Anmeldelse: Sims 3
Skrevet af Christina Sagnsby    Fredag, 19. juni 2009 18:43   

sims3

Vi har prøvet det hele; hoppet over byninger, løftet biler, vundet krige og stort set alt andet den menneskelige hjerne har kunnet udtænke.

 Derfor er det ingen overraskelse at EA i tidernes morgen tænkte:"Hey! Hvad med at lave et spil hvor du styrer liv?" og ud af denne tanke kom The Sims.

Sims 3 giver, som sine forgængere, muligheden for at lege gud og styre en familie man selv laver eller en der er bygget på forhånd. Og det er ikke kun de gode dage, det er alt hvad der kan hænde fra man bliver født til man stiller træskoene.

Det starter med at jeg som den tøs jeg er, vælger at lave først mig selv og siden min kæreste i Create A Sim. Denne del af spillet er blevet gjort nemmere, overskuelig og samtidig mere detaljeret. Du kan tweake alt fra kæbelinie til ørestørrelse og hårfarve i forsøget på at få din simmer til at ligne en du kender eller skabe et unikt udseende.
Efter ansigtet er på plads er det tid til tøjet. Her er der også disket op med det store udvalg, og det kan gøres større ved at gå i SimsStore på internettet, købe SimPoints og for dem købe nyt tøj, frisurer, møbler osv.

Simmere har fået flere personlige egenskaber der alle er med til at definere hvem de er og hvordan de interagerer med andre simmere og hvor let de får venner og holder på dem, det kan f.eks være geni, virtous, venlig, modig og mange flere, dog kan man kun give sin simmer 5 egenskaber så det gælder om at vælge rigtigt. Derudover er der langtidbelønninger som kan købes for langtidslykke, som kan hjælpe med at lette ens hverdag på forskellig vis.

Men ak. Min nyindflyttede mand og jeg kan jo ikke leve af kærlighed og kildevand alene. Derfor blev det tid til at prøve karriereræset af som politibetjent.
At stige i graderne er ikke meget anderledes end de to første spil. Man har et lille vindue oppe i venstre hjørne når man er på arbejde hvor man kan vælge om man vil have en almindelig arbejdsdag, arbejde hårdt, slappe af, være sammen med kolleger og andre afhængigt af professionen.En lille måler nede i ens arbejdsfane viser om man er på vej op i rang eller på vej ned.
Udover bare at arbejde hårdt skriver jeg rapporter på folk jeg kender, terper logik og tager imod de muligheder jeg bliver tilbudt. Og snart er jeg chef for hele byens politistyrke.

Indtil videre har jeg i spillets indstillinger valgt at sætte ældningen fra så jeg kunne koncentrere mig om karrieren uden at miste chancen for at få børn. Men nu hvor tiden er kommet klikker jeg ældning "til" og lokker straks kæresten med ind i soveværelset.
Umiddelbart er det bare den almindelige omgang Juhuu i dobbeltsengen, men snart begynder de første tegn på en graviditet at vise sig da min simmer begynder at få kvalme fra en "ukendt årsag" og der går  heller ikke mange dage før de lækre lavtaljede jeans er byttet ud med træningssæt og en lille bule på maven.
Under graviditeten får min simmer rygsmerter og cravings efter især pandekager (i mit tilfælde) og her er det godt at have en husbond til at massere de ømme rygmuskler og lave lækre retter.

sims3002

Så en dag midt i opvasken er det tid! Min simmer er klar til at føde og nu er det valget skal træffes: skal jeg føde hjemme eller tage på hospitalet. grundet smertelindringen er valget nemt og min simmer og manden hopper i en taxa og så er det fuld fart til Sunset Valley's hospital. Ikke mange øjeblikke efter er vi blevet en yndig datter rigere.
Går graviditeten efter planen og har man forberedt sig grundigt ved at læse graviditetsbøger kan man fra start vælge 2 personlige egenskaber for sit barn. Når barnet når til tumlinge alderen kan man så igen vælge en. Og hvis alt går som det skal og man passer barnet ordenligt kan man gradvist tilføje flere egenskaber indtil de er teenagere. Efter 3 børn trænger min simmer og hendes mand til lidt alenetid.
Der bliver ringet efter en børnepasser og afsted går det til byens spa til en dag af forkælelse. Da de er færdige med massage og skønhedskure tager de turen over gaden og ser en film i byens biograf..

Screenshot-7

Det er blevet tid til at flytte til noget større eller bygge om, så børnene kan få eget værelse. Bygnings og købe-delen i Sims 3 er blevet gjort meget nemmere og mere brugervenlig. F.eks soveværelset er en menu sat op med billeder af en seng, natborde, lamper, billeder osv. og ved et enkelt tryk på et af dem får man straks ens muligheder vist.
Desuden er det nu blevet muligt at skråtstille ting, hvilket åbner op for en helt ny verden både mht. byggestil og indretning.

Valget falder på et hus i udkanten af byen med havudsigt og familien virker da godt tilfreds med de nye omgivelser. Men tiden står ikke stille og snart er min kære mand blevet ældre.
Ældre er sidste trin i en simmers liv og også det længste. Det er tid til at trække sig tilbage og nyde den sidste tid med familie og venner. Hvem ved, når alt er slut kan det jo være han vender tilbage i en anden form.

Grafikken har taget et hop i den rigtige retning og der er kommet flere detaljer, men den er stadig ikke noget banebrydende og heller ikke grunden til at man spiller.

simsmap

Det åbne kort er, for mig, en bøn der er blevet hørt. I Sims 2, når man tog ud, stod tiden stille på ens hjemgrund og det kunne resultere i en simmer der gik i seng kl 16, stod op kl 04 og tog udmattet på arbejde senere på dagen. I Sims 3 kører tiden videre sammen med de ting man skal nå, som arbejde.

Jeg får lidt følelsen af at være sat tilbage, da jeg er blevet forvænt med Sims 2 og alle udvidelsespakkerne. Jeg savner mit kæledyr, årstidernes skiften, samt ferier til diverse turistmål. Men dette bliver nok ikke en faktor i lang tid da der sikkert allerede er udvidelser på vej.

I det store hele er Sims 3 et super underholdende spil, med uendeligt mange timers underholdning. Det kan blive ensformigt, men samtidig give en så meget at se til at man aldrig når at kede sig.

5/5

Joomla Templates and Joomla Extensions by JoomlaVision.Com
 

Kommentarer: 

 
# westenfeldt 20/06-09 00:51
Smukt skrevet! - Og som sådan lyder det jo som Sims 2 - Næsten..

Det var helt klart et spil jeg skulle have til min PC, hvis jeg bare havde en god nok PC. Da min bærbar ikke kan kører det.
 
 
-2 # Theis 20/06-09 01:08
Jeg har set lidt over min lillesøsters skulder når hun spiller det, og jeg må sige at det ser ret stenet ud. Men så igen, så synes jeg også Sims 1 var stenet. Sådan er vi så forskellige.
 
 
# westenfeldt 20/06-09 01:11
Tja. jeg finder spillet dejligt afslappende.. Også hvis man keder sig, så kan man altid dræbe dem
 
 
# Lasse Poulsen 20/06-09 01:41
God anmeldelse! EA har fat i en guldgrube her. Ingen tvivl om at det her kommer til at sælge millioner af eksemplarer. Har den der Sims-shop afløst expansions? Eller ved man om der igen vil komme masser af ekstra tilbehør på skive form?
 
 
# westenfeldt 20/06-09 01:43
Poulsen: Tvivler på af deres expansions bliver download, mister de jo kunder af. Måske begge dele, personligt tror jeg nu selv af de kommer på disk som de altid har gjordt?
 
 
# Lasse Poulsen 20/06-09 03:02
Selvom der måske vil være lidt mindre købere til downloads only, skal man også tænke på de udgifter der er i forbindelse med at fabrikere og distribuere fysiske kopier. Oven i hatten kan EA selv beholde alt overskudet hvis de sælger til samme pris som detail handelen ville have gjort. De kan godt tåle en del færre kunder tror jeg, og stadig tjene bedre på det.
 
 
-1 # westenfeldt 20/06-09 03:06
Ja, sådan vendte jeg den ikke lige oppe i knolden - Men en ting er sikkert, expansions kommer der
 
 
-1 # Lasse Poulsen 20/06-09 04:34
Word
 
 
-1 # Cena 20/06-09 05:18
Rigtig god anmeldelse. Perfekt vinkel til sådan et spil
 
 
+1 # mORTEN 20/06-09 11:14
God anmeldelse! Jeg tror de satser på at udgive så meget som muligt online.. Men større opdateringer vil også være at finde fysisk i butikkerne. EA skal have alle med!
 
 
+1 # christiny 20/06-09 15:50
Cena: ja lige her hjælper det at være en stor tøs ;p
 
 
+1 # christiny 20/06-09 15:51
og tak allesammen for roserne