Anmeldelse: Assassin's Creed Revelations
Skrevet af Jesper Thuesen    Onsdag, 7. december 2011 19:40   
Revelations_Top

Assassin’s Creed serien fra Ubisoft har konstant bevæget sig i en besynderlig kronologisk rækkefølge. Det startede meget godt med en etter og en toer, men sidenhen har udviklerne holdt fast ved helten Ezio, og har således ikke udgivet den ventede treer endnu. Revelations er afslutningen af 2,X-serien, som mange ynder at kalde den, men som noget nyt, er det ikke blot Ezio og Desmond, der venter på spilskiven.

Spillet starter med langt mere action end de tidligere spil, og man skal holde tungen lige i munden for ikke at lede Ezio ind i den sikre død i snigmordernes hovedstad, Masyaf. Dog kommer man først rigtigt i gang, når Ezio ankommer til Konstantinopel (Istanbul), hvor vores hovedperson pludseligt befinder sig i en kamp mellem onde og gode kræfter, i jagten på et skjult våben, som tilsyneladende kan vælte magtbalancen på jord. De fleste kan nok godt regne ud, hvem de gode og onde er, samt hvad det føromtalte våben er for en størrelse, men af hensyn til nye Assassin’s Creed spillere vil jeg ikke spoile yderligere.

Til gengæld bør man rose Ubisoft for flere af deres designvalg. Det første Assassin’s Creed var flot, men kedeligt, og lige siden denne udgivelse, er det gået én vej med mulighederne i spillet. Revelations fortsætter denne stime, og den mest mærkbare gameplaymæssige ændring er, at sidemissionerne er blevet langt mere spændende, samt at den nu aldrende Ezio har flere muligheder.

ACR_1

For det første er han blevet udstyret med en gribekrog og det ændrer naturligvis en del på det gameplay vi kender fra de tidligere spil. Man har flere redningsmuligheder, hvis et vovet parkour-stunt går galt, ligesom der er andre muligheder for at transportere sig rundt i byen. For det andet kan Ezio nu producere sine egne bomber, som findes i tre forskellige kategorier. Der er tonsvis af varianter af disse, lige fra dem der gør almindelig skade, til dem der forgifter eller blænder fjenderne. Det giver flere muligheder for at planlægge sine drab og overordnet set virker det som om, at Ubisoft har lagt massevis af kræfter i denne del af spillet.

Til gengæld trænger Ubisoft til at få kampsystemet i omdrejninger. Her har spillet ikke ændret sig voldsomt siden den første udgivelse, og alt for ofte ender man med at stå, og vente til modstanderen laver det første træk. Animationerne er ligeledes blevet længere, og virker i højere grad som en slags fatality, hvilket i sidste ende hiver al naturlig flow ud af kampene.

Singleplayerdelen er en rummelig affære, som man kan bruge timevis på at udforske. Der skal renoveres bygninger for at tjene penge, ansættes unge snigmordere til at hjælpe på missioner og nedkæmpes onde overherrer på strategisk rigtige steder i byerne, og der er tonsvis at hive fat i. Ubisoft har ligeledes inkluderet et par Tower-Defence agtige sekvenser, som umiddelbart virker meget malplacerede, men heldigvis ikke fylder noget nævneværdigt i spillet.

ACR_2

Det gør spillets helt sublime lydside til gengæld, og her viser Jesper Kyd endnu engang, at han er én af branchens allerstærkeste kort, når det kommer til den stemningsskabende baggrundsmusik. Der er tale om nogle fantastisk velkomponerede musikstykker, som det har været tilfældet med samtlige udgivelser i serien. Stemmeskuespillet er lige i øjet, og specielt Ezio giver med tyk accent og gadedrenge charme tilpas meget dybde til, at han til stadighed kan betragtes som én af spilverdenens største personligheder.

Grafikken har endnu engang fået sig et nøk i den rigtige retning, og specielt arkitekturen er fænomenal. Der er majestætiske bygningsværker, distrikter og markeder, og endnu engang viser Ubisofts designteam sig som nogle af dem, der er bedst til at opbygge et stemningsfyldt univers. Selve figurdesignet minder meget om Assassin’s Creed II og Brotherhood, og man har lidt på fornemmelsen af, at den nuværende konsolgeneration ikke kan presses meget yderligere performancemæssigt.

ACR_3

Selvom Assassin’s Creed: Revelations er et singleplayerspil, så får man også en multiplayerdel med i pakken, præcis som det var tilfældet i Brotherhood. Konceptet er det samme: Du styrer en figur, enten alene eller som del af et hold, som skal nedlægge fjender, som findes via et kompas i toppen af skærmen. Samtlige NPC’ere på skærmen består af de figurer, som man selv kan vælge i spillet, og man skal således holde øje med bevægsmønstre på den potentielle fjende, samtidigt med at man ikke afslører sig selv. Hvert kill giver points alt efter hvor stilfuldt man udfører det, mens man får straf for selv at blive dræbt, eller at slå uskyldige mennesker ihjel.

Der er nogle nye gamemodes, samt muligheden for at designe sin spilfigur, men i det store hele er der tale om den samme vellykkede multiplayeropskrift som var tilfældet i Brotherhood, så elskede man den, så er det bare med at springe på onlinevognen endnu engang.

Assassin’s Creed: Revelations er helt på højde med Brotherhood, men formelen begynder så småt at være slidt. Ezio kan på egen hånd trække utroligt meget, men når kampsystemet begynder at føles ensformigt, så er det svært at løfte spillet helt op på topkarakteren, som Brotherhood hentede sig sidste år ved denne tid. Der er dog ingen tvivl om at spillet befinder sig over middel, for selvom formularen er slidt, så holder den i længden. Så er det bare at håbe på, at Assassin’s Creed 3 er lige så stort et kvantespring for forgængeren, som Assassin’s Creed 2 var.


Gode gameplaymæssige tilføjelser

Flot grafik

Sublim lyd og stemmeskuespil

Rigtig god historie

Slidt formular



Joomla Templates and Joomla Extensions by JoomlaVision.Com
 

Kommentarer: 

 
# jan 08/12-11 12:11
Lækkert, Tue. Revelations bliver en af de titler som kommer til at vente lidt for mig. Sidste års udgave fra for mit vedkommende det foreløblige højedpunkt i serien.
 
 
# mORTEN 08/12-11 15:02
Sidste spil var helt fænemonalt og det er dette sådan set også. Jeg er dog ikke vild med tower defence tingene og synes også desmonds rejser ind i ham selv (i 1st person endda) er lidt underudviklede. Som Tue siger er formlen dog en smule slidt og nu har vi snart hoppet nok rundt mellem hustage. Jeg håber også de laver en 3'er der gør op med det stive kampsystem og også giver nogle større bidder af handlingen.
 
 
# Trolle 09/12-11 21:42
Sorry AC, der er slet ikke kigget på andre spil siden BF3 røg indendørs..