Der er intet som følelsen af frihed. Gennem hele vores karriere som mennesker søger vi drømmen om at kunne gøre hvad vi vil. At tage sagen i egen hånd så vi til sidst kan lægges til hvile med Sinatras episke hymne ”My Way” som soundtracket for vores liv.

I mange år var gamere vant til sidescrolling, scripts og forudbestemte veje vi skulle gå, når vi var i gang med endnu et virtuelt eventyr. Men for 7 år siden udgav - den nu så legendariske udvikler, Rockstar GTA III, og siden dengang er begrebet ”sandkasse” blevet et udtryk der bruges i flæng for netop at give os forventningen omkring friheden. Som regel bliver vi stakkels gamere dog noget skuffede.

Saints Row er en af sandbox genrens beskidte afkom. Da den første udgave kom tilbage i 2006 som en 360 only titel, var det en blandet modtagelse det fik. Mange anmeldere talte om et spil der prøvede at være GTA, men som havde langt vej igen. Godt gik det i hvert fald ikke for spillet, der i dag kan erhverves som et af de billigste til konsollen. Det har plantet sig solidt i toppen af rodebunkerne rundt omkring, så da efterfølgeren med den opfindsomme titel, Saints Row 2 landede var det med skepsis at jeg satte det i maskinen.

Allerede få sekunder inde i spillet var jeg ved at vælte bagover. Menuer og undertekster samt generelle informationer var på dansk. En ikke helt ubetydelig faktor, da det gør at man kan nyde cutscenes mere, og at der er mindre tvivl om de informationer der bliver givet. En detalje, men stadig en detalje der fortjener skulderklap. Jeg trykkede på Nyt Spil...

Selve historien starter flere år efter det første Saints Row. Du har ligget i coma i et fængsel siden du blev forrådt at din gamle bandeleder Julius, som var så venlig at sprænge den båd du befandt dig på i luften. Efter at have valgt din characters køn, udseende, accent osv. i en meget detaljeret character creation, starter spillet for alvor. En medindsat hjælper dig med at flygte fra fængslet og her har man - naturligt nok, valgt at lægge spillets tutorial ind. God styring har ikke ligefrem været kendetegnende for genren, så at opleve en habil styring som her, er dejligt.

Stille og roligt bliver du introduceret for flere gamle bandemedlemmer, og hurtigt spredes rygtet om din tilbagevenden fra de døde. Langsomt men sikkert, går du herfra i gang med at bringe The Saints tilbage på sporet mod total kontrol over Stillwater.

Byen du lever – og nogen gange dør i, er godt gengivet fra det første spil. Man genkender flere steder, men byen er samtidig præget af, at der er sket en masse ting mens du har været væk.

Den mest tydelige udvikling er selvfølgelig at du har mistet al kontrollen over byen, og at den nu domineres at de motorliderlige omvandrende tatoveringer fra The Brotherhood, de narkopåvirkede afroamerikanere Sons of Samedi og de futuristiske ninjasamuraier fra Ronin. Bag de 3 åbenlyse bander, opererer firmaet Ultor som har udviklet sig fra et anonymt tøjforretning til et kæmpefirma, der endda har sin egen private hær. Det er banden i jakkesæt og slips der ultimativt skal nedkæmpes for at kunne få kontrollen tilbage over din narkopåvirkede og stor bandende hjemby.

Historien er ikke afhængig af hvilken bande du vælger at gå i gang med først, eller om du tager dem alle lidt af gangen. Dog kræver spillet at du har et højt nok rygte til at tage senere missioner. Rygtet optjener du ved at lave forskellige aktiviteter, som f.eks. at klæde dig ud som politimand og sørge for ro og orden i byen – Saints Row style. Hver aktivitet er inddelt i 6 levels, og når du gennemfører dem, giver spillet dig belønninger i form af mere slagkraft i hænderne, bedre præcision når du skyder, osv. Andre sidemissioner som forsikringssvindel, biltyverier og narkohandel er gengangere fra det første spil, men de virker stadig friske og giver en masse alternativer til bandemissionerne.

Når man koncentrerer sig om banderne og historien bliver man præsenteret for cutscenes af høj klasse. Humor, skarpe replikker og finurlige tvists giver pondus i en historie der ellers kunne have sunket dybt ned i ligegyldighedens sorte hul. Det er en historie der måske ikke matcher GTA's i længde og dybde, men samtidig en historie der ikke lover mere end den kan holde.

Online co-op fungerer generelt gnidningsfrit og kan være en kærkommen hjælp til visse sidemissioner eller vanskelige steder i historien.

Grafisk leverer Saints Row en udmærket indsats. Frameraten holder – for det meste, og spillet lider ikke af noget væsentligt pop-up problem, som ellers tit er en vanskelig sag at håndtere i open world spil. Mellemsekvenserne er også godt animeret og i betragtning af hvor meget du kan customize din figur, virker det ikke som en påklædningsdukke du kigger på, for hovedpersonens mange detaljer hænger rigtig godt sammen.

Lydsporet er en hel afdeling for sig selv, og humoren ligger som et tykt tæppe hen over dialogerne og de samtaler man overhører på sin vej rundt i byen, er vanvittigt morsomme, og jeg stoppede tit op for at høre hvilke bizarre oplevelser indbyggerne nu havde været udsat for.

På musiksiden leverer Saints Row et fantastisk udvalg af sange fra den virkelig verden. Der er 11 forskellige radiostationer, og samtidig kan du købe musik i byens pladeforretninger og herefter sammensætte din egen playliste til bilen. Der er nu intet som at lave et driveby på en rivaliserende bande, mens Vivaldis ”De 4 Årstider” spiller i baggrunden. Simpelthen episk.

Saints Row har overrasket mig meget med variationen i missionerne, og selv efter historien er klaret er der masser af ting at tage sig til. Det er en fornøjelse at spille et spil som holder hvad det lover og ikke fylder skiven op med ligegyldige gimmicks. Små detaljer som at have bandemedlemmer med sig på missioner og autopilot der tillader at man kan koncentrere sig om at skyde når man kører bil, gør oplevelsen komplet og meget underholdende.

Online multiplayer består af kun 2 gamemodes hvoraf den ene er Team Deathmatch som vi alle kender det. Det hold der dræber flest, vinder. Den anden hedder Strong Arm, og her kæmper man om kontrollen over et område. Man vinder ved at købe området for penge man tjener ved at dræbe modstanderne eller lave aktiviteter. Jeg syntes desværre at onlinedelen er noget tynd, og som det eneste i spillet virker det unødvendigt. Tredje persons kaos virker for tilfældigt og ukontrollabelt til at man gider bruge mange timer på det og det fungerer kun som lidt hurtig adspredelse.

Men alt i alt leverer Saints Row en overraskelse af de store. Jeg var skeptisk inden jeg startede, og måske er det fordi mine forventninger ikke var store, at jeg er let at imponere. Men uanset hvordan man ser på Saints Row, kan man ikke komme udenom at det er spil der kan spilles i ens eget tempo. Du kan lægge hjernen på hylden og gå amok i en blodrus, du kan underholde dig selv med humoristiske sideaktiviteter eller sætte dig ned og nyde historien som er yderst velfortalt og nærværende. Valgmulighederne er mange og det bringer mig tilbage til hvor jeg startede. Friheden. Den er for første gang i lang tid, til stede i et spil. Underholdende, dragende og afvekslende, og samtidig solidt hele vejen igennem. Det er opskriften på succes og udvikleren Volition Inc. har fulgt den til punkt og prikke. De har ikke genopfundet hjulet, men de har genopfundet GTA. De to titler er gået hver deres vej, og en egentlig sammenligning er ikke længere relevant. GTA IV er blevet meget mere end et sandkassespil, og Saints Row har fundet sine rødder. Saints Row 2 er alt det GTA er holdt op med at være. Overdrevent, flabet, skørt og på steroider. Vil du gå amok og ikke bekymre dig om konsekvenser, er det her spillet for dig. Det er ikke årets spil, men det leverer en indsats der er meget mere end godkendt.

Grafik: 7

Lyd: 9

Control: 7

Gameplay: 9

Replayværdi: 8

Overall: 8