"Endelig", udbryder jeg forpustet og gennemblødt med den sidste luft tilbage i mine sarte gamle hvalros lunger, da jeg lukker døren bag mig og igen befinder mig hjemme i min egen lejlighed. Lige siden jeg fik beskeden fra Invitro om at han ikke ville få tid til at anmelde "Little Big Planet" (LBP) og blev spurgt, om jeg ikke kunne påtage mig ansvaret, har jeg ikke kunnet få armene ned af bare begejstring.

Medmindre du har levet under en sten i det seneste stykke tid, kan du sikkert godt forstå, hvorfor. Efter at have ventet spændt i snart to år nu på Media Molecule's seneste PS3 eksklusiv først annonceret på GDC i 2007, må jeg ærligt indrømme at de fem timer, som jeg pænt måtte vente inden min kollega igen kom hjem, så jeg kunne få fingre i spillet, unægtelig føltes som et helt liv. Men alt det er fortid nu og for første gang i dag, kan jeg ånde lettet op med et smil på læben og en færdig kode af et af årets mest ventede spil i hånden.

Det våde overtøj fra en livsfarlig tur uden lys og cykelhjelm gennem efterårets våde blæsevejr smides på gulvet og jeg nærmest løber ind i stuen for at finde min PS3. Begejstringen er dog kun kortvarig, da jeg midt i min kådhed har glemt at det er tirsdag og kun åbner døren ind til stuen for at finde min kæreste siddende med fjernbetjeningen og en æske kleenex klar til endnu en tårevædet episode af "Sporløs". Tema musikken begynder at spille og før hun når at spørge ind til mit sammenbidte ansigtsudtryk, bliver hun hurtigt og instinktivt pacificeret med et håndkantslag i bedste Bond stil. Forsigtigt lister jeg fjernbetjeningen ud af hænderne på min bedre halvdel, kysser hende blidt på kinden og skifter TV sourcen til HDMI. Min Playstation bliver tændt, Sony logoet popper op på skærmen akkompagneret af lyden fra strygere, mens jeg læner mig veltilfreds tilbage i sofaen og lægger benene op på sofabordet.

Endelig er det min tur til at erfare på første hånd, om denne titel virkelig er en direkte klassiker eller om hypen har været ubegrundet.      

Med et tryk på X knappen startes spillet og efter en kort installation brydes den ellers kedelige sorte skærm af en varm og opløftende introduktion af hvad LBP er. I grove træk beskrives LBP som en verden uafhængig af vores, men skabt på baggrund af de drømme og fantasier, vi alle har og går gemmer på. En verden skabt af kærlighed til kreativitet og et tilflugtssted fra den ellers til tider grå hverdag. Et sted, hvor du kan give dine drømme frit spil og hvor andre kan gøre det samme.

Billedet forsvinder igen ud i den sorte intethed og i næste øjeblik dukker hovedpersonen Sackboy frem på den mørke baggrund, kun oplyst af et stort spotlight. Forsigtigt bevæger jeg lidt på de to analoger og trykker på diverse knapper og før jeg ved af det, står min nye bedste ven og vinker til mig og allerede her fra starten af overbeviser spillet. For på trods af at kulissen er komplet mørkelagt og der kun er fokus på Sackboy, er udtrykket i kludedukken så stort og nærværende, at man allermest har lyst til at kramme den lille charmetrold. Alt fra vrede, glæde, sorg og frygt kan simuleres og samtidig kan både hoved, arme og korpus manipuleres, som man har lyst. På trods af hvor banalt det end lyder, er disse små funktioner med til at gøre oplevelsen så meget bedre såvel online som offline med vennerne, idet det giver spillet en ekstra dimension og skaber en form for liv i figurerne, som kun sjældent ses i spil. Uanset omstændighederne er det praktisk talt umuligt ikke at komme op at slås, trække i hinanden, klappe af andre når de fejler et hop osv, når en bane gennemføres, hvilket er en herlig ting. Foruden at kunne manipulere Sackboy's bevægelser, er det også muligt at klæde ham eller hende på efter bedste evne. Mulighederne for at sætte et personligt præg på sin figur er mange og konstant åbnes der op for nye kostumer, hatte, sko, trøjer, briller etc i takt med ens progression gennem spillet.

Efter at have flekset musklerne og udstyret min Sackboy med et funky kostume, klistermærker og et krigerfjæs, fortsætter jeg videre ud på mit eventyr. Efter at have taget et par raske skridt og hop, skifter den før anonyme og sorte kulisse pludselig og en verden fuld af farver, billeder, munter musik, skæve strukturer og mekaniske påfund træder frem i stedet. Velkommen til LBP !.

Efter at have spillet mig igennem første bane, som alle nok efterhånden ved, er en interaktiv præsentation af udviklerne bag projektet, anbringes jeg så om bord i min "kontrol kapsel", hvilket er en frit svævende papkasse, som er placeret midt ude i det tomme ydre rum. Herfra navigeres rundt i det skæve univers og ved hjælp af en PS3 controller, som er bygget ind i den lille kasse, har jeg fra starten af mulighed for at vælge mellem tre forskellige planeter.

Planeterne er delt op i henholdsvis "info moon", "little big planet" og "my moon". Den første "Info moon" fungerer som en nyhedsside og opslagstavle over ens status, baner, venner m.m. "Little big planet" er den planet, som singleplayer delen og andres baner er tilgængelige fra og sidst, men ikke mindst, er den sidste "my moon" det sted, hvor man har mulighed for at lave sine egne baner.

En ting der specielt træder frem allerede fra begyndelsen af er at det er enkelt og ligetil at finde rundt i spillet. Her er ingen uoverskuelige menuer, men til gengæld et simpelt og overskueligt interface, som er let at forstå og med til at skabe et overblik over, hvad der ellers nemt kunne have været en forvirrende fornøjelse. Dette gør sig gældende i alle facetter af spillet og når man bevæger sig online for at afprøve andres kreationer,  er det blot at "hjerte" en bane efter at have gennemført den for at have den lige ved hånden og undgå alt besværet med at skulle finde den igen næste gang den skal spilles. Det er ligeledes utroligt nemt at finde frem til andre baner fra andre brugere, hvis man skulle støde på noget interessant online fra en anden person og som om det ikke var nok, kan man videre se hvad denne bruger har af foretrukne baner og personer.

Efter at have kastet et par klistermærker op på den lidt kedelige papkarton og gjort min kapsel til min egen, placerer jeg Sack foran controlleren og rejser til LBP planeten for at afprøve singleplayer delen. Ved et enkelt tryk på en knap, træder planeten i fokus og jeg vælger spillets første "rigtige" bane. Før jeg ved af det, præsenteres jeg igen for en verden endnu mere farverig og levende end den forrige og endnu engang skinner spillet de helt rigtige steder. LBP's design er nemlig skruet så godt sammen at på trods af at de første baner egentlig kun fungerer som simple tutorials, overbeviser de stadig og dette selv om der kun bruges meget få rekvisitter. Det er utroligt at en hest med hjul her og en og snurrende himstregims dér kan få en til at tænke "wow", men igen formår LBP at levere og give et uudsletteligt førstehåndsindtryk.

Dette siger en hel del i betragtning af hvad der i vente, specielt når man ser de senere baner, som spænder vidt i alsidighed og rummer alt fra storbytemaer til jungler, ninjaborge og meget andet. Foruden det utrolige design er det også på sin plads at nævne, at Sackboy møder alt fra gigantiske sumobrydere til højteknologiske dræberrobot bosser og alle mulige andre mærkelige skabninger på sin færd gennem det forunderlige og gakkede univers.

Som udgangspunkt er LBP en platformer, dog er spillets koncept og natur af en sådan størrelse, at der er mere til det end hvad der først møder øjet. Overordnet set er singleplayer oplevelsen bygget op omkring trationelle platformsbaner som efter gennemførelse åbner op for challenges, hvis man kan finde de nøgler der kræves. Disse challenges er små minispil, som kan være alt fra at køre race à la "Line rider" til at bevare balancen på en mekanisk tyr osv. Har man et par venner på besøg, kan disse små spil vise sig at være ret så underholdende, hvilket mange måske ikke regner med.

LBP er som sagt ikke en platformer som mange kender det og en af tingene som spillet gør anderledes i forhold til andre inden for genren er at man bevæger sig frit på tre niveauer. Dette er et af spillets største kritikpunkter, da det hænder at Sackboy ikke altid gør som du vil og i værste fald kan dette resultere i en hurtig og grim død fremfor et elegant og smukt hop. I min verden er dette dog ikke i nærheden af at ødelægge oplevelsen og personligt havde jeg ikke de store problemer med kontrollen i min tur gennem spillet. Efter min mening bidrager de mange niveauer til gameplayet og overskygger til hver en tid ethvert fejlet hop og på trods af at Sack ikke styres lige så akkurat som andre kendte helte i genren, føles styringen resten af tiden præcis og underholdende.

Selv om LBP's singleplayer er ret hurtigt overstået, her taler vi om 5 til 10 timer alt efter ens niveau og tempo, så er oplevelsen ikke slut af den grund. Baner skal besøges igen og indsamlede klistermærker fra tidligere besøgte steder skal bruges til at åbne op for endnu flere dingenoter, tøj osv, der kan supplere ens fremtidige kreative udskejelser. Endvidere opfodrer spillet til at man ikke kun spiller alene, men gerne med nogle venner, da diverse unlockables kun kan vindes, hvis man er flere spillere, hvilket kun øger holdbarheden yderligere. Det er muligt at spille op til fire spillere i alle spille modes.

En egentlig historie kan man ikke tale om i LBP på trods af at der er en rød tråd igennem hele eventyret. Historiens struktur er dog med til at cementere en af spillets store styrker, nemlig at hver bane kommer ud over skærmen på en overbevisende og fortrolig måde. Med andre ord fungerer hver bane som sit eget lille eventyr selv om oplevelsen er delt op i otte verdener med henholdsvis tre baner i hver. Dette er et af de væsentlige punkter der er med til at gøre LBP bundsolidt, specielt når kulissen overlades til en selv.

Grafikken er et kapitel for sig og selv efter at have lagt utallige timer i spillet allerede, bliver jeg stadig forbløffet hver gang jeg bevæger mig igennem en bane. Det er svært at forklare, men blandingen af den smukke grafik, atmosfæren, det ypperlige design og hele universets overbevisende fremtoning som helhed gør at ens hjerne nærmest tvinges til at tro, at den verden på den anden side af skærmen virkelig eksisterer.

Det samme gør sig gældende for lydsiden, som tangerer bredt med alt fra dynamisk musik til diverse indie kunstnere. Specielt numre som "Song 2" med den fabelagtige DJ Krush og andre tracks såsom "Cries in the wind" bliver man aldrig træt af. Lyden af snurrende tandhjul, eksotiske dyr og hvad øregangene ellers udsættes for bliver aldrig gamle og holder dig låst fast i illusionen indtil maskinen igen slukkes. Jeg savner dog muligheden for custom soundtracks, da jeg mener kreativitet går hånd i hånd med musik og specielt i create delen ville det have været rart med muligheden for at høre sine egne numre, men mon ikke en update i nær fremtid løser dette problem. LBP er jo trods alt et spil lavet med udgangspunkt i brugeren.

Selv om den fænomenale singleplayer alene er robust nok til at retfærdiggøre et køb, stopper herlighederne heldigvis ikke her og det er egentlig først når man har gennemført, at spillet for alvor begynder.

Som man spiller sig igennem singleplayeren samt andres baner online, vil man unægtelig få inspiration og nye ideer til hvad man selv kunne finde på at lave eller ændre, hvis man fik muligheden og det er med det som udgangspunkt der gør create delen af LBP sjov og spændende. Her er ingen regler og guidelines der skal overholdes, i stedet foræres man et helt absurd udvalg af værktøjer og materialer at arbejde med fra starten af. Hvis jeg skulle beskrive en brøkdel af disse, ville denne anmeldelse aldrig blive færdig. Lad mig hellere nøjes med at sige, at mulighederne for at ændre kameravinkler, lydeffekter, manipulere lys og genstande, bygge, sprænge ting i luften osv alt sammen bare er et lille udsnit af hvad der kan lade sig gøre. Ud over at stjæle min nattesøvn, har denne del trods sit store omfang heldigvis ikke de store fejl og komplikationer. Det vil unægteligt tage lidt tid før man er blevet helt forvænt med hensyn til overblikket og opbygningen af baner, men det er stadig en fornøjelse at give sig i kast med createren og fra første sekund er underholdningen i top.

Man lærer konstant nye ting og muligheden for at kombinere på kryds og tværs synes aldrig at stoppe, men til gengæld at fortsætte i det uendelige. Det største problem jeg har med createren er manglen på at kunne gemme mine baner mere end een gang, da man kan riskere at uopdagede fejl ikke bliver fundet i tide og før man ved af det skal bygge tingene om igen. Nu hvor create delen er så omfattende kunne mange sikkert blive skræmt over om de overhovedet kan være med, men denne frygt er ubegrundet, da LBP gør et fabelagtigt job ud af at forsimple tingene via informative og korte tutorials.

Createren kan bruges på forskellige niveauer og at en bane ikke nødvendigvis behøver at tage sig flot ud for at være sjov at spille, er bare med til at understrege hvor godt dette spil er sat sammen. Når man med tiden bliver dygtigere og begynder at lægge sine egne baner op for andre til at tage del i, er det muligt at vedlægge egne kreationer, som andre kan vinde og bruge i deres kreationer senere. På denne måde kan man opleve at se sine egne ting gå igen i andres baner. Endvidere er en bane heller ikke nødvendigvis begrænset til løb og hop, kun fantasien sætter grænser og selv i den korte tidsperiode betaen var tilgængelig, nåede folk at lave spil à la "Space invaders, Tetris" m.m. LBP's create del er helt unik og at størstedelen af hypen har været fokuseret på netop denne er ikke så underligt. Jeg må i hvert fald ærligt indrømme at på trods af at jeg selv har haft store forventninger til denne del, har spillet stadig formået at leve op til samt overgå mine tidligere forventninger.

Uanset hvor meget jeg gerne vil sige om dette spil, forekommer det mig umuligt, idet hver gang jeg skriver en ting ned, kommer i tanke om to nye. Det skal dog nævnes at i min verden er LBP en revolution i form af sin originalitet og utallige muligheder. For ikke nok med at man kan præge sin egen spilleoplevelse, så kan man også glæde andres og vice versa. At alt dette holdes sammen af noget så positivt som fantasi, ser jeg ene og alene som en bedrift i sig selv.

Et godt udgangspunkt for hvorfor dette spil bør ejes er at det vitterligt er en af de få titler til dato, der faktisk kan forsvares hvis man en dag skulle finde sig selv strandet på en øde ø. Om man vil det eller ej, har dette allerede eminente spil i hvert fald alle de fornødne ressourcer der skal til for kun at kunne blive bedre med tiden. Noget, mange andre spil ikke ligefrem kan prale af. I sidste ende er det dog op til brugerne selv at bestemme om denne titel stadig føles ligeså frisk om et års tid.

Jeg er fast overbevist om at det vil være tilfældet og kan næsten ikke vente med at se, hvilke skøre opfindelser og baner der findes til den tid. Ser man bort fra spillets exceptionellle create del, fortjener dette spil stadig en stående applaus, ene og alene på baggrund af den fantastiske præsentation. Spil af denne slags hænger ikke på træerne og har du ikke allerede en PS3, så er her en oplagt mulighed for at tilføje en sådan til din ønskeseddel nu hvor julen står for døren.

LBP er med til at understrege at spil nødvendigvis ikke behøver at være rå og brutale for at kunne underholde og spillet formår med sin charme og kreative koncept at appelere til alle aldre. For mig er det en fornøjelse at kunne meddele at hypen og den lange ventetid ikke har været forgæves og at LBP er en sand klassiker.

Hvis du ikke mangler fantasi og kreativitet, så gør dig selv og dine venner den tjeneste at sikre dig et eksemplar af spillet, når det rammer gaden den 5. november. 

Grafik: 10
Lyd: 9
Kontrol: 8
Gameplay: 10
Holdbarhed: 10

Overall: 10