| Anmeldelse: Call of Juarez: The Cartel | |
|
 Call of Juarez fangede de fleste gamere på det forkerte ben, da spillet udkom tilbage i 2007. På trods af et haltende gameplay og en historie, tyndere end den gennemsnitlige Michael Bay film, så havde spillet en charme og ikke mindst en helt fabelagtig god western-stemning, som ligeledes gjorde sig gældende i den mere finpudsede toer. Nu er Call of Juarez serien tilbage med det tredje afsnit kaldet The Cartel og på bedste Call of Duty vis, har Techland og Ubisoft styret serien ind i nutiden. Spørgsmålet er så, om det er en beslutning som er en sheriff værdig, eller om udviklerholdet burde dyppes i tjære og fjer. Til trods for det moderne setup, så er der stadigvæk western-agtige aner i The Cartel. Spillet byder dig velkommen til blandt andet Los Angeles og, for serien, det obligatoriske Mexico, og herudover er det værd at bemærke, et én af hovedpersonerne hedder Ben McCall, samme efternavn som brødrene Thomas og Ray fra seriens andet spil. Altså har Techland ikke helt glemt de gamle rødder, til trods for deres træk ind i nutiden. Sammen med snigskytten Kim Evans og den pistolglade Eddie Guerra er Ben McCall del af en nystiftet enhed, som har til formål at infiltrere og opløse et narko-kartel, som også står bag andre forbrydelser som eksempelvis menneskehandel. Herudover er kartellet også under mistanke for et terrorattentat mod en politibygning i Los Angeles, hvilket har øget politiets indsats mod banditterne. Dette til trods har politiet kun kunne afsætte de tre ovennævnte hovedpersoner til opgaven, og da vores helte ikke just er perlevenner går der ikke længe, før konspirationerne flyver omkring ørerne på Ben, Eddie og Kim, naturligvis sammen med projektiler og andet skyts.  Som de tidligere spil i serien, så er The Cartel en First Person Shooter og en ganske almindelige af slagsen. Spilleren bærer ét primærvåben samt to pistoler eller SMG’ere, alt efter hvilken karakter man vælger. Herudover kan man vælge at kaste en granat, hvis kampene bliver lige intense nok. Ikke noget nyt under den bagende westernsol dér. Cocentration Mode er endnu engang tilbage, hvilket betyder at man efter at have nedlagt et vist antal fjender, kan aktivere Concentration Mode og dermed få 4-5 sekunder i slowmotion, som ofte kan være nok til at nedlægge et ikke ubetydeligt antal skurke. Herudover sættes man ofte bag rattet i en patruljevogn, og det går ikke stille af sig. Primært fordi at man som passager har muligheden for at læne sig ud af vinduet og skyde efter de tonsvis af fjender der altid er lige i hælene, men også fordi at chaufføren, grundet en decideret horribel bilfysik, ofte bruger mere tid på at køre ind i forhindringer end at følge vejen. Det er beskæmmende for de ellers gode biljagter, men heldigvis er majoriteten af spillet til fods og ikke på fire hjul.  Man kan spille The Cartel alene eller i det som Ubisoft har døbt Coopetition, altså en form for konkurrencepræget coorporation. Man spiller sammen om at nedlægge spillets mange fjender, men undervejs i spillet er der en intern konkurrence, som omhandler spillernes mistro til hinanden. Ingen af de tre hovedpersoner har rent mel i posen, og mens Eddie gerne snupper lidt af de pakker med stoffer man finder undervejs, så har Ben ingen skrupler med at tjene lidt ekstra til politipensionen ved at tage penge fra forskellige smuglerbuler. Hvis man klarer det uden at blive set, ja så er der XP og achievements at tjene, men bliver man opdaget får man intet ud af sine anstrengelser ud over en lang næste, mens personen, der opdager tyveriet, til gengæld belønnes. Undervejs får man også opkald med opgaver fra personlige kontakter, og her gælder samme præmisser og dette er med til at gøre spillet spændende, idet opgaverne varierer fra person til person, så man skal altså spillet igennem med alle tre hovedpersoner for at prøve alle opgaver og har man ikke været det, ja så kan man bruge lang tid på at gruble over, hvem makkeren snakkede i telefon med. Det skal dog nævnes, at man SKAL spille online for at få optimal udnyttelse af denne feature, idet dine holdkammerater tilsyneladende ingen interesse har i at være korrupte, når man lader AI’en overtage styringen. Det lyder alt sammen meget godt, men end ikke Coopetition kan skjule det faktum, at Call of Juarez: The Cartel er en mager omgang som næppe kommer til at gå over i spilhistoriebøgerne for noget som helst. For det første er alt set før, lokationerne, våbnene, fjenderne og stort set alt andet end biljagterne og Coopetition er uden twists eller andre gameplayændringer i forhold til enhver anden moderne shooter. Og som moderne shooter fungerer The Cartel bare ikke, hvilket blandt andet skyldes en skrækkelig våbenstyring, et cover system som ikke rigtigt fungerer samt et hav af skuddueller, som slet ikke har samme intensitet som de tidligere spil, til trods for at der ofte er langt flere fjender.  The Cartel føles som et spil, der godt kunne have brugt nogle måneder mere under udviklingsluppen, for flere steder er spillet decideret klodset. Herudover er der tonsvis af glitches og bugs, og nogle gange blokeres man på banen, simpelthen fordi éns medspiller sidder fast i miljøet eller bare ikke har fundet ud af at komme videre. Det er frustrerende, og det burde ikke kunne lade sig gøre at lave så banale fejl i et spil. Disse fejl følger desværre også spillet ind i multiplayerdelen, hvilket dog ikke nødvendigvis er Ubisofts eller Techlands skyld. Der er nemlig udgivet en mod-opdatering til The Cartel, ja faktisk inden release, og dette har resulteret i at en del af modstanderne online er uovervindelige, lynhurtige og derudover aldrig løber tør for ammunition. Det er lidt synd, for multiplayerdelen har nogle fine elementer. Man spiller enten som lovens lange arm eller forbrydere. Der spilles i typiske gamemodes som Team Deathmatch eller Missions, hvor man skal løse en række opgaver, som eksempelvis at stjæle et pengeskab eller beslaglægge stoffer fra en bande. I takt med at man stabler kills op stiger man i rank, hvilket åbner op for våben, perks og skudsikre veste, ikke noget nyt under solen her. Det er partner-konceptet til gengæld, for mellem kampene kan man vælge sig en makker, som man får fordele af at følge. Han kan eksempelvis give dig ammo, genoplive dig og når du er tæt på din makker er du sværere at få has på. Dette fungerer egentligt ganske godt, og tilfører et taktisk element til de mange intense kampe, som dog desværre har samme problemer som singleplayerdelen, nemlig det underlige våben feel og ukomplette cover-system.  Et helt andet problem, som ligger ud over det gameplaymæssige, er stemningen. Eller rettere sagt, mangelen på samme. For til trods for at Techland har forsøgt at bevare lidt af western-stemningen, blandt andet via soundtracket og Ben McCall, som med hat, vest og jeans ligner hans forfader Ray McCall, så er The Cartel en sjæleløs og tom oplevelse, som ikke rigtigt formår at sætte noget nævneværdigt aftryk i spillerens erindring. Soundtracket er okay, mens dialogerne til tider tangerer til det pinlige, blandt andet ved det overdrevne brug af f-ordet og derudover et væld af gentagelser, specielt undervejs i banerne. Grafisk set er der tale om et skridt frem og to tilbage. Enkelte sekvenser, som eksempelvis den første skov-bane samt banerne i Mexico, fremstår ganske flotte, mens specielt banerne indendørs og i betonmiljøer er særdeles tamme. Figurerne lader meget tilbage at ønske hvad angår animationer generelt. AI’en måtte ligeledes gerne have fået sig et nøk op, for såvel fjender som venner agerer til tider fuldstændigt håbløst i forhold til hvad man kunne forvente.  Lad det bare være sagt med det samme – Call of Juarez: The Cartel fremstår for mig som én af 2011’s største skuffelser. Det er fejlfyldt, uinspirerende og foruden Coopetition og online Partnership er der absolut intet nyt at hente i hverken campaign eller onlinedelen. Det er en gåde hvorfor Techland har besluttet sig for at flytte Call of Juarez serien fra det originale western-setup, som emmede af cowboystemning fra ende til anden, til et moderne men samtidigt sjæleløst nutidskoncept, som alle har set tusinde gange før. Dermed ikke sagt, at der ikke er underholdning at hente, for man kan sagtens få gode stunder med The Cartel. På bundlinjen er der dog bare for få lyspunkter til at opveje spillets klodsede elementer.
|
Kommentarer:
God anmeldelse Tue og dette ryger så over i den massive bunke af skraldetitler i år der ikke skal ejes.