Året er ved at være omme og som den heldige ejer af alle næste generations konsollerne må jeg ærligt indrømme, at mangel på gode spil ikke er et problem i disse tider. Dette faktum er dog med til at lægge et ekstra stort pres på dem der stadig mangler at udgive deres bud på en solid spilleoplevelse og overbevise masserne om, at deres produkt kan stå distancen i det allerede store udvalg af "AAA" titler, som 2008 for længst har budt på. Jeg må erkende, at på trods af at det forgangne år har leveret en masse gode FPS'er,  er jeg dog stadigvæk ikke blevet blæst helt omkuld af begejstring af nogle af disse, når det gælder en mindeværdig single player oplevelse og at jeg inderligt har håbet på, at Resistance 2 var den titel, der kunne ændre dette og indfri mine høje forventninger. Noget, jeg nok ikke er alene om og uanset hvor meget jeg gerne vil sige at dette har været tilfældet med min tur gennem Resistance 2's single player kampagne, kan jeg det ikke og dette selv om spillet i denne omgang både er større, flottere og mere ambitiøst end sin forgænger. Hvorfor ikke, kan I læse længere nede, men før i begynder at bande og svovle over jeres alles yndlingsanmelder, skal det tilføjes at bare fordi kampagnen ikke helt har levet op til forventningerne, betyder det nødvendigvis ikke at et køb af dette spil ikke kan forsvares og at der måske gemmer sig bedre ting bag denne titel end mange som udgangspunkt forventer.

Lad mig fra start af slå fast, at jeg var en af dem der syntes, at Resistance: Fall of Man var et helt igennem kompetent spil, da det i sin tid udkom, og det på trods af dets fejl og mangler. Samtidig kunne jeg også godt forstå, hvorfor nogle roste spillet til skyerne, mens andre forbandede det til helvede og hvorfor dette fænomen igen gør sig gældende med hensyn til fortsættelsen. For selv om det før så anonyme og lidt kedelige univers har fået sig en overordentlig makeover i 2'eren, redder det nødvendigvis ikke spillet fra stadig at føles en smule gentagende og gammeldags. Historien starter ud præcis hvor det gamle slap og endnu engang spiller man rollen som Nathan Hale, en supersoldat, som har vist sig at være resistent over for den relativt ukendte Chimera virus. I denne omgang foregår kampen dog ikke i England, men derimod i USA, som indtil nu har været det eneste fristed fra den ellers verdensomspændende Chimera invasion. I spillets åbningsscene erfarer man, hvordan Nathan Hale mod sin vilje bliver bedøvet og taget med om bord på en helikopter til Island, hvor "The Special Research Projects Administration" holder til. Før helikopterne overhovedet når at lande, bryder helvede løs og igen er det op til Nathan Hale at redde dagen fra endnu et nådesløst Chimera angreb. Efter at have spillet sig igennem prologen, som denne bane fungerer som, går der yderligere to år før begivenhederne igen tager fart. I mellemtiden er vores helt blevet en del af en elitestyrke kaldt The Sentinels, der ligesom ham selv er en form for supersoldater, som har vist sig at være resistente overfor Chimera virusset. I maj 1953 starter kampen for menneskehedens overlevelse for alvor i form af et nøje koordineret Chimera angreb på de Forende Stater og det er så her, at du kommer ind i billedet og endnu engang er det op til dig, forklædt som Nathan Hale, at redde verden fra den totale udryddelse.

At der bliver spillet på de helt store tangenter med hensyn til historien i Resistance 2 er ikke svært at få øje på, og at det hele kædes sammen af flotte mellemsekvenser, der gør brug af en ny form for motion capture teknik, gør heller ikke fortællingen mindre spændende at se på. Det der til gengæld gør at man føler sig en smule tom indeni efter at have skudt sig igennem hele eventyret på en små 8 til 10 timer på "normal" sværhedsgrad (Easy: 5-8) er, at det hele føles en smule uinspirerende og som det er set før, som en typisk hollywood blockbuster. Der er praktisk talt ingen rigtig fortælling at fordybe sig i her og selv om man på sin færd igennem spillet finder dokumenter, som beskriver begivenheder, personer osv, der omhandler universet, føles det hele stadigvæk en smule overfladisk og mangelfuldt. Uanset hvor dobbeltmoralsk det end lyder må jeg dog erkende, at måden hvorpå det hele ender, er absolut hul i hovedet. Jeg savner bare, at det samme gjorde sig gældende for resten af historiens levering. Med andre ord mener jeg, at der er for små armbevægelser i plottet i forhold til den store opsætning.

Nu er der nok mange derude der tænker: hvem har brug for et velskrevet manus, hvis man alligevel bare vil have en god undskyldning for at have noget at skyde på og ja, hvis dette aspekt er udført ordentligt, kan det da også overskygge enhver mangelfuld historie til hver en tid, det er desværre bare ikke helt lykkedes Insomniac i denne omgang. Hvor det forrige spil overlod det til dig selv at dele headshots ud på egen hånd, bliver du her i en stor del af tiden assisteret af andre allierede, hvilket er forståeligt nok nu hvor du mange gange kæmper i større omgivelser kontra det før mere korridor orienterede fokus. At NPC'erne virker komplet fraværende og mindre troværdige end en fisk med et Gram køleskab på ryggen og mere fungerer som rekvisitter, generer mig ikke stort, mit problem er, hvad de overhovedet laver der til at starte med nu hvor de for det meste af tiden bare står i vejen og Chimeraerne alligevel kun skyder på dig. Hele spillet igennem oplevede jeg flere gange, hvordan de bare stod og så til eller fik sig en sludder med Chimeraerne, mens jeg selv blev stormet og tævet ihjel af de beskidte bæster. Det vigtigste punkt her er nok det dilemma, at jeg på intet tidspunkt følte mig som en del af gruppen eller på nogen måde involveret i mine kammeraters kamp og det faktum at jeg hellere så dem døde end i live indikerer, at Insomniac nok skulle have lagt noget mere tid og energi i at gøre AI'en mere overbevisende nu hvor den fylder så meget.

Ted Price spillets producer har gjort meget ud af at forklare, hvordan spillet i denne omgang handler om scala og alle banerne byder da også på nogle imponerende syn såsom San Francisco’s himmelrum dækket af en eskadrille af gigantiske rumskibe og senere Chicago’s gader hjemsøgt af en 30 etager stor Leviathan osv. Men, som man siger, er det ikke nødvendigvis størrelsen, men gørelsen det kommer an på og at banerne på trods af store flotte kulisser stadigvæk føles som lineære ensporede smalle gangstier, ødelægger oplevelsen en smule. Det samme gør sig gældende for en stor del af boss kampene og jeg må ærligt indrømme, at min mest mindeværdige kamp var mod hvad der nok er et af spillets mindste bosser. Denne kamp skiller sig nemlig ud ved hjælp af et smart gameplay design modsat så mange af de andre kampe, som på sin vis kun er scriptede hændelser, der udspiller sig på samme måde hver gang du spiller dem. Alt det her er en smagssag og der skal nok være mange derude, som ikke deler min mening. Jeg kan dog ikke få mig selv til at sige, at kampagnen er af episke proportioner, når der ikke er noget egentligt gameplay at finde under overfladen til at bakke de mange store set pieces op uanset hvor flotte de end måtte være at være vidne til.      

Alt er dog ikke kun bål og brand med hensyn til kampagnen og på trods af min kritik skal denne på ingen måde opfattes som værende en dårlig oplevelse. Allerede fra start af lægges der et godt tempo og dette gør sig gældende igennem hele spillet og at hver bane har et alsidigt scenarie at byde på er kun med til at holde hele oplevelsen frisk og spændende fra start til slut. De nye fjender, spillet introducerer, er ligeledes et kærkomment tiltag og specielt The Grim er yderst underholdende at bekæmpe, når de ud af ingenting pludselig kommer stormende fra alle sider og fylder skærmen i store antal. Samtidig er der vitterligt steder i spillet, hvor der er så mange fjender, laserstråler og eksplosioner på skærmen på én gang, at det hele skal ses før man tror på det og at alt dette afvikles uden et eneste slowdown er virkelig imponerende. Alle våben er i denne omgang også kreative og sjove at bruge og specielt de nye våben bidrager til at gøre tingene interessante og der vil helt sikkert være nogle nye favoritter at finde her. Lyden og grafikken er dramatisk og flot og selv om der på den tekniske side ikke rykkes grænser for hvad man troede muligt på formatet, så skuffer Resistance 2 ikke med hensyn til dette aspekt. Endvidere er kontrollen yderst præcis og hurtig og med en dual shock 3 i hånden føles det unægtelig godt at plante en eksplosiv magnum patron mellem øjnene på en Chimera for derefter at trykke R2 og se den springe. Foruden alt dette er det også muligt at åbne op for diverse unlockebals såsom arcademode, grafiske effekter, gallerier osv, hvilket alt sammen kun øger levetiden yderligere og giver en grund til at gå spillet igennem mere end én gang. Alt i alt er Resistance 2 kampagnen ikke den helt store oplevelse, som jeg først havde forventet. Samtidig skuffer den heller ikke og kampagnen er som sagt på ingen måde dårlig, men snarere middelmådig, hvilket absolut må siges at være anstændigt, når man erfarer hvad spillet ellers har at byde på.

Noget der langtfra er middelmådigt i Resistance 2 er spillets multiplayer del og man mærker tydeligt, at det er her Insomniac har valgt at lægge deres primære fokus fra starten af, hvilket ikke er så mærkeligt nu hvor spillet har opbygget et så stort og dedikeret bagland, som det nu engang har på baggrund af det forrige spils succes. Som udgangspunkt er multiplayer’en delt op i henholdsvis en Cooperative og en Competitive del. Den første er et nyt tiltag i franchisen og er på sin vis aldrig set før inden for FPS genren. Denne mode gør det muligt for dig og op til 7 andre spillere at kæmpe igennem forskellige scenarier, som tager deres udgangspunkt i universet, men til gengæld viser menneskets kamp mod Chimeraerne fra et andet perspektiv end det man oplever set gennem Nathan Hales øjne. Team play er essientielt her og hver bane kræver, at alle spiller deres plads bedst muligt for at holdet i sidste ende overlever og gennemfører med den bedste score. Dør alle, er det game over folkens! Noget der gør denne del af spillet så vanedannende og underholdende er at game playet og banerne af natur er struktureret på en lettilgængelig og intuitiv måde og at den simple opbygning virker upåklagelig i al sin enkelhed. En bane startes ud med at man får stillet en opgave og efter at have løst denne, vil en ny blive givet og sådan forsætter det ellers indtil der ikke er flere ordrer at parere og missionen er fuldført  Dette lyder umiddelbart meget ligetil og hvis det da ikke havde været for de mange Chimera (sindssygt overdrevet maximum overdrive mange), der konstant dukker op mellem punkt A og B, havde dette nok også været tilfældet og gjort det hele til en lettere kedelig affære. Dette er heldigvis ikke tilfældet, for at kæmpe sig igennem horder af Chimera, store som små, med andre ligesindede er alt andet end kedeligt. Fra start til slut er tempoet skruet helt i vejret og antallet af fjender det samme og her er absolut ikke tid og plads til at kede sig. Konstant er man afhængig af hinanden og hvert sekund tæller, da hver spillers rolle har en afgørende indflydelse på kampens endelige udfald alt efter hvilken klasse man spiller som på holdet. Der er 3 klasser at vælge i mellem, hvilke er Soldier, Spec Ops og Medic og hver af disse har deres egne styrker og svagheder. Hver klasse supplerer den anden og vice versa og jo mere man tilføjer til samarbejdet, desto mere bliver man belønnet i form af xp, våben, nye evner samt fjender på skærmen, idet spillet gør brug af en dynamisk måde at tilpasse sig brugernes niveau. Coop delen i Resistance 2 er kompetent og underholdende og med et par kammerater på holdet, er det en herlig måde at fordrive denne ellers lidt kedelige tid.    

Men herlighederne stopper såmænd ikke her. Foruden den eminente Coop er der også Competitive delen og her viser spillet endnu engang store og vedvarende kvaliteter. Tempoet når her til tider det ekstreme og på sin vis kan denne del beskrives som en blanding af Unreal (kreative våben/højt tempo) og Call of Duty (perks/xp) på hårde stoffer. Først og fremmest kan man løbe uendeligt....UENDELIGT(!), for det andet tildeles man nærmest xp for alt hvad man foretager sig og dette illustreres endvidere visuelt med herlige tal, der fylder skærmen jo flere billige point der skrabes sammen på baggrund af ens indsats. Når nok xp er optjent, kan man bruge sin "Beserk" evne, hvilket giver en midlertidig fordel og denne kan være alt lige fra muligheden for at gøre sig usynlig til at få mere energi osv. Muligheden for løbende at holde sig á jour med statistikker, hvilke medaljer man sidst har unlocket samt opsætning af klaner osv er ligeledes så omfattende, at det nærmest tangerer grænsen til det vulgære. Som sagt overlades der ikke meget til fantasien her og på trods af at spillet jonglerer med en masse ting på én gang i form af både våben, Beserk powers og spillere, føles spillet stadigvæk ikke på nogen måde ubalanceret og knækket, når det kommer til det grundlæggende game play. Her er ikke plads til tilfældigheder og dør du eventuelt i hvilket er den første titel der til dato tilbyder 60 spillere kampe på en konsol, er det ikke på grund af lag, men på grund af dine egne eller holdkammeraternes manglende evner. På trods af at spillet fungerer så godt som det gør i de helt store kampe, skinner det utroligt nok også ligeså skarpt selv om tallet reduceres til eksempelvis 5 mod 5, hvilket kun er med til yderligere at understrege spillets høje kvalitet. Banerne er mangfoldige og her kommer den store scala virkelig til sin ret med nogle enorme og veldesignede maps. Det samme kan siges om de forskellige gameplay modes, som selvfølgelig rummer alt fra de mere velkendte og tradionelle klassikere som eksempelvis team death match til nye og spændende tiltag som Skirmish, hvor opgaver gives dynamisk. Endvidere introducerer spillet også en funktion der gør, at man deles op i mindre grupper i de større kampe, hvilket er med til at balancere, bevare fokus og begrænse spillet fra at ende op i at være et kluntet og frustrerende bekendtskab.       

Både den Cooperative og Competitive del af Resistance 2 er tæt pakket med masser af muligheder og er uden diskussion spillets absolute højdepunkt. Begge bidrager de med en stor portion holdbarhed til spillets levetid og en ting der er sikker og vist er at denne del i alle henseender leverer og retfærdiggør ethvert køb. At jeg personligt ikke fandt kampagnen så interessant, generer mig derfor ikke voldsomt, idet Resistance 2 i stedet har været skyld i at jeg i det sidste stykke tid har spillet noget af det bedste multiplayer jeg længe har prøvet. Har du en PS3 og er du fan af skydegenren, ligger denne titel lige til højrebenet. I stedet for at fundere over, om du skal bruge dine sidste penge på en julegave til kæresten eller Sony's seneste eksklusiv, så smid hellere alt hvad du har i hænderne og skynd dig ud og anskaf dig et eksemplar inden bordet fanger og forstå mig ret, når jeg siger: VIVA LA RESISTANCE!







lyd: 8
grafik: 8
kontrol: 9
holdbarhed: 9
gameplay: 9

Overall: 9