Kære læser. Kender du spil som Commander Keen? De gamle Mario spil? Isbjørnen Oswald? Old school platforming som fik mig til at hamre tastaturet eller joypaddet mod min chanceløse væg. De var simpelthen så frustrerende. Samtidig var de vanvittigt vanedannende, for problemstillingen var som regel så simpel, at man ikke kunne lade være med at klare næste forhindring. Somregel var det et hop over endnu en bundløs afgrund der var baggrunden til galskaben. Man tænkte ”det lille hop der? Det klarer jeg nemt” - indtil man for 16. gang faldt i afgrunden. Vreden pressede sig på og det var ikke der ens normalt så vellidte mor skulle bede om at få hængt vasketøj op.

For nogen blev det for meget, og de måtte give op. Men for os som var stædige og udholdende nok (læs: maniske), var der intet som glæden ved endelig at klare en bane som bare havde været ren djævelskab på dåse at komme igennem.

Som du nok kan regne ud, er Mirror's Edge et platformspil. Det foregår i en nær fremtids storby, hvor regeringen har overtaget al kommunikation, og reglerne for censur er stramme. I midten af det hele finder vi Faith. En mørkhåret sci-fi skønhed som har evnen til at løbe fra Wilson Kipketer. Hendes smil er også en smule pænere. Hendes stil når hun løber er fantastisk og hendes akrobatiske evner, får os der udøver vores sport i sofaerne, til at ligne en Piñata der bare hænger. Dog har jeg et problem med DICE's ellers så charmerende og atletiske hovedfigur – hun minder mig om de had / kærligheds forhold jeg havde til de gamle platformsguder i 2D.

For som i gamle dage, sidder man ofte med fornemmelsen af frustration og man kommer tit til at hamre joypaddet ind i skærmen for derefter at kyle sin konsol ud gennem vinduet og råbe: ”NU HOLDER DU GUDHJÆLPEMIG FAST I DET FORBANDEDE RÆKVÆRK!!!!”...ihvertfald tænker du dig til det.

Til gengæld har Mirror's Edge sin force når du endelig formår at løbe, hoppe, glide og walljumpe dig over og gennem bygninger, i en fart vi ikke har set siden det første Super Mario Brothers. De gange det sker, er det virkelig god underholdning.

Desværre er det ikke altid at det din manglende hånd til øje koordination der afbryder underholdningen. I et spil hvor udgiver – og udvikler, har lagt op til flydende og intuitivt gameplay, er undertegnede forundret over hvorfor man absolut skal igennem meningsløse skuddueller, som virkelig virker malplaceret.

Jeg kan sagtens forstå at der skal noget udefrakommende til for at øge spændingen, men problemet er at du i visse situationer ikke kan undgå at komme i klammeri med de aggresive – og må jeg tilføje, utroligt forudseende politifolk. Det er endda på trods af at spillet lægger op til at man skal klare alle konfrontationer ved at løbe væk fra – eller forbi fjenden. Det er bare ikke muligt i virkeligheden.

Et andet punkt der afbryder ens moment, er de ”puzzles” man støder på undervejs. Jeg prøvede flere gange at komme pilende hen over intuitive og flydende gameplay sektioner, for pludselig at stå og spejde rundt efter hvad jeg dog skulle næste gang. Det er som om at DICE har lagt dem ind for man ikke skal gennemføre spillet alt for hurtigt. Flere baner og mere opfindsomhed havde nok været en bedre løsning for den svenske udvikler.

Når det så er sagt, er Mirror's Edge et flot spil. Banerne er lyse, futuristiske og indbydende at bevæge sig igennem. Her er der langt til de ellers så grumsede mørkebrune verdener, vi gamere normalt skal trækkes igennem.

Mellemsekvenserne giver mig referencer til stilen i Guitar Hero serien, men her giver det faktisk mening at vi skal se en næsten tegnet udgave af Faith, fordi det visuelle indtryk netop er så gennemført. Man skal ikke forvente supergrafik, men mindre kan som bekendt også gøre det, når blot designet er gennemført og ikke mindst gennemtænkt. Til den futuristiske verden giver det et godt helhedsindtryk, og man får følelsen af en japansk sci-fi film, og det er jo aldrig helt dårligt.

Når man løber igennem de mange snævre passager eller store åbne tagområder, er styringen god. Det føles spontant og logisk. De to analogsticks udgør det for bevægelse og kamera – ligesom vi kender det i efterhånden alle first person spil. Derudover bruger du faktisk kun to knapper til at hoppe og crouche. De tilpasser sig situationen uden problemer, og det er kun sjældent du får brug for de andre knapper på joypaddet.

Lydsporet er belagt med lækker elektronisk musik, som tilføjer en god dosis stemning. Der bliver fadet ind og ud på de rigtige tidspunkter, og musikken skifter belejligt mellem fuld skrue og stille chill-out sekvenser.

Stemmeskuespillet er ok, men heller ikke mere. Det virker nogen gange lidt ligegyldigt, og de ihærdige forsøg på at gøre historien interessant, er ærligt talt lidt for desperate. Om du hopper forbi samtlig cutscenes eller ej, betyder ikke noget. Spillet hverken profiterer eller taber på den konto.

Man sidder tilbage med en fornemmelse af at det her spil kunne have været meget mere end det er. Succesopskriften fra de gamle platformspil var, den nonstop fartfornemmelse man sad med i maven. Det kunne have været Mirrors Edge vej til toppen, men desværre er der indlagt nogle ligegyldige adspredelser, som i sidste ende kun er med til at trække oplevelsen ned.

Jeg undrer mig over at man har lavet et nyt og innovativt spil, og så belemret det med klassiske FPS skyderi, samt tilføjet besynderlige og frustrerende puzzles som virkelig virker malplacerede. Det er lidt som en lækker drink, hvor man så lige får puttet for meget sprut, juice eller isterninger i. Kvalitet over kvantitet. I dette tilfælde trækkes opmærksomheden tit over på de facetter af spillet som er ligegyldige og kedsommelige. Det er som om DICE ikke helt har troet på at vi ville være tilfredse med bare at løbe og hoppe fra fjenden, men har ment at de blev nød til at putte lidt skyderi og hjernevrideri ind for at holde os interesserede. De har i hvert fald overvurderet mig.

Havde de holdt sig til hardcore parkour, havde de formentlig ramt den nerve der tænder enhver gamer, nemlig den afhængighed vi så gerne vil have tilfredsstillet. Mirror's Edge spænder ironisk nok, ben for sig selv på vejen, og når man flyver hen over hustage er der altså langt af falde.

I det hele taget er ideen rigtig god, men desværre er udførelsen ikke derefter og derfor er Mirror's Edge ikke så vellykket som det kunne have været.

Grafik: 8

Lyd: 8

Control: 7

Gameplay: 6

Design: 7

Overall: 7