| Anmeldelse: Batman Arkham City | |
|
 Da Rocksteady i 2009 udgav Arkham Asylum, havde det lille spilstudie næppe fantasi nok til at forestille sig den kritikerros, som efterfølgende ville overøse spillet om ”Den Mørke Ridder”, Batman. Det er derfor intet under, at Warner Bros og Rocksteady endnu engang har kastet den dystre superhelt ind i det kriminelle univers i Gotham, og til trods for at forhåbningerne var høje, så er det heller ikke nogen overraskelse, at Arkham City er endnu bedre end sin forgænger! Rocksteady har nemlig taget alle de gameplayelementer, som gjorde Arkham Asylum til en sublim oplevelse og kigget dem efter i krogene. Resultatet heraf er en fintunet Batman-oplevelse, hvor man endnu engang mærker, at Rocksteady ikke bare ønsker at lave et spil over et populært superhelteunivers. Nej, Rocksteady ønsker at lave et spil over et populært superhelteunivers, som hver en udvikler og programmør elsker og værdsætter. Respekten for universet er det bærende punkt, og sjældent har spilverdenen set et så helstøbt produkt, baseret på et eksisterende koncept. Siden Arkham Asylum blev overmandet af gale fanger, er meget vand løbet under broen i Gotham. Som et alternativ til Arkham Asylum har Gothams politikere besluttet sig for at afskærme en del af byen, for derefter at give forbryderne frit lejde, så længe de ikke forsøger at bryde ud. Dette koncept, kaldet Arkham City, er dog ikke noget der falder i playboyen Bruce Waynes smag, hvorefter han starter en politisk kampagne mod Arkham City, blot for at blive fjernet og placeret i netop Arkham City.  Her finder Wayne ud af, at ”fængslets” psykolog, superskurken Hugo Strange, kender til Bruce Waynes alter ego, Batman, og Batman skal naturligvis gøre alt hvad der er i hans magt for at undgå, at Strange offentliggør Batmans sande identitet. Dette er dog nemmere sagt end gjort, for i Arkham City finder man et væld af Batmans værste fjender, heriblandt Mr. Freeze, The Penguin og naturligvis Jokeren, som ligger på sit dødslejde efter hans indtag af TITAN. Dog er han ikke mere svag, end at kunne lokke Batman i en fælde, og pludseligt befinder Batman sig selvsamme kapløb mod tiden, for ikke at måtte lade livet til eftervéerne af TITAN. Historien tager for alvor fart herefter, men den må i selv spille jer frem til. Modsat Arkham Asylum, som var begrænset til fem-seks bygninger i et mindre sandbox-miljø, så kan Batman free-roame Arkham City, som er et enormt bydistrikt med et tocifret antal bygninger og lokationer, som kan entreres og undersøges. Der er et langt større sandkasse-feel over Arkham City, og man introduceres også for en række sidemissioner og realtidshændelser, efterhånden som man udforsker byen. Sidemissionerne er oftest opgaver fra venner og fjender fra Batman universet, og de har hver især deres egen lille historie, som forløber sideløbende med main-story. Det virker helstøbt, og ikke som unødvendigt fyld, som skal forlænge levetiden.  Til at komme rundt i byen kan Batman anvende et væld af gadget, heriblandt en grappling-hook, som lader vores helt bestige høje bygninger ved et enkelt tastetryk. Det fungerer overraskende godt, og sammen med muligheden for at anvende Batmans kappe til at svæve rundt, så kommer man hurtigt rundt i Arkham City, endda med en overraskende god styring, selv når man befinder sig i luften. Udover denne ”transportgenstand” er der et kærkomment gensyn med alle Batmans gadgets fra det første spil, heriblandt den eksplosive skum og batarangs, og herudover er der naturligvis også en række nye funktioner som eksempelvis en strømpistol, som kan aktivere elektroniske genstande i miljøet, røgbomber og andre smarte finurligheder, som alle leveres af den trofaste butler, Alfred. Foruden de nye gadgets er Batman endnu engang udstyret med Spy Vision, som lader ham se igennem vægge, spotte skrøbelige vægge, riddler-trophies og andet godt. Og der bliver rig mulighed for at prøve Batmans nye og gamle egenskaber. Man skal blandt andet anvende Batmans legetøj til at løse gåder fra Riddleren, som har spredt 440 hemmeligheder rundt i Arkham City, men det er naturligvis noget helt andet, som tager spillerens fokus: nemlig de mange nævekampe. På overfladen er der ikke meget nyt i free-flow combat-systemet, hvor man med få knapper kan knuse tonsvis af knogler, men dykker man ned i systemet har Rocksteady tweaket kampsystemet tilpas meget til, at det hele føles nyt. Der er nye combos, der er nye egenskaber som eksempelvis en fokus-mode, man kan anvende det eksplosive skum i kamp og så kan man nu bruge counters mod op til tre angribende fjender. Det lyder måske meget overfladisk, og hvis man blot kæmper for at overleve, så føles det også sådan. Men hvis man derimod kaster sig ud i kampe med det formål, at tæske sine modstandere med mest mulig overlegenhed og elegance, så er free-flow blevet endnu dybere, og sjældent har jeg oplevet samme tilfredsstillelse ved at strikke en 50-hits combo sammen med 10 forskellige variationer, som det er tilfældet i Arkham City.  Det er dog ikke alle konfrontationer, der kan klares med en god gammeldags slåskamp. De såkaldte ”Predator”-sektioner, som også var med i Arkham Asylum, kræver nemlig, at Batman fjerner sine fjender lydløst og typisk én efter én. Her får man virkeligt kamp til stregen, specielt fordi fjendernes AI er blevet markant forbedret i forhold til Arkham Asylum. Fjenderne jager nu Batman rundt, de har udstyr som fjerner Batmans Spy-Vision og skyder nu også forskellige statuer højt over sig i stykker, således at man ikke kan bruge dem som gemmested. Det er en langt større udfordring og sætter højere krav til spilleren, men til gengæld er følelsen helt fantastisk, når man har fjernet en stor fjendeflok uden at blive opdaget. Mulighederne er i øvrigt lige så mange som i nærkampssystemet og batarangs, eksplosiv skum, grapple-hook og strømpistol kan anvendes til formålet. Boss-kampe er der også blevet plads til, men disse er desværre ikke lige så opfindsomme som kampsystem eller historien generelt. De udgør heldigvis ikke andet end en absolut minimal del af historien, så det er ikke noget man mangler i Batmans helhed. Dertil er universet for helstøbt og stemningen for god, og det skyldes blandt andet en helt unik visuel side og skuespilspræsentation.  Grafisk er Arkham City nemlig lidt af en kæmpe. Den visuelle stil er dyster, klaustrofobisk og til tider helt horror-agtig, men samtidigt er den ubegribelig smuk. Arkitektonisk er Arkham City helt fantastisk, uanset om man befinder sig på politistationen, i en kirke, i undergrunden eller højt over bygningerne. Animationerne kan halte til tider, men når der er allermest brug for dem, blandt andet i kampene, så kører alt flydende og her viser Arkham City finesse og styrke, og der er ikke et eneste problem at spore, selvom der til tider er vanvittigt meget action på skærmen. Figurgalleriet er et pragteksemplar indenfor design, og det er en fryd at se Batman blive mere og mere medtaget undervejs i spillet, således bliver ar, skudhuller og rifter mere fremtrædende, og en lille detalje som Batmans skæg er også værd at tage med. Men hvor mærkværdigt det end kan lyde, trumfes den fantastiske grafik af en helt igennem pragtfuld lydside, som starter lige fra menuskærmen og først slutter når rulleteksterne kører over skærmen. Baggrundsmusikken er perfekt komponeret, og medvirker til at bygge en stemningsmur i såvel stille som hektiske passager, men det er i stemmeskuespillet at spillets skjulte skat skal findes. Eksempelvis i form af den gamle Star Wars helt Mark Hammil, som er helt igennem perfekt i hans tegnefilmsglansrolle som Jokeren. Hvis Heath Ledger var et studie i Jokeren på film, så er Mark Hammil hans spilmæssige pendant og man må overgive sig til Jokeren, Batman og mange af de andre skuespillere, uanset om det er blandt hovedpersonerne eller gadebøller man hører dialoger.  Når man har mæsket sig igennem den 15-timer lange kampagne og fundet samtlige riddler-challenges, hvillket sagtens kan tage en del tid, så kan man kaste sig ud i combat- eller predatorchallenges. Her får man brug for de egenskaber man har lært i spillet, når man skal nedlægge flest mulige fjender på tid, eller lave den længste og mest varierede combo. Det lyder lidt småtamt, men der er ufatteligt mange timer gemt i det simple challenge system, og har man Robin og Catwoman DLC-med i pakken, så giver det en ekstra dimension til de mange challenges. Der er i ovenstående anmeldelse ikke meget negativt at finde, og det er ikke fordi at redaktionen er på lykkepiller. Arkham City er simpelthen bare en oplevelse, som tigger og beder til at blive afprøvet. Jeg vover den påstand, at Arkham City er det bedste superheltespil nogensinde og vil være det lang tid fremover. Medmindre da at Rocksteady sender et tredje Arkham spil på banen. Rocksteady er for Batman på spil, som Nolan er for Batman på film. Og vi elsker dem begge for det!
|
Kommentarer:
Jeg læste en bruger anmeldelse på MetaCritic, vedkomne gav det 4/10, bl.a. fordi han synes det var vandvittigt dårligt at man kun kunne komme rundt i byen enten ved at bruge batclaw, som selvfølgelig var en ringe spiderman-efterligning, og så ved at gå/løbe. Idag er den anmeldelse fjernet, så han fandt måske ud af hvordan han brugte glide...
Anyway, jeg er kun ked af jeg ikke har tid til at spille det igen før weekenden, argh!
:)
Hah, det er godt lavet. Der er da lidt spiderman over bevægelserne, specielt når man får låst op via W-missionerne og kan fortsætte sit fremspring med clawen, men det er da glide man bruger mest
Har nogen af jer klaret de sværere W udfordringer? De er sgu halv svære, men jeg fik dem!
Efter at du har lavet de første Wayne udfordringer (der hvor du får advanced grappling-hook), så er de spredt ud over hele byen. De første finder du ovre ved det område hvor der er vand. (mener det er nordøst på kortet)
Okay, så vidt jeg kan forstå så kan du altid snuppe dem - du får en fed gimmick til din batclaw.
Bravo Rocksteady.. bravo!
Umiddelbart synes jeg 1'eren havde en bedre mainstory og tilpas i længden. Begge spil deler dog samme "problem", nemlig at spillet peaker i takt med storymode, hvorefter det hele daler lidt med en masse løst og fast der kan spilles for at forlænge spillets levetid. Det er selvfølgelig fint nok, jeg er da også gået igang med at samle riddler-sager og sidemissioner jeg ikke blev færdig med i første gennemspilning, det hele mens jeg spiller på storymode plus.
På én eller anden måde kunne jeg godt tænke mig at det hele var strikket sammen så man stortset har spillet alle sidemissioner, catwoman kapitler og en del must-have riddler trophies skulle findes, før at man kunne komme til de afgørende kapitler i mainstory.
Men for satan da, det begynder at blive sjovt når man har alle upgrades til kamp og man har fået styr på combosystemet, de har jo ikke en chance de arme forbrydere!
Må sige at catwomans moveset er endnu federe end batmans!
Ja! Jeg synes jeg har stået lidt alene med den holdning, men synes specielt hendes double og triple counters er badass!