| Anmeldelse: Bodycount | |
|
 Kuglerne flyver gennem luften, dine våben genlades for gud ved hvilken gang og ligene fylder gader og stræder. Kan Codemasters og Guildford Studios’ Bodycount undgå at drukne i den syndflod af udgivelser som efteråret bringer og samtidig leve op til forventningen om at være spillet Black’s spirituelle efterfølger? Læs med her. Hvor mange gange har du hørt: ”Du kan gøre en forskel”? Hvor mange gange har folk lovet at redde verden, for derefter at fejle? Her tror vi ikke kun på ord. Vi tror på handlinger, vi tror på løsninger, vi tror på dig. Velkommen til ”The Network”. Codemasters’ first person shooter starter med disse ord og kaster dig direkte ind i en krigszone. Scenen er sat, byen Tesanga i det vestlige Afrika. Fredsforhandlingerne er brudt sammen og borgerkrig mellem oprørere og militæret hærger byens gader. Som soldat i The Network bliver du sat ind i det konfliktramte område for at finde ud af hvad der har forårsaget sammenbruddet. Inden for relativ kort tid finder du ud af at ikke alt er hvad det tager sig ud for. Oprørerne er i besiddelse af avanceret GPS udstyr, som de på ingen måde burde være og på din færden gennem Tesangas rød-brune gader, erfarer du at militæret ligeledes har en skjult dagsorden. Ved hjælp af koordinaterne fra de to faktioners udstyr finder du vej til en hemmelig bunker. Med ét skiftes byens noget støvede gul, rød, brune farvepalet ud med bunkerens sterile korridorer i sort, grå og rød. Du har opsnuset en ondsindet organisation kaldet The Target, hvis umiddelbart eneste formål er at skabe død, ødelæggelse og kaos.  Heldigvis for dig er din rygsæk pakket med en masse forskellige våben, håndgranater og landminer. Udover dette låser du op for forskellige evner som spillet skrider frem, disse spænder fra stimpacks der øger din evne til at modstå fjendernes projektiler, til luftstøtte du kan kalde ind til at fjerne store grupper af fjender. Disse evner er selvfølgelig ikke gratis at bruge, og for at tjene ind til dette skal der samles intel. Dette gøres ved at samle blå ikoner der vælter ud af kroppen på nyligt afdøde fjender. Foruden intel, efterlader fjenderne også betydelige mængder ammunition. Og heldigvis for det, da våbnene i Bodycount er en fornøjelse at bruge. Tyngden er god og du føler virkelig smæk for skillingen, især når du fyrer op for light-machine-gun’en MINIMI, der føles og fungerer fantastisk. Det eneste der mangler i repertoiret af klassiske våben er en sniper riffel. Denne er udeladt, da spillet ikke lægger op til at man napper fjenderne på lang afstand, men at man skal tackle fjenderne på nært hold. Desværre for spillet er styringen tung når du bevæger dig rundt. Når du tager sigte, går du ligeledes i cover-position og tilter til højre og venstre når du bruger styrepinden. Det er som om du har en blyklods om benene, tunge arme der ikke lader dine granater lande hvor du gerne vil have det og der opstår til tider usynlige barrierer du ikke kan kaste granater over, men sagtens skyde igennem.  Rent grafisk rammer vi midten af skalaen. Flot, uden at være prangende. Der er utrolig meget genbrug i miljøerne. Missionerne i The Target komplekserne er monotone lang gråtonede korridorer, hvorimod det hele virker meget rodet sat op i de øvrige missionerer. Du er heldigvis aldrig i tvivl om hvor du skal hen, da der både på dit mini-map samt skærmen med store pile angives hvor og hvor langt du er fra næste mål. Våbnene lyder godt, mens hvad der foregår omkring dig er sværere af decifrere. Det er ikke til at sige om din fjende er tæt på, langt væk, foran dig eller bag dig. Det lyder alt sammen ens og det trækker gevaldigt ned. AI’en er heller ikke noget at råbe hurra for. Kun ganske få gange vælger dine modstandere at søge i dækning, selvom deres makker er blevet skudt i smadder 3 meter derfra. Bodycount er en kort fornøjelse. På den nemmeste sværhedsgrad tog det mig under 4 timer at løbe igennem single player delen. Det mest udfordrende værende de sekvenser hvor man er nødsaget til at bruge intel for at benytte en evne for at komme videre. Her oplevede jeg flere gange en glitch der gjorde at jeg ikke kunne opsamle intel, på trods af at det lå på jorden foran mig. Løsning? Genstart spillet ved sidste checkpoint, med den krølle på halen at man skal ud på dashboard/XMB for ikke at ende i en uendelig loading-sekvens. Historien er ret tynd og intet at hidse sig op over. Man får ikke af vide hvorfor The Target gør som de gør og historien til sidst hænger ikke helt sammen med hvad der er foregået i løbet af spillet.  Som historien skrider frem låser du op for missioner til spillets bodycount mode. I bund og grund er dette bare en mulighed for at forbedre din score på en given mission. De er bygget op nøjagtigt som kampagne-delen. Sidst men ikke mindst er der online multiplayer. Denne består af deathmatch, team deatchmatch, co-op og private match. Alle hvor du spiller de samme baner som anvendes i kampagne-delen. Ikke det mest ophidsende og specielt ikke med det spawnsystem der anvendes. Jeg oplevede en kamp hvor 2 modstanderne spawnede 3 meter foran mig, begge med ryggen til. I løbet af få sekunder havde jeg scoret mig to kills og da en kamp ender ved 15 kills er dette en kort førnøjelse. Som samlet pakke efterlader Bodycount en hel del at ønske. En god våbenfølelse og underholdende skuddueller vejer ikke op for tung styring, en kort singleplayer del med en tynd historie og en yderst haltende online del.
|
Kommentarer:
Legendarisk er måske så meget sagt imo.. De formåede at få Xbox grafik ud af en PS2, men ellers var det mest en, mere eller mindre, glorificeret koridor-shooter. Explosive barrels aplenty
Det er lidt en skam at spillet ikke kan leve op til "forgængeren".