| Anmeldelse: Dead Rising Case West | |
|
 Capcom og Blue Castle Games trækker os endnu engang igennem zombiemøllen med prologen til Dead Rising 2; Dead Rising 2: Case West. Spørgsmålet er så, om vi har fået nok af de vandrende døde, eller om der stadigvæk er kød nok på de efterhånden afgnavne menneskeknogler til, at vi får underholdning ud af endnu en zombiesplatter. Case West genoptager historien umiddelbart efter Dead Rising 2 stopper. Eller det vil sige, hvis du får den korrekte slutning i Dead Rising 2, og dem er der jo bekendt en del af. Uden at forklare hvorfor af spoilerhensyn, så befinder Chuck Greene sig nu ved fabrikanten bag medikamentet Zombrex, og han er ikke alene. For udover de tusindevis af omvandrende udøde, så får han selskab af en gammel kending indenfor faget, nemlig hovedpersonen fra det første Dead Rising spil, Frank West. Idéen er jo umiddelbart kræs for Dead Rising-fans og lige netop denne skare af spillere vil næppe blive skuffede. For Frank West er præcis hvad han var i det første spil, rapkæftet, hårdtslående og særdeles modstandsdygtige over for de mange fjender, som ellers gerne ser hans hjerne serveret som hovedret. Sammen med den hårdtslående fotograf skal man så opklare mysteriet om Zombrex, naturligvis mens man redder overlevende og tæsker de levende døde i tusinde stykker med det ene mere brutale våben efter det andet.  Af uvisse årsager har man ingen mulighed for at føre sin spillerprofil fra Dead Rising 2 videre til Case West, som det var tilfældet i Case Zero, men man starter ved level 40 med de egenskaber man kunne forventes at have opnået ved dette niveau. Man er altså fra start noget mere hardcore end hvad det er tilfældet i Case Zero og Dead Rising. Man er under større tidspres end i Case Zero og Dead Rising 2, men til gengæld skal man ikke længere slæbe rundt på bovlamme, computerstyrede personer, som af uvisse årsager er mere interesserede i at ende som zombieføde end at overleve. I stedet skal man blot hente deres foretrukne våben til dem, hvorefter de selv kæmper sig vej ud af mareridtet. Dette er et kærkomment tiltag, men man kunne måske have ønsket sig en kombination af ledsagermissionerne og våbenmissionerne.  Man kunne også have ønsket sig noget mere nytænkning, for Case West ligner Dead Rising 2, føles som Dead Rising 2 og spilles som Dead Rising 2. Ikke at det nødvendigvis er noget problem, idet Dead Rising 2 var et ganske glimrende spil, men efterhånden er vi ved at være trætte af at se på zombier, psykopater og survivors, og det ændrer Frank West ikke på. Godt nok er han tilbage, og ledsages naturligvis af sit trofaste kamera. Modsat Dead Rising, hvor man fik stilpoints for eksempelvis at tage brutale og erotiske billeder, så har kameraet alene ét formål i Case West, nemlig en achievement, hvor man skal tage billeder af forskellige genstande i spillet.  At Frank West er en brutal satan er man ikke i tvivl om, men at han skulle være udødelig er lige en tand for meget af det gode. Ikke desto mindre er dette tilfældet i singleplayerdelen, hvor man ofte bliver tilskuer til en hvirvelvind af afrevne lemmer, blod og knoglestykker, når den psykopatiske fotograf klarer ærterne på egen hånd. Dette virker forkert, og i særdeleshed når man ikke får muligheden for selv at spille som Frank West, heller ikke selvom man gennemfører spillet. Case West er altså en co-op oplevelse, og nærmest co-op only. Og misforstå mig nu ikke, det er stadigvæk lårklaskende morsomt at se en zombie gennemleve sine sidste sekunder i en elektrisk kørestol (kald mig bare morbid), men hele konceptet med zombier og soldater indespærret i samme bygning er bare ved at være udtømt for denne omgang. Er du die-hard Dead Rising fan, så køb du endeligt Case West til 800 Microsoft Points, for du vil ikke blive skuffet. Hvis du derimod havde en la-la holdning til Case Zero og Dead Rising 2, så er der intet nyt at komme efter. Spillet ligner sig selv og fungerer som sig selv. Dette er selvfølgelig også godt nok, men vi savner noget nyt til at bære spillet.
|
