Brütal Legend: Alle vil have en bid!
Skrevet af Christina Sagnsby    Fredag, 7. august 2009 19:39   

brutallegend

Hvem skulle have troet at et heavy metal baseret spil skulle kunne skabe så meget påstyr?

Det ser dog ud til at stormvejret er ved at være ovre og at der er mere stille farvande i sigte for Brütal Legend der stadig skulle udkomme til oktober.

Brütal Legend, et heavy metal inspireret spil med Jack Black i hovedrollen, har fået blodet til at koge og hoveder til at rulle.

Udviklerne hos Double Fine indgik i sin tid et samarbejde med Activision for at få deres vision smidt på markedet i spilform, og alt var fryd og gammen. Indtil så en dag at Vivendi Games kastede sin kærlighed på Activision og de to besluttede sig for at gå videre i livet sammen, hånd i hånd.

Dette gjorde de rare folk hos Double Fine urolige, hvad nu med deres vision? Var deres elskede spil nu helt glemt, for det så da bestemt sådan ud midt i al den rosenrøde lykke.
Så Double Fine valgte at gå til en anden bejler med deres spil i håbet om at få det ud til verdenen til tiden. Denne bejler var EA.

Det synes Activision så bestemt ikke om, de mente at det stadig var deres spil og at EA på ingen måde havde ret til at udgive det, så en tidlig Juni morgen besluttede de sig for at gå rettens vej for at få forældremyndigheden over Brütal Legend. EÁ blev ganske oprørt over Activision's valg og har sammenlignet hele missæren med en mand der forlader sin familie, for så at ligge sag an når konen møder en mand der er mere lækker.

Der er nu gået et par måneder og begge parter har talt deres sag; Double Fine om hvordan de troede de var blevet skubbet ud i kulden, og Activision om hvordan de føler sig snydt for et spil. Dommeren så ud til at holde med Double Fine, hvilket, sikkert, har virket ansporende til det forlig Activision og Double Fine nu har indgået.

En person tæt på sagen har nægtet at komme ind på præcis hvad der står i forliget, men siger dog at Activision har fået meget lidt, hvis overhovedet noget ud af forliget, men blot undgik at tabe en offentlig retssag.

Double Fine gik derfra med sit elskede spil og fortsætter arbejdet med EA, og hvis alt ellers går efter planen skulle verdenen få det at se til oktober.

Joomla Templates and Joomla Extensions by JoomlaVision.Com
 

Kommentarer: 

 
# Lasse Poulsen 08/08-09 02:16
Godt at høre at sagaen endelig er ovre. Er superglad for det her spil får lov at komme i år. Jeg kan slet ikke vente!