| Anmeldelse: Basara: Samurai Heroes | |
|
 Det snurrer i mit hoved, kimer for mine ører og det kramper i mine tommelfingre. Hvad der startede som en humoristisk omgang beat 'em up, endte i et monotont miskmask af genrer og halvfærdige ideer. Vi befinder os i det 16. århundrede og kampen om det lille ørige, Japan, raser. Landet er blevet delt op i adskillige galsindede faktioner af krigere, der alle ønsker at sætte sig på magten. Som enten en hævngerrig ninja eller en fredsskabende samurai, skal du i Basara: Samurai Heroes, nedkæmpe enhver der måtte sætte sig imod din vilje, så det mystiske land kan få en endegyldig hersker. For at opnå dette, skal der dog ikke gøres nogen videre taktiske overvejelser eller anden strategisk tænkning. I Basara er det nemlig ikke det taktiske geni, men ejeren af et par udholdende tommelfingre, der i sidste ende kan kalde sig krigsherre. Om du skal overtage og kontrollere forskellige punkter på kortet eller indfange fjendens flag, er fremgangsmåden altid den samme: Tæv uhæmmet løs på joysticket indtil du er det eneste på banen der rører sig. Som en næsten usårlig helte/skurkeskikkelse bliver du sat iblandt snesevis af overivrige soldater, der intet andet formål tjener, end at fungere som mobile boksepuder. Spilleren er allerede fra starten af blevet tildelt en styrke, der for længst overgår det realistiske, så det at verfe et par hundrede soldater til side, er i og for sig en smal sag.  Spillets mangel på et organiseret kampsystem kan i første omgang synes mere indbydende og lettilgængelig, da enhver ville kunne sætte sig ned og hakke sig igennem spillet, uden rigtig at få sved på panden. Enhver der måtte give sig i kast med dette, ville dog alligevel opleve en ekstrem trang til at kaste sit joystick igennem rummet. Ikke på grund af at spillet er for svært, tvært imod, det er Basaras mangel på indhold, udfordring og afveksling der skaber den sande frustration. Drabelige slagkombinationer og veludførte kædeangreb er intet sted at finde i Basara; du har to knapper til at angribe med, brug dem som du lyster. I den første times tid, nyder man virkelig at kunne give den gas i spillet. Fjendernes modstand er nærmest ren symbolsk, i hvert fald er den gennemsnitlige, risædende, punch-lineslyngende samurai ikke til megen hindring. Intensiv trykken på slå-knappen fælder de fleste modstandere spillet har at byde på. Hvad der dog ER til hindring i kampene, er det rædselsfulde kamera som, mere end noget andet i spillet, konstant modarbejder dig. Som et hyperaktivt kompas, skifter det retning og vinkel, ganske som vinden blæser. Det ødelægger i høj grad oplevelsen af at gå amok på fjenderne, når man hele tiden må vende og dreje sig for at få øje på dem.  Capcom har for alvor smidt alle hæmninger og ladet vanviddet råde. Overalt mødes du med den grafiske stil og vanvittige humor som japanerne er kendt for. Trods krigen om Japan raser som aldrig før, er der ingen sure miner eller dybsindige samtaler at finde i Basara. Det hele har på bedste manga-manér droppet proportionerne til fordel for ultrakulørte håranordninger og tonstunge dræbervåben. Vidst skal Japan indtages, men det bliver absolut ikke under traditionelle omstændigheder. Væk er krigens bitre alvor, i Basara foregår alting i dobbelt tempo, realisme og seriøsitet værende en saga blot. Kampene bliver udkæmpet på store, varierende arenaer, alle fyldt til randen med pangfarver og adrenalinpumpende musik. Formålet med slagene kan være alt lige fra at frigøre en havn fra tilfangetagelse, til at skulle beskytte en borg i et bestemt antal tid. Under alle omstændigheder fyldes skærmen konstant med hjernetomme soldater, der alle er armeret til tænderne med øretæveindbydende bemærkninger og kæphøje kommentarer. Med et par hurtige, ikke nødvendigvis sammenhængene tastekombinationer skabes der dog hurtig ro på sættet. I hvert fald i et par sekunder, indtil skærmen igen er sværmer med hovedkuldskastende samurai-dumrianer. Nej, der er i sandhed ikke et øjebliks ro i Basara. Foruden den uendelige horde af soldater og det ondsindede kamera, bliver du konstant bombarderet af den ene rigide dialog efter den anden. Højtalerne summer som en gal, idet karakterene omkring dig plaprer løs om alt og intet. Din afdankede general betror dig sine dybeste hemmeligheder, imens en overivrig krigsofficer kaster om sig med det ene tvivlsomme råd efter det andet. Undertiden fik det uophørlige hav af dialoger mig til at trække på smilebåndet, men det meste af tiden var jeg mest fristet til at slukke for lyden.  Den kaotiske stemning som spillet bærer, passer unægtelig godt til den Naruto-inspirerede stil som spillet kører, men er man ikke den store fan af sådan noget, er Basara rent ud sagt uudholdeligt. Grafisk er spillet ikke engang tæt på at læne sig op ad næstegenerationsstandarden. Træer er brune stolper med grønne kugler oven på, de forskellige angreb mangler følelse og animationerne, såvel som spillets historie, mangler sjæl. Bevares, manglen på dybde i billedet, bidrager til at spillet virker mere som en japansk tegneserie, men det er desværre også det eneste positive der er at sige på den front. Mødet med spillets lydside var dog en langt mere behagelig oplevelse. De få, skattede øjeblikke, hvor højtalerne ikke kvæles i et middelmådigt stemmeskuespil, fyldes til gengæld med det ene solide soundtrack efter det andet. Hårde guitar-riffs krydres med en eksperimenterende synthesizer-solo. Oven i ryger et par velkomponerede strygere, og resultatet er ikke til at skyde igennem. Det er den samlede Basara-oplevelse desværre. Spillets skaber, Hiroyuki Kobayashi, stod både bag Devil May Cry 4 og resident evil 4. Fra en sådan mands hånd forventes måske ikke en banebrydende revolution, men et solidt, gennemført og vigtigst af alt, underholdende spil, var dog alligevel hvad jeg havde regnet med. Basara er desværre ingen af disse ting og kan således kun anbefales til inkarnerede beat 'em up-fans der er ikke har noget imod at foretage sig det samme igen og igen.
|
Kommentarer: