| Anmeldelse: Dead Island | |
|
 Deep Silver og Techland gav i februar 2011 et skoleeksempel på, hvordan man med et trylleslag forvandler en kommende udgivelse fra gemt og glemt til must have. Ved hjælp af en stærk følelsesladet, tragisk og kronologisk gennemtænkt trailer, fik de to aktører flyttet Dead Island fra glemmebogen og helt frem blandt de allerstørste efterårstitler på markedet. Spørgsmålet er så, om spillet kan leve op til den flotte trailer og de gigantiske forventninger. Lad mig med det samme slå det fast med syvtommersøm: Dead Island er hverken særlig emotionel eller dramatisk, ja faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at selve historien er overflødig og i bedste fald fuldstændig ligegyldig, men lad os da tage den i korte træk. Du vågner op på dit hotelværelse i tropeparadiset Banoi med gigantiske tømmermænd efter en våd aften på ét af de fashionable stranddiskoteker i området. Kort tid herefter indser du dog, at hurtig adgang til hovedpinepiller og junk-food er dit mindste problem, for i løbet af natten er Banoi blevet overrendt af horder af zombies, og de ønsker naturligvis at vores helt/heltinde står øverst på menuen hos de udødes festbanket. Og så er man ellers i gang, der er ingen baggrundshistorie om, hvor de levende døde stammer fra, ligesom der heller ikke gøres det store ud af at fortælle barndomshistorier om spillets fire hovedpersoner. Man har heller ikke nogen mulighed for at lave sin figur om udseende- eller evnemæssig, så man er altså fastlåst til at vælge mellem fire figurer, med hver deres spidskompetencer indenfor skarpe våben, tunge våben, skydevåben og kasteskyts. Ergo er der ikke meget RPG at spore på dette område. Selve spillet opleves i førstepersons-perspektiv, og hvor RPG-elementerne ikke var fremtrædende ved valg af figur, så bliver de lynhurtigt mere mærkbare når man først kommer i gang med spillet. Der skal med andre ord samles tonsvis af genstande, våben, helbredsgenererende fødevarer og andre ting til den store guldmedalje. Alle våben har hver deres karakteristika, og ligesom i Borderlands kræver de, at spilleren har nået et bestemt level, før man kan bruge dem. Modsat andre RPG’ere skal de fleste helbredsgenstande indtages straks, hvorfor det ikke er muligt at gemme disse, til dårlige tider. Typisk støder man i diverse værktøjer som søm, kabler og gaffatape, som senere i spillet kan bruges til på bedste Dead Rising vis at skabe hjemmelavede og kraftigere våben.  Og våben får man brug for, for selvom at der står FPS skrevet ud over alle gameplayelementer i Dead Island, så går der flere timer, før man får fat i det første skydevåben. Dermed er man altså tvunget til at tage de mange opgør med de utallige zombies up-close-and-personal, og når våben tidligt i spillet er omtrent lige så skrøbelige som et ballondyr i strid modvind, så er det bare med at få samlet en masse våben sammen, som kan gemmes i spillerens tilsyneladende usynlige rygsæk, og findes frem når den åre/køkkenkniv/kosteskaft som spilleren kæmper med går i stykker. Senere i spillet har man ikke helt det samme problem, specielt fordi at man kan få bedre våben repareret og styrket hos forskellige figurer i spillet, som på underligste vis har fundet et forretningsgrundlag i at sælge våbenreparationer under en zombie-epidemi. I starten vil man bruge ekstreme mængder tid på at studere Banoi, som er et underskønt og gigantisk paradis i helvede og lad mig bare konkludere, at Dead Island i størrelse i langt højere grad minder om Fallout end Dead Rising. Du får omkring 30 timers spilletid på Banoi, som ikke bare byder på smukke sandstrande og luksuriøse hotelsuiter men også byder spilleren indenfor i et laboratorium. Det er afvekslende og lækkert, og spændingen ved at rejse fra det ene sted med det andet er, næsten, nok til at man glemmer hvor skrækkeligt bilfysikken er i Dead Island.  Og det er lidt ærgerligt, for specielt i starten af spillet består langt størstedelen af spillerens opgaver i at køre frem og tilbage mellem forskellige områder, hvor værdigenstande, fødevarer og våben skal fragtes rundt mellem de overlevende. Det er meget realistisk, men ikke videre underholdende, men gudskelov kommer der efter en særdeles sløv start gang i sagerne og missionerne bliver anderledes krævende og afvekslende. At kæmpe mod uendelige horder af zombies lyder umiddelbart som en noget langtrukken sag, men gudskelov varierer disse i både type og kompleksitet. Der er de almindelige Walkers, som er den typiske langsomme og dumme zombie, så er der infected, thugs og floaters, som hver især har fart, styrke eller rækkevidde som speciale. Alle er udstyret med health-niveau og level i bedste RPG stil, og når man sætter et angreb ind vil små svævende tal indikere, hvor meget skade man har gjort. Her er RPG elementet gennemtrængende. Det samme gælder spillets skill-træ, hvor man kan specialisere sin figur i tre forskellige områder, som omhandler kasteskyts, slagvåben og generelle færdigheder. Når man stiger i level får man et skill points som man kan bruge på ét af disse områder. Efter man har ”åbnet” træet vil der være tre skill-grene til hvert område, og det er tydeligt at mærke at Techland her har kigget efter Borderlands. Heldigvis har Techland også ladet sig Borderlands-inspirere på det område, der er spillets helt store genistreg, nemlig co-op. Her taler vi om en funktion, som udover det skægge i at spille fire mand sammen, simpelthen er genialt udført. Onlinedelen er nemlig bygget således, at man løbende får at vide, om der er spillere i nærheden. Er dette tilfældet, så kan man springe ind i deres spil via et enkelt tryk til venstre på d-paddet, og spillet sørger for, at man altid finder en lobby med spillere, som levelmæssigt og geografisk er i nærheden.  Man kan aldrig komme i en lobby med en spiller, som i forhold til storyline befinder sig længere fremme, men man kan dog komme ind i et spil, hvor hosten er længere fremme i level. Her fungerer systemet ikke optimalt, idet man ikke gør den store skade med sine våben og typisk ikke kan bruge de våben som fjenderne taber, fordi de bliver rangeret efter hosten. Det er ærgerligt, men det ændrer ikke på, at co-op er en helt fantastisk oplevelse. Der er dog nogle skår i glæden. Foruden førnævnte problemer med co-op og tidligere nævnte elendige styring når man fører et køretøj, så er Dead Island en noget fejlfyldt oplevelse. Man vil løbe ind i side-quests som ikke kan gennemføres, svævende våben og fjender som forvilder sig ind igennem bjerge og sætter sig fast i landskabet. Herudover virker det som et uheldigt designvalg, at helbredsgivende genstande, våben og zombier konstant spawner med forholdsvis korte mellemrum præcist de samme steder, da det tager brodden lidt af survival-horror setuppet at vide, hvor den næste fjende og det næste våben befinder sig. Heldigvis har Techland annonceret en gigantisk patch, men det er alligevel frustrerende, når nu spillet ellers excellerer på mange andre områder. Men hvis man skal rise Techland for bugs og designfejl, så skal man også rose dem for deres valg indenfor lokation. Modsat mange andre zombie spil, som eksempelvis Dead Rising og Left 4 Dead, så er miljøerne i Dead Island for det meste langt mindre dystre. Banois tropiske paradis er en skærende kontrast til de muterede udøde og hvis man ser bort fra, at det for det meste er suverænt flot lavet, så er det også en tiltrængt forfriskning i forhold typiske zombie-spil, som ofte vælger dystre og mørke designs. Der er desværre ikke nogen dag- og nattecyklus, som havde sat et fantastisk prik over i’et, men selv uden dette så er Dead Island et vanvittigt flot spil, selv på konsollerne, også selvom figurdesignet er mindre kønt end landskaberne.  Stemmeskuespillet kan ikke helt følge med grafikken, hvilket primært skyldes den klichéfyldte dialog og i særdeleshed den rædderlige dialekt. Der må simpelthen komme et tidspunkt, hvor amerikanerne finder ud af, at ikke alle fra Australien taler som Crocodile Dundee. Til gengæld er ”stemmelægningen” på zombierne eminent, og det risler koldt ned af ryggen når en lynhurtig infected brøler i det fjerne. Lydsiden er meget stemningsbetonet og fanger ganske godt det nærmest overvældende flotte lydspor fra den episke trailer, som nævnt først i anmeldelsen. Konklusionen er, at hvis man havde forventet en krysning mellem Left 4 Dead og Dead Rising, så tager man grueligt fejl. Dead Island er helt sin egen og det er bestemt positivt. Med 30 timers toptunet underholdning og en fremragende, lettilgængelig og sjov co-op mulighed, så er det et spil man kan tage alene eller samen med venner. Men man skal dog være forberedt på, at glitches kan forekomme og ikke alting er lige realistisk. Spillet har hidtil fået mellem 3/10 og 9,5/10, og min vurdering er umiddelbart, at spillerens oplevelse af Dead Island afhænger af, hvor fejlfikseret denne er. Kan man ikke leve med, at skulle reloade et checkpoint fordi man sidder fast i en klippe, så skal man gå i en lang bue forbi Dead Island, men hvis man kan, så er spillet et rigtigt godt bud på en efterårsoverraskelse.
|
Kommentarer:
Ser frem til spillet, og dejligt med ny patch. Lidt ærgerligt hvis historien er helt væk, men så må man jo tage det for hvad det er - first person hack'n'slash.
BTW Arena DLC'en kommer først sent i september, har ShopTo.Net skrevet til mig.
Jeg tror roligt man kan vente med at købe Dead Island, ikke fordi at spillet forventes at blive bedre over tid, men simpelthen fordi jeg føler mig overbevist om, at spillet vil få en kerne af inkarnerede fans som det er tilfældet med Borderlands. Man skal således ikke frygte at komme til at spille alene, selvom man først køber titlen et halvt år efter release.
Jeg er virkeligt godt tilfreds med det, som Techland og Deep Silver har fået ud af spillet!
Men venter med spændning på den opdatering....
Du tilhører også den tilgivende kinda guy Cakke.
Det er jo ikke fordi en lille fejl i spillet får dig til at tyre controlleren i gulvet vel ;)