Så er ventetiden endelig ovre! Heavy Rain er endelig kommet og det har ikke tænkt sig at skuffe nogen af de hungrende fans. Af et spil, der lover at være mere end et spil, er det meget sikker i sin sag og leverer en førsteklasses oplevelse uden slinger i valsen. Ligesom forventningerne har fået frit løb, har skeptikerne været mange, læs her om Heavy Rain kan leve op til forventninger og lukke munden på de skeptiske røster.

Sony og Quantic Dream har ikke været bange for at hype Heavy Rain. Som nævnt er det her ikke bare et spil, men et interaktivt drama, en oplevelse, ja kært barn har mange navne. Det skal dog være klart fra starten at hypen bliver indfriet og at jeg sjældent har prøvet en så fuldendt spiloplevelse. Det er første nogensinde at jeg har spillet et spil fra ende til anden uden pauser, men det var nu engang tilfældet med Heavy Rain. Jeg kunne simpelthen ikke slippe historien før jeg fandt ud af hvem morderen var og da det skete skyldede gåsehuden ind over mig. En helt superb oplevelse.

Det vigtigste element i Heavy Rain er historien. Denne handler om, at der er en massemorder på fri fod, som efterlader en origami figur i hånden på sine ofre, heraf navnet - "the origami killer". Ethan Mars, der er arkitekt lever en idyllisk tilværelse i forstaden med sin kone og to børn. I en tragisk ulykke mister han sin ene søn og herfra er stemningen mørk og dyster. Ethan er på det nærmeste gået i hundene og plages af blackouts og en følelse af at det var hans skyld at hans søn døde. Da Ethans tilbageværende søn, Shaun, forsvinder under omstændigheder, der minder om dem the origami killer arbejder under, er historien skudt igang med et brag og efterforskningen går igang.

Udover Ethan indtager man rollen som FBI-agenten Norman Jayden, Madison Paige, der er journalist og Scott Shelby, som er eks-politimand og privatdetektiv. Man skifter mellem hovedpersonerne samtidig med at de snoer sig ind og ud mellem hinanden i historien og der er flere gange de interagerer med hinanden. Man lærer langsomt personerne at kende og får et forhold til dem. Dette udvikler sig i løbet af spillet, hvor man hurtigt føler en frygt for at miste en af dem, da de jo kan dø. Hvis en person dør udvikler historien sig videre med dette faktum som en del af historien og man kan ikke bare starte forfra ved et tidligere checkpoint. Dette fungerer fantastisk og giver en ny følelse af intensitet i de farlige situationer som eksempelvis en slåskamp. De fire hovedpersoner giver deres eget unikke sæt af muligheder og begrænsninger i efterforskningen og de smelter på fornemste vis sammen med den fabelagtige historie.

Gameplayet i Heavy Rain er noget for sig selv. Der kan trækkes mange paraleller til forgængeren fra sidste konsolgeneration, nemlig Fahrenheit. Det virker som om man har taget opskriften fra Fahrenheit og forfinet den. For at gå skal man holde R2 inde og man kan så styre farten ved at trykke hårdere eller blødere på denne. På den venstre analogstick styrer man synsvinklen ved at dreje sin karakters. Derudover foregår bevægelser og aktioner ved at bevæge højre analogstick intuitivt som man ville gøre det i virkeligheden. Hvis man ikke lige kan finde ud af hvad man skal, kan man se sin karakters tanker ved at holde L2 inde. Disse kan aktiveres og ens karakter vil da gå og snakke med sig selv. Dette er grundstenen i gameplayet og den virker rigtig godt. Der er en unik følelse af frihed og små aktioner som at dække bordet eller gå i bad bliver interessante.

Derudover består gameplayet hovedsageligt af efterforskning og action sekvenser med quick time events. I action sekvenserne fungerer quick time eventsne rigtig godt. Dette var en af de ting jeg frygtede kunne blive en gimmick lignende side af spillet, men man må sige at sekvenserne retfærdiggører sig selv. Som jeg før har nævnt, gør det faktum at man reelt kan dø, at man sidder helt ude på stolekanten og bander og svovler når man rammer en forkert knap i kampens hede. At dette så akkompagneres af en übercool efterforskningsdel gør kun hver scene ganske varierende. I rollen som Norman Jayden har man uden at røbe for meget den sejeste gadget i form af hans briller, glæd dig, er det eneste jeg kan sige.

Grafisk er Heavy Rain et mesterværk, jeg har ikke set en detaljegrad lig dette i noget spil før. Der er som om der er lagt et "grainy" filter over, men når man først har vænnet sig til dette, er bliver man forelsket. Meget af spillet foregår i et mørkt miljø, men det er som om, at det hele altid står soleklart alligevel. Den eminente grafik bakkes op af en ligeså fantastisk lydside. Lydeffekter såvel som musikken har et uhørt højt niveau og gør bare det hele mere troværdigt. Selvom historien er det centrale i Heavy Rain, har Quantic Dream ikke sparret på noget ved grafik, lyd eller musik og dette understreger bare den fuldendte pakke man får leveret her.

Med hensyn til holdbarhed tager det godt 8 - 10 timer at gennemføre Heavy Rain, men her stoppper det ikke. Jeg gik fluks igang med anden gennemspilning for at ændre nogle af mine valg undervejs. Desværre føles det i anden gennemspilning som om du følger samme røde tråd i historien uanset, hvad du vælger. Ærgerligt når Quantic Dream havde lovet, at dine valg ville have reelle konsekvenser. I samme åndedrag skal det siges, at kameravinklerne i nogle tilfælde udgør et irritationsmoment, men dette er dog ikke værre end et tryk på L1 skifter kameravinklen og løser problemet.

På baggrund af alt dette må man sige at Heavy Rain er alt, hvad man kunne håbe på. Med en ultra fængende historie, et dybt persongalleri og grafik, lyd og musik af højeste kvalitet har vi her at gøre med det bedste spil jeg har spillet i mange år. Mit forventningsniveau har været enormt, men jeg blev ikke det mindste skuffet. Heavy Rain er måske ikke umiddelbart for den hardcore gamer, der søger at få en udfordring af sine evner, men selv denne type gamer bør ikke snyde sig selv for denne oplevelelse. Hvis ikke du har en ps3, så køb en nu! Heavy Rain kan ikke anbefales nok, hvorfor det er en klokkeklar topkarakter.

5/5