Halo. Bare navnet indgyder respekt. Den mest legendariske shooter på Xboxen. Et af de mest episke eventyr til dato. Bundsolid multiplayer del, som har en fast plads i mange 360 klanfolks ellers så kyniske og kræsne hjerter. Halo. Selv navnet er fantastisk.

Så hvordan kan det være at Microsoft tager den i mange øjnes, vanvittige beslutning af trække udvikleren – Bungie hvis nogen ikke skulle vide det, ud af projektet? Derefter sætte et nyt udvikler hold i gang med det næste spil i universet og sidst men ikke mindst lave det til et RTS i stedet for et FPS? Havde Microsoft fået smag for janteloven? Nej, ikke helt.

Selvom de første 3 Halo spil var First Person Shooters, ligger idéen med et Real Time Strategy spil faktisk lige til højrebenet. Oprindeligt var Halo: Combat Evolved nemlig et Sci-fi RTS som var under udvikling til PC og Mac. Senere blev det lavet om til et Third Person Shooter og da Bungie så i 2000 blev opkøbt af Microsoft endte man med et FPS. Altså er Halo Wars ikke langt fra de oprindelige planer.

At skifte udvikler er måske blasfemi for nogle, men når man ser på hvad Ensemble Studios har præsteret i RTS genren, igennem Age of Empires serien og diverse tilhørende spin-offs, må man sige at de har bevist deres evner. Ensemble påstår selv at Halo Wars er et af deres bedste spil, men tragisk nok bliver det også deres sidste, da Microsoft har valgt at lukke holdet ned.

Så det var med blandede følelser at jeg satte spillet i og tænkte: ”er Halo Wars det sidste pip fra en døende gråspurv - eller er det en smuk svanesang?”.

En ting er sikkert. Bungies tidligere arbejde er ikke forgæves. Menuerne, stemningen, onlinedelen og musikken er som taget ud af de foregående spil, og især Halo 3.

Groft sagt er den eneste store forskel det faktum, at spillene er forskellige genrer. Alt andet er holdt i samme stil og stemning, og det må jo siges at være et cadeau til Ensemble Studios og Bungie, at de har formået at kunne holde et så tæt samarbejde.

Historien udspiller sig 21 år før det første spil i serien. Vi følger mandskabet ombord på rumskibet Spirit of Fire. De ankommer til planeten Harvest hvor kolonierne er blevet løbet over ende af The Covenant, som er på jagt efter en gammel artefakt hvis kræfter er ukendte. Captain Cutter som har kommandoen på skibet, beslutter i samråd med forskeren Ellen Anders at sætte efter The Covenant til et ukendt solsystem, hvor intet andet er sikkert end livsfarlige og halsbrækkende missioner.

Udover de to personer kommer vi i nærkontakt med en genganger fra de forrige spil, i form af den kunstige intelligens Serena. Hendes galgenhumor og gode udseende var åbenbart også dengang i topform, og hun spytter kommentarer ud som – i hvert fald hos mig, affødte flere smil på læben.

En anden hovedfigur er Sgt. John Forge. En hård nyser som er lige så sej som en Spartan. Han er Cpt. Cutters mand på jorden, og ham der går forrest når tingene ser værst ud.

Som i flere af Age of Empires spillene, har man – udover sine almindelige soldater og køretøjer, nogle helte lignende enheder at kommandere rundt med. Det er her du får glæde af John Forge's frygtløse adfærd og hans hårdtslående shotgun. Udover Forge kan du også nyde godt af nogle af de første Spartans, som enhver der spiller HW bør nyde flere gange i den cutscene hvor de får lov at slå sig løs. Det er simpelthen action på kokain tilsat steroider. Jeg sad med kæben hængende i faretruende lave højder da de slog sig løs i surround sound og High-Def. Heltene i spillet er som sådan udødelige, i og med at de godt kan blive slået bevidstløse, men herefter regenerer de sig selv. Du skal så bare nærme dig deres ”lig” med en anden enhed og de kommer mirakuløst på benene igen. Realistisk? Nej, men det er jo science fiction. 

I selve gameplayet har man fra udviklerens side gjort tingene end smule anderledes end hvad vi er vant til i RTS genren. Der er ikke noget med at køre rundt og opsamle resourcer, og ydermere kan du ikke selv vælge hvor dine bygninger skal ligge. I stedet er der nogle building sites, hvor du opretter en base på. Når basen så er oprettet, bygger du videre på nogle forudbestemte områder, hvor antallet af disse afhænger af hvor opgraderet din base er. En af bygningerne du kan oprette er så en supply pad. Her letter og lander der forsyningsfly i en lind strøm, og på den måde tjener du penge til dit med garanti store forbrug. En rar afveksling fra de gamle vante rammer.

En anden ting som der gør det hele lidt mere tilgængeligt, er måden du styrer dine tropper på. Ved et enkelt klik på LB vælger du samtlige enheder du har. Et klik på RB, og du nøjes med dem på skærmen. Dobbeltklikker du på en enhed vil det give dig kontrol over alle af den slags. Desuden er special angrebene for de forskellige soldater, helte og køretøjer lette at bruge. X er action og angrebs knappen mens Y giver ordren om at bruge enhedens alternative våben. Det er ikke den dybe tallerken der er blevet genopfundet, men det funktionelt og giver en mere arcade agtig tilgang til spillet.

Et fantastisk velovervejet soundtrack præger hele lydbilledet og jeg har sjældent oplevet så flotte kompositioner som i HW. På intet tidspunkt er det malplaceret og forskellen mellem de store actionsceners hårdtpumpede blockbuster soundtracks, og de stille øjeblikkes blide og markerede, ja næsten fnuglette klaveranslag, er simpelthen så gennemførte at det bør sætte overliggeren for alle andre udviklere. Jeg har siddet med spillet kørende i menuen og bare hørt musikken som baggrund for en god kop kaffe i en stille stund. Hvis det ikke er stemplet for ”mere end godkendt” ved jeg ikke hvad er.

Fra musikkens massive indflydelse er der ikke langt til mellemsekvensernes utroligt stemningsfyldte billeder. Grafisk er det noget af det mest flotte – ja jeg vover pelsen og siger det, som jeg endnu har set på den gode 360'er. Ydermere er det klippet, vinklet og sammensat på en måde som giver historien nærvær og får de små hår i nakken til at rejse sig. Det er ganske enkelt superbt.

Desværre er den spændende historie en smule kort, og jeg sad lidt med en fornemmelse af at være blevet lovet en hel aftens film, men måtte nøjes med det halve. Det er ikke så meget baseret på tiden det tog at gennemføre spillet, men mere hvor meget historie jeg fik leveret.

Der er heldigvis de sædvanlige 4 sværhedsgrader, og her kan du forlænge singleplayer delen gevaldigt. Ydermere er der også collectible items, i form af Skulls og Black Boxes. Førstnævnte kan tweake gameplayet og de sorte bokse, giver information i Halo Timeline, som er at finde i hovedmenuen. Der er gjort meget for at underbygge universet og historien, og selvom spillet som sagt er lidt kort, er det man får serveret til gengæld rigtig godt.

Grafikken når du selv har kontrollen, er god men ikke fantastisk. Du har mulighed for at zoome ind og ud, men jeg kunne godt have tænkt mig muligheden for at trække kameraet endnu længere tilbage. Den anden vej er acceptabel og man kan tydeligt se og genkende de forskellige enheder fra de andre spil.

Hvis man er så heldig at være ejer at et guldabonnement kan man suse forbi Live, og vise sin taktiske snilde – eller mangel på samme, overfor online modstandere.

Når først du går online åbnes der en masse muligheder i form af ranked kampe, co-op campaign og sidst men ikke mindst chancen for at være The Covenant. Både i offline skirmish og online vs. mode kan du vælge mellem seks forskellige ledere til din hær, 3 fra hver faktion. Her møder vi The Covenants anderledes basedesign og lederegenskaber.

Hvis man f.eks. spiller som The Arbiter, får man lov at styre ham direkte når man sætter hans specialangreb i gang. Det er en interessant tilføjelse til RTS, selvom det ikke er alt overskyggende og kun en detalje. Så hvor UNSC har support fra rumskibe og kan kalde forskellige airstrikes og lignende, er The Covenants stærkeste angreb meget afhængig af hvilke af deres ledere du vælger.

Der har været rygter om at man skulle kunne spille som The Flood, men det er desværre ikke muligt, og de er kun at træffe som en direkte modstander, når man spiller Campaign mode. Men ubehagelige er de stadig!

Hvis du bevæger dig ud i co-op kræver det næsten at du bruger kommunikation en hel del. Især hvis du spiller på de lidt sværere niveauer. Man deler nemlig finanserne og baserne, og det er derfor taktisk klogt at blive enige om hvorvidt man vil satse på luftangreb, forsvar, tanks eller hvad planen nu måtte være. Det fungerer ret godt, og hvis samarbejdet virker, kan man lave nogle rigtig gode strategiske manøvrer, der ellers ville kræve et stort overblik når man spiller alene.

De maps der er udviklet til skirmish kampene, er som alt andet i spillet, ganske gennemførte. Der er stor variation, og på næsten alle baner er der mulighed for at lave overraskelses angreb fra knapt så oplagte vinkler. Det er rart at det fungerer, men i et spil af denne kaliber er det også mere end forventet.

Det jeg fik spillet online kørte for det meste uden lag og frame rate slow downs, men ind imellem ved de helt store slag, måtte spillet trække lidt for meget på min Xbox, og hastigheden faldt en smule. Til gengæld kan det ligeså godt have været uheldige sammentræf med forbindelsen, og det var ikke noget der var generende.

Alt i alt har Ensemble Studios ikke givet grund til bekymring for de mange Halo fans der sidder derude. Tvært imod har de skabt et RTS som er lettilgængelig selv for en som mig. Sværhedsgraderne er balanceret så alle kan være med og samtidig få en udfordring, og styringen vil ikke skræmme dem, som frygter micro-management og besværlige kommandoer.

Det hele er præget af at alle skal kunne finde det sjovt, men samtidig holde et højt kvalitetsniveau over hele linjen. Musiksiden er uovertruffen og du vil med garanti blive grebet af de gennemførte mellemsekvenser.

Så hvis du er fan af Halo, RTS eller har manglet et strategi spil som er let at gå til, kan jeg kun anbefale Halo Wars. Singleplayer delen vil måske ikke underholde dig i ugevis, men online er der masser af mulighed for at brænde en masse timer af.

Grafik: 8

Lyd: 10

Control: 8

Gameplay: 8

Design: 9

Overall: 8