygge at komme efter, men alternativt vil de fleste normale mennesker blive jævnt nervøse igennem spillet. Parteringsdelen er en ret fed mekanik, men efter at have spillet i en times tid forsvinder lidt af paranoiaen over de voldsomt klamme monstre, da det går op for dig at du bare lystigt kan skyde dit tidsstoppende slam på dem og i ro og mag stå og partere dem med din laserboremaskine, eller flambere dem med din skærebrænder med indbygget flammekaster funktion(!!!). Endnu engang mindes man om Resident Evil serien, da det minder lidt om da man regnede ud at man kunne lave 3 headshots, med et enkelt skud fra sin shotgun på klods hold. Fjenderne mister deres uhygge og spillet degenerer til et shooter spil med et belastende interface og en mangel på ammunition der bliver mere et irritationsmoment end uhyggeligt. Når det nu er sagt er det svært at trække spillet ned på denne baggrund da den innovative brug af lemlæstelse, og de mange muligheder man har for at bruge sine værktøjer som våben. At benytte en gravity gun til at fyre kasser eller kropsdele i hovedet på en fjende er ikke noget nyt, og muligheden for at fryse en fjende i tiden er ved Gud heller ikke en nyskabelse, men det er godt implementeret og vigtigst af alt en sjov mekanik at lege med.  Der er også en del interessante puzzles i spillet, specielt omhandlende områder på skibet hvor der er slået hul ud til det tomme vakuum, og tyngdekraften er sat ud, eller de få ture på ydersiden af Ishimura. Lyd designet i disse områder er genialt skruet sammen og den kvalmene fornemmelse af at der ikke er noget der hedder op og ned er fanget ganske godt. Ellers består de fleste udfordringer i at benytte den uden tvivl yderst kostbare gravity gun til at samle sikringer op og stikke dem i de rigtige huller (noget som dine uden tvivl mindre kostbare hænder åbenbart ikke er i stand til), eller stoppe løbske døre i at åbne og lukke i et lemmeknusende tempo med din tidsstoppe-mekanik. Uheldigvis er missions opdelingen baseret på en masse spænen frem og tilbage på Ishimura for reparere systemer som “tilfældigvis” brød sammen, lige som du blev færdig med at reparere det som du var i gang med. Lige så stille begynder man at hade de tosser man dukkede op sammen med, da de har frækheden at gemme sig i et skab et eller andet sted på rumskibet og give dig ordrer, mens du render rundt og bekæmper rasende, muterede dræbermonstre fra det ydre rum! “Bare rolig gutter! Den fikser jeg! Læn i jer bare tilbage og hold et lille Te-selskab imens.” Isaac virker lidt som en tøffelhelt på det punkt, men det er svært for mig at udtale mig om, da han aldrig ytrer et ord og derfor har en komplet mangel på personlighed. Dette fungerede i Half-Life da det var et First-Person spil og spilleren kunne føre sin egen personlighed over på Freeman. Her har du konstant Isaac placeret på den mest u-handy måde i verden, lige midt i dit synsfelt og på trods af et lamt forsøg på at give ham en baggrundshistorie har man intet forhold til ham. (Hans kone arbejdede vist på Ishimura eller noget - Det forsvandt i lyden af El-Værktøjer og dødsskrig) Undervejs i din spankuleren rundt bliver du så udsat for scriptede events som skal få dig til at lave sovs i boxerne. I de fleste tilfælde vil en hærdet gamer dog trække på skulderen og smile lidt over monsteret-der-lige-akurrat-når -at-løbe-rundt-om-det-næste-hjørne-hver-gang-du-runder-dit. Enkelte af dem er dog effektive, og når det virker, så virker det gud-hjælpe-mig. Det virker virkelig som om at spillet prøver hårdt på at skræmme dig. Måske for hårdt. Jeg må dog også give spillet credit for at holde mig på tæerne. Du bliver ikke angrebet så tit, men du ved bare på grund af spillet opbygning at når det sker har du kun få sekunder til at reagere og derfor sørger man konstant for at have sine våben ladet, sine health-packs klar og pistolen hævet, klar til at perforer selv det mindste væsen der vover at eksistere inden for dit begrænsede synsfelt. Der er spænding i spillet, bare ikke så meget uhygge. 
Alle andre kan vente på den uundgåelige Platinum udgave.
Grafik: 9 |
Kommentarer:
Som jeg sidder og reflekterer over det tror jeg egentlig jeg ville have elsket spillet endnu mere hvis det havde været mere action orienteret i styringen.