| Anmeldelse: Dark Souls | |
|
 Det Playstation 3-eksklusive Demon’s Souls blev hurtigt lidt af en levende legende indenfor spilbranchen, primært på baggrund af sin sindssygt høje sværhedsgrad. Nu er efterfølgeren Dark Souls landet, og heldigvis bliver Xbox 360 ejere ikke snydt, for dette fantasy rollespil fra From Software og Namco Bandai. Vi har tændt Xbox 360’eren, sat Dark Souls-skiven i maskinen og forberedt os på at dø, igen og igen. Og lad det da bare være sagt med det samme: Du vil dø, og du vil dø rigtigt mange gange. For til trods for, at Dark Souls ifølge Demon’s Souls fans ikke er så svært som sin forgænger, så er der tale om en helt anden indlæringskurve og generel sværhedsgrad, end langt størstedelen af de titler der sendes på spilmarkedet anno 2011. Som helt eller heltinde vågner man op i Undead Asylum, en sidste hvileplads for uheldige sjæle, som for evigt er forvist til en zombielignende tilstand. Naturligvis bryder man ud, og herfra får man fortalt en episk, men dog noget forvirrende historie, om gamle guder og monstre og en enorm dragekamp, hvorefter man igen overlades til sig selv. Spillet kan nu begynde.  Der gemmer sig fra starten lidt af et kulturchok for nutidens gamere, også rollespillerne, som igennem flere Fable, Fallout og Elder Scrolls udgivelser har været vant til, at blive holdt godt og grundigt i hånden. Dark Souls gør nemlig intet for at hjælpe spilleren på vej hverken geografisk eller gameplaymæssigt. Man får således kun de basale teknikker fortalt, ligesom man blot får en minimal hjælp til, hvad der er spillerens mål. Man bruger derfor hurtigt timer på at fare forvildet rundt og lede efter den flinke troldmand, som hjælper én på vej med våben og magi, men efter kilometervis af hvileløs vandring må man erkende, at han ikke findes og at Dark Souls verden er et gigantisk, fantastisk men ubamhjertigt sted. For ikke alene skorter det på hjælp, det vrimler også med ubehagelige monstre og anden ondskab, som forsøger at tage livet af vores helt.  Netop i fjendedesignet ligger Dark Souls største force. Hvis man ser bort fra de typiske fodtusser, som efter kort tid kan nedlægges uden problemer, så vrimler Dark Souls med monstre i en størrelse og med en dybde, der uden problemer kunne gøre dem til mindeværdige bosser i andre spil. Drager, pansrede vildsvin, gigantiske fabeldyr og onde riddere med overmenneskelig styrke er blot et udsnit af de fjender, som man meget ofte løber i. Disse er altså ikke bosser, som man møder én gang hver 2. time, nej der er tale om monstre, som kan dukke op med meget få minutters mellemrum. Bosser er der naturligvis også, og her er der tale om ofte endnu større eller endnu mere komplicerede fjender, og bare deres bevægelsesmønstre, angreb og designmæssige udformning er et studie i sig selv. Kampsystemet er i sig selv ganske simpelt, men alligevel uhyggeligt dybt. Typisk anvender man kun sit sværd og skjold, krydret med lidt magi og til nøds bue og pil, men dette til trods, så tager det enormt langt tid at mestre de enkelte kampe, netop fordi fjendedesignet er så helstøbt og dyrket til perfektion. Hver enkelt ny fjende kræver et nøje studie inden man kaster sig i kamp, og dette er uanset om der er tale om en mindre ork eller en gigantisk hydra. Fjenderne er nemlig ofte dødelige hvis man dummer sig, og holder man ikke øje med sin karakters stamina, eksempelvis fordi at man bliver overivrig, så har man ikke energi til at parere fjendens slag, som derefter tager livet af dig. Det er svært, uhyggeligt svært, at mestre, men det er vigtigt at understrege, at Dark Souls ikke er svært, fordi at spillet bruger feje tricks til at overmatche dig. Faktum er, at hvis du dør, så er du selv skyld i det, også selvom du dør for 100. gang. Det er et opgør mod nutidens spiller, som lever efter devisen, at hvis du kan møde en fjende, så kan denne dræbes. Det er ikke tilfældet i Dark Souls, hvor level-grinding ofte er lige så vigtigt som at kende modstanderen.  Herudover er der enormt stor forskel på, hvordan spilleren spiller spillet. Enkelte genstande kan have ultimativ indflydelse på, hvordan man klarer sig, og loot-faktoren er således ofte det der afgør, hvor hurtigt og hvordan man forsøger at klare spillet. Der er genstande, som går igen uanset hvor mange gange man spiller spillet, men alligevel er anvendelsesmulighederne så forskellige, at det ændrer spillet radikalt. Det er en virkelig lækker feature, for det er jo looting og fantasy-elementer som bør være omdrejningspunktet i et godt rollespil. For at stige i level skal man bruge souls, der udover at fungere som XP også er spillets handelsvaluta. Alt opgøres i sjæle, så man lever i det evige dilemma, hvor man konstant overvejer om de optjente souls skal bruges til at købe udstyr eller til at gøre sin karakter stærkere. Én ting er dog sikkert; man skal passe meget på med sine souls, når først man har fået optjent en god stak. Skulle man være så uheldig at dø, vil alle souls nemlig forsvinde og disse kan alene generhverves ved at vende tilbage til stedet hvor man døde, og genopsamle alle souls. Skulle man dø igen inden da, vil alle souls være tabt.  Foruden souls finder man også humanity. Humanity lader spilleren, som jo som nævnt i starten er undead eller hollow som det kaldes i spillet, genopstå i menneskeform. Dette giver en HP bonus og samtidigt øger humanity sandsynligheden for, at man finder loot på døde fjender. Humanity kan dog også bruges ved spillets checkpoints, de såkaldte bonfires, til at øge antallet af Estus Flasks, som er en energiskabende drik. Det ekstra antal af flasker kan være medvirkende til overlevelse frem for den sikre død, når man bevæger sig imellem bonfires. Dog skal man være opmærksom på, at Dark Souls er et onlinespil, og når man træder ind i menneskeform via humanity, så åbnes der også for, at andre spillere kan invadere dit spil, hvorefter i skal kæmpe i en episk kamp på liv og død. Vinderen overtager souls og humanity, mens taberen naturligvis taber ditto, og i øvrigt bliver slået tilbage til hollow-form igen. Når man har humanity kan man dog også åbne en port til andre spillere, de såkaldte ghosts, og sammen kan i så bekæmpe bosser. Dark Souls er dermed et multiplayerspil, uden egentligt at være det. Oftest vil man løbe rundt i verden alene, kun afbrudt af enkelte sammenfald med andre spillere, som typisk dukker op på skærmen som spøgelseslignende silhuetter, som ikke har indflydelse på spillet. Disse kan dog efterlade dig beskeder på jorden med advarsler om bosser, lovninger om skatte eller andet, men vær varsom, for hvor nogle beskeder holder hvad de lover, så kan andre lokke dig ind i den sikre død. Skulle en anden spiller være død i det område du befinder dig, kan du se hvordan dette skete ved at berøre en blodpøl på jorden. Det er ikke multiplayer som vi kender det, og det er tydeligt at From Software ønsker at bevare følelsen af ensomhed i den dystre og gigantiske verden. Desværre er det ikke altid at de direkte møder med andre spillere fungerer og specielt kan det være enormt svært at hidkalde andre spillere, idet serversystemet er opbygget på en kompleks, regionsinddelt måde.  Derfor må man typisk udfordre verden på egen hånd, men det gør bestemt heller ikke noget, for Dark Souls’ fantastiske univers er så stort og så til tider fantastisk smukt, at man glæder sig over ikke at have en partner som hiver i én for at komme videre. Der er så ufatteligt mange regioner at undersøge og de skifter alle sammen i udformning. Lige fra gigantiske borge, til kloaksystemer, strande, forbandede skove og gamle slotsruiner. Det hele er særdeles overvældende, og når fjendetyperne samtidigt varierer efter miljøet, så føler man at man starter et helt nyt eventyr hver gang man skifter miljø. Desværre kan spillet, i al fald på Xbox 360, ikke altid følge med når tingene bliver mest hektiske, hvilket resulterer i meget mærkbare framedrops i perioder. Det er en dyb og træls ridse i lakken, specielt når nu spillet ellers leverer en grafisk vare, som sjældent er set så original og fantastisk dragende indenfor fantasy-RPG’er. Musik er der ikke meget af, men lydsiden formår alligevel at være overbevisende, idet lydene i spillet er så gennemarbejdede. Eksempelvis er der en verden til forskel på, hvilke våben man bruger, hvilket udstyr man er iklædt og hvordan fjenderne råber og lyder. Det er et studie i sig selv. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er enormt glad for og overrasket over Dark Souls. Jeg er ikke den store hardcore RPG-spiller, men det er jeg blevet. Dark Souls er én af de få titler, som ikke har ændret sig selv til at passe til spilleren, i Dark Souls er det spilleren der skal tilpasse sig til spillet. Det er frustrerende, ubamhjertigt og decideret ulækkert svært til tider, men samtidigt er det belønnende, spændende og helt igennem fantastisk. Det kan end ikke nogle momentale framedrops og den trial-and-error-agtige tilgang til nogle ting ændre på. Dark Souls er en nyklassiker, og en forbandet god én af slagsen.
|
Kommentarer:
Min indre gamer vil virklig gerne igang med denne titel men jeg ved, pga. travl hverdag samt jeg slet ikke kan fordybe eller fokusere mig på og i spil mere, så bliver det halvanden time før det røg på hylden igen.
En titel jeg gerne ville ha' spillet i min unge dage.
Og dog...måske skal jeg lige snuse til Skyrim, men det har jeg slet ikke tid til at fordybe mig i heller
Ellers super god anmeldelse :)