| EA løfter sløret for Career Mode i FIFA 12 | |
|
![]() For alle dem, der ikke synes det er det fedeste i verden, at dyste online i FIFA-serien, er Career Mode et naturligt førstevalg og derfor er der altid megen fokus på, hvad EA præsenterer af nyt. Og det ser ud til, at folkene fra EA vælger samme metode som da den gamle Football Manager, eller dengang Championship Manager, i starten af det 21. århundrede indlemmede en langt større grad af pressespekulation. I hvert fald lyder det til, at FIFA 12 byder på en mere interaktiv verden, hvor der konstant stilles spørgsmål til managerens dispositioner, ligesom der i langt højere grad vil være pres på fra spillerne, og specielt de spillere som ikke hver gang bliver foretrukket i startopstillingen. Herudover vil transfersystemet have fået sig en makeover, ligesom man nu kan sætte sine talentspejdere til at udpege ungdomsspillere over hele verden, som en gang i fremtiden skal være dit holds nye Messi eller Ronaldo. Om ovenstående er noget der tænder samtlige FIFA-spillere vides ikke, men der er ingen tvivl om, at ambitionerne om at gøre Career Mode til en manager-sim er tilstede. Måske det lykkes for EA, nok ikke i 2012, men en gang i nær fremtid. |

