Men i morgen udkommer Level 5's JRPG White Knight Chronicles, som fortæller historien om den unge Leonard, som går fra at være en simpel stikirend-dreng, til at skulle redde byen Balandors prinsesse Lisna, fra The Magi, en ondskabsfuld sekt, som har i sinde at overtage kontrollen over det meste af verden. Nu tænker du sikkert: "Det lyder som noget jeg har hørt før", og ganske rigtigt så er det også noget man har set før. Der er mildest talt intet nyt under solen, hvad historien angår, og det er bare ét stort overflødighedshorn af klichéscenarier, som man som spiller forudser flere kapitler før de udspiller sig.

Når du første gang spinner White Knight Chronicles i din Playstation 3, bliver du introduceret for hvad må siges at være en aldeles fyldig character creation, som vil gøre enhver The Sims fan opstemt og stakåndet. Der er ingen grænser for hvad der kan kreeres her, og da jeg endelig havde færdiggjort min karakter Lomilias, havde jeg brugt godt og vel 30 minutter på en overvægtigt dværg, med fuldskæg, poser under øjnene, og en stor skønhedsplet midt på højre kind, som nu var klar til at starte sit lange eventyr, med udforskning ad libitum, og semi turbaserede kampe.

Når du påbegynder en kamp, som iøvrigt ikke udløses tilfældigt, lægger du hårdt ud med at vælge hvilket angreb du vil udføre. Herefter skal din karakter samle kræfter til at udføre angrebet. Jo bedre angreb, des længere ventetid. Intet nyt der. Hvor det bliver interessant, er når du har fået dig en håndfuld angreb, som du kan sammensætte til din helt egen combo. Hvis du formår at skrædersy kombinationer til hvert medlem af din gruppe, så de alle går op i en højere enhed, så bliver du også, som spiller, belønnet med strømlinede og tilfredsstillende kampe, som kun bliver mere interessante, efterhånden som man kommer videre i spillet.

Tidligt i spillet får Leonard evnen til at kontrollere den såkaldte Knight. En åndelig, kæmperustning, med dertilhørende sværd, som i kampens hede kan gøre en enorm forskel, og i sidste ende afgøre om man vinder, eller taber kampen.

JRPG genren er kendt for sin fabelagtige præsentation, både grafik, og lydmæssigt. Men her er White Knight Chronicles overhovedet ikke med på beatet. Udover en fantastisk flot introvideo, så må White Knight Chronicles' grafik betegnes som en katastrofe. Grim grafik, og kluntede animationer er desværre et fast inventar, og det slider hårdt på spilleglæden, især når spillet har den længde det har. Lydmæssigt er den også helt gal, med musik som får folkeskolens blokfløjtetimer til at lyde som Mozart, og engelsk stemmeskuespil som ikke engang er en hjemmelavet Oscar, formet i mudder værdi, men som dog bidrager til en god portion underholdning, alene fordi det er så dårligt udført.

Der hvor Level 5 har skudt papegøjen med White Knight Chronicles, er med indførelsen af co-op. Op til 4 personer kan sammen spille igennem historien, og man kan ligeledes danne sig et guild, som åbner op for helt nye opgaver. Det er uden tvivl her at spillet skinner igennem, og har man tre, eller bare én, kammerat som er interesseret i at engagere sig i spillet, så er der uden tvivl god underholdning at hente her.

Man kommer ikke udenom, at White Knight Chronicles er en skuffende titel. Spillet havde stort potentiale til at blive det eksklusive JRPG som Playstation 3 har hungret efter i et stykke tid, men Level 5 tabte desværre småkagerne på vejen, og resultatet er et rollespil med en middelmådig historie, som hovedsageligt fænger, hvis man har et par medspillere at tilbringe de mange timer foran skærmen sammen med. Hvordan man i år 2010, syntes at man kan være bekendt at levere så ringe en præsentation, er mig en gåde, for hvis man skal tilbringe flere uger med et spil som White Knight Chronicles, så skal det altså være lækkert at se på. Det er modigt at udgive et JRPG en uge inden Final Fantasy, og jeg tror desværre at det var et forkert træk, som ender med at White Knight Chronicles falder igennem, og lynhurtigt ryger på tilbudshylderne.