“Mine skridt runger hult mod metallet. Jeg går langsomt og målrettet. Mit lyssværd summer i min hånd. Jeg har en følelse af magt, styrke og overlegenhed.” Fra en nærliggende gang hører jeg løbende skridt, plastikpansrede støvler mod hårdt metal. Stormtroppernes stemmer råber ud til hinanden.“He’s over here!” “He’s mine!” Antydningen af et grumt smil breder mig over mine læber…”

A long time ago…

Lucasarts længe ventede Star Wars: The Force Unleashed er på gaden, og som navnet antyder får du kraften sluppet løs i dine hænder.

Der har været meget spænding omkring de nye fysik systemer som er blevet implementeret i spillet, blandt andet Euforia enginen (kendt fra GTAIV) og Digital Molecular Matter som skulle skabe en fordybende helhedsoplevelse.

Lucasarts har I dette spil, formået at skabe nogle superfede efekter og sjove features. Når du brutalt smadrer en utroligt overrasket wookie igennem et mindst lige så overrasket træ, vil wookien sprælle og træet splintre på den mest realistisk mulige måde.

Personligt var jeg ikke klar over at der blev udgivet stipendier til undersøgelsen af fantasifigurers reaktion på at kollidere med planteliv ved høje hastigheder, men man skal lære så længe man lever.

“De første stormtropper kommer spænende rundt om hjørnet og ind i mit synsfelt. De åbner ild imod mig med alt hvad de har. Deres ynkelige skud bliver reflekteret fra mit lyssværd mens jeg fortsætter min rolige gang imod dem. Den ene fanger den andens laserskud mellem øjnene. Imens den anden panisk bakker tilbage mod en kasse han kan søge dækning bag, dukker fem af hans kammerater op bag ham…”

In a galaxy…

Historien i spillet begynder et uvist antal år efter Episode III hvor man som Darth Vader lystigt render rundt på Kashyyk og er en generelt overlegen satan, mens man leder efter en af de overlevende Jedi.

Da man finder ham, opdager man hans 4-5-årige søn og føler at kraften mildest talt er overdrevet stærk i ham. Flink fyr som man er, vælger man derfor at slagte faderen for øjnene af den spæde knægt og i al hemmelighed opdrage ham som Darth Vaders hemmelige lærling. 

Spillet springer derefter frem i tiden til et par år før Ep. IV hvor man overtager styringen af “Starkiller”, den hemmelige lærling som er i træning til at omvælte kejseren sammen med Darth Vader.

Historien er et overraskende godt forsøg på at forbinde de forfærdelige prequels med de klassiske gamle film og det lykkedes for det meste ret godt.

Den platte barnlige humor og latterlige Sidekicks er blevet erstattet med den mere dystre øjeblikke og en vigtig historie inden for Star Wars universet.

Der er selvfølgelig et par ret enorme plothuller hist og pist som man dog gladelig ignorerer på grund af den gribende historie og de vigtige hændelser i Star Wars mytologien man kommer ud for.

Om det siger mere om prequel filmene eller om selve spillet at man føler en større nærhed og medfølelse for spillet hovedfigur end man nogensinde gjorde for Anakin skal jeg lade være usagt.

"Jeg føler kraften sive igennem mig. Inden den paniske stormtrooper kan nå i dækning rækker jeg ud med mit sind og løfter ham sprællende op i luften. Mine fingerspidser skyder lyn ind i hans skrigende krop. De nytilkomne stormtropper stopper overrasket op."

Far far away.

Grafik og lyd går op i en større helhed i spillet. Det klassiske soundtrack svøber sig om dine øregange.

Lyd effekterne er upåklagelige og klassiske og den beroligende summen af dit lyssværd får dig i den helt rigtige stemning.

Grafisk er spillet også en dejlig lækkerbisken og designerne har fanget en perfekt middelvej mellem den gamle og den nye trilogis udseende.

Der hvor spillet brillerer er dog med sit avancerede AI og fysiksystem. Når man med kraften skubber, kaster og rister fjender og inventar omkring har det indflydelse på alt. Metal bøjer, træ splintres, grene knækker og blade blafrer.

Ikke to gange ser man den samme reaktion når man med sine mægtige kræfter ligger død og ødelæggelse på en bane.

Fjenderne kommer i hobetal og vil typisk spæne i dækning eller råbe på hjælp når de ser en galning lemlæste deres kammerater til højre og venstre. Kaster man dem gennem luften vil de desperat forsøge at gribe fat i nærliggende hjørner og kanter.

"Mit offers gnistrende krop lander imellem stormtropperne og eksploderer i en kakofoni af elektricitet og energi. To stormtropper falder døde til jorden efter den ødelæggende eksplosion. De resterende flygter bagud mod kasser stablet foran et panorama vindue der afslører planeten som rumskibet er i kredsløb om…”

For a Jedi, size matters not!

Gameplayet er til gengæld en pillen sag.

Banerne er godt skruet sammen men fremstår noget sterotype, lineære og uden de store overraskende elementer. Dette er dog svært at hænge TFU op på da dette er meget typisk for Beat 'em up genren. Som regel er spil som dette nød til at gøre noget ud over det sædvanlige for at tø folks hjerter op.

Og det gør det!

Det førnævnte fysiksystem giver dig en fornemmelse af overlegenhed som jeg aldrig har følt før i et spil.

Første gang du river en angribende TIE-Fighter ud af himlen og smadrer den ned i en gruppe fjender vil du få kuldegysninger over det hele.

Ingen kan vide sig sikre når du river tonstunge sten ud af et bjerg med et vift af din hånd, og hele miljøet omkring dig reagerer realistisk omkring dig.

Følelsen af magt når man bruger en hjælpeløs fjende som kastevåben, eller man rydder en bro over et kilometer dybt fald for fjender ved at kaste dem alle over siden før de overhovedet kommer i nærheden af dig er ubeskrivelig.

Hvis det ikke var for denne fornemmelse af overlegenhed ville spillet være at utroligt middelmådigt kampspil.

Styringen fungerer egentlig udmærket, men target funktionen er lige til at lukke op og besørge i. Man har større held med bare at dreje sig i retning af fjenderne og håbe på det bedste, end at benytte sig af funktionen og kameraet er en kende sløvt til at følge med når man vender sig.

AI’en virker kun halvdelen af gangene, den anden halvdel løber fjenderne direkte i døden på trods af at de lige har set dig banke et F…. gigantisk monster sønder og sammen, ved bare at tænke på det.

Opgraderingen af evner virker ikke helt fornuftig, da det går meget langsomt at opgradere Starkiller, og du er nød til at gennemføre spillet et par gange for at få fuld udnyttelse af det.

Det er selvfølgelig gjort sådan for at give en, en grund til at spille spillet flere gange, men det virker som en billig måde at gøre det på.

Personligt føler jeg at replay værdien kommer fra de utallige indgangsvinkler man kan finde på hver enkelt konfrontation og ikke fra et ønske om at “pimp your jedi”.

Sværhedsgraden stiger så heftigt i de sidste baner at den må kunne smage atmosfæren og visse fjender er så latterligt besværlige at nakke at det hurtigt kunne gå hen og blive et frustrations problem.

Den der fandt på at gøre Dark Trooperen immun over for kraften og samtidig gøre at hvis ikke du har brugt alle dine opgraderings på lyssværdet vil det være omtrent lige så effektivt imod ham som en lommelygte, skulle spændes op i en flagstang og piskes med ukogte nudler i mindst 14 dage.

Sidst skal da også nævnes den famøse “styrt-en-Star-Destroyer-ned” del som jeg har hørt mange brokke sig over. Denne del er egentlig temmelig hurtigt overstået hvis man kender systemet, da det minder meget om de gamle “Boss battes” fra NES, men jeg har hørt fra flere sider om folk der har siddet fast ved denne del i flere timer. Et enkelt hint eller to ville nok have været på sin plads.

På trods af alle disse irritationsmomenter forsvinder de dog hurtigt i baggrunden på grund af det “rush” man får når man spiller spillet. Dette er et af de få gange hvor summen af et spil er større en dets dele.

“De resterende stormtropper gemmer sig bag kasserne. Med et vift af min hånd svæver den ene kasse over deres hoveder. Med et kraftig skub knuser det vinduet bag dem. Et kraftigt lufttryk hyler igennem gangen da soldater og inventar bliver suget ud i rummet kolde mørke favn før den pansrede dør glider for det gabende hul ud til vakuumet. Jeg fortsætter min gang…"

The force will be With you…

SW: TFU lider helt klart af nogle gameplaymæssige balancerings problemer, men hvis man kan leve med dem vil man her finde en gribende historie, mange timers sadistisk underholdning og en utroligt gennemført spil på grafik og lydsiden.

Forventer man dog mere end et helt almindeligt Beat-’Em-Up spil med et par utroligt underholdene opgraderinger vil man dog blive skuffet.

Spillet skaber ikke de store revolutioner på gameplay fronten, men er man fan af kampspil må man ikke lade det gå sin næse forbi.

Variationerne i kampene er uendelige og yderst belønnende. 

“Mine skridt runger hult mod metallet. Jeg går langsomt og målrettet. Mit lyssværd summer i min hånd Jeg har en følelse af magt, styrke og overlegenhed.” Fra en nærliggende gang hører jeg løbende skridt, plastikpansrede støvler mod hårdt metal. Stormtroppernes stemmer råber ud til hinanden. Jeg smiler… I dag bliver en god dag."

Grafik: 8/10
Lyd: 8/10
Styring: 5/10
Gameplay: 9/10
Replay værdi: 7/10

OVERALL: 8/10