| Anmeldelse: Duke Nukem Forever | |
|
 Duke Nukem Forever slår en del rekorder for længste udviklingstid, idet spillet har været undervejs siden 3D Realms i april 1997 annoncerede spillet. Sidenhen har 2K Games og Gearbox overtaget projektet, og spørgsmålet er så, om spillet tilnærmelsesvist har været ventetiden værd. Til trods for, at det nu efterhånden er halvanden årti siden at Duke Nukem sidst tæskede slimede aliens, så holder han sig godt. Egoet fejler i al fald ikke noget, og en verdensredning er naturligvis noget, der giver en omgang velfortjent opmærksomhed fra specielt velproportionerede hunkøn. Duke Nukem tvinges dog væk fra sit lejde på laurbærrene, idet ondsindede rumvæsener atter engang invaderer jorden, denne gang i et decideret hævntogt hvor Duke Nukem, og førnævnte hunkøn, er de primære mål. Længere er historien egentligt ikke og fred være med det, for det har aldrig rigtigt været historien der var i fokus i Duke Nukem-serien. Spillet er i sig selv en ganske almindelig shooter, hvor man stik mod tidligere spil i serien kan bære to våben, samt to varianter af granater. Man kommer undervejs til at stifte bekendtskab med de fleste gamle våben-kendinge, heriblandt ripperen, shrinkeren og i særdeleshed den trofaste shotgun, og herudover byder den moderne Duke Nukem på flere passager med turret-action og sågar også en sektion med monster-truck racing, både i normal størrelse og miniformat.  Det er tydeligt at man undervejs i udviklingen har kigget andre spilstudier over skuldrene. Således finder man både Quick Time Events, miljøer der kan smadres, genopladelig health-bar og andre nymodens elementer i Duke Nukem Forever, eller nymodens er måske så meget sagt – det var nyt da Duke Nukem Forever blev annonceret i al fald. Med andre ord er det ikke gameplayet, der skal sælge dig dit eksemplar af Duke Nukem Forever, men derimod den til tider obskøne og brutale mandehumor, som vi kender det fra Duke Nukem 3D, de hurtige punchlines og de rablende gale indslag undervejs. Her støder Duke Nukem Forever i det første problem, for imens publikummet fra det første spil er blevet 15 år ældre, så befinder udviklerholdet sig tilsyneladende i en tidslomme, hvor kalenderen stadigvæk siger 1997 og Hansons vederstyggelige ”Mmm’Bob” blæser ud af radioen.  For hvor latrinær humor i Duke Nukem 3D’s tid var både frækt og grænseoverskridende, er de selvsamme jokes i dag tåkrummende pinlige, og i øvrigt fuldstændigt uden relevans idet denne form for humor langt fra er tabu længere. Denne fornemmelse forstærkes yderligere af de enkelte gange. hvor Duke Nukem Forever formår at hive niveauet op til det geniale, primært når referencer til andre spil bliver trukket ind fra sidelinjen. Det sker dog alt for sjældent, og i stedet bliver man spist af med alt for mange letkøbte underlivsvittigheder, som virker irriterende på alle andre end Uffe Holms trofaste stand-up publikum. Duke Nukems allerstørste problem er dog, at spillet føles tudsegammelt. Gameplayet bevæger sig på ingen måde over standard, og når man samtidigt har ladet sig inspirere af nutidens shootere, og erstattet den gammeldags free-play FPS’er med en lineær, scriptet oplevelse, så har man for alvor hægtet spillet af i det store shooter-ræs. Et enkelt lyspunkt er de gakkede våben og skæve indslag, men det er en smule paradoksalt, at spillets måske bedste bane er hentet direkte fra et andet populært univers. Du får et hint: Mennesker fæstnes til væggen, hvorefter de venter på at blive befrugtet af små, edderkoppelignende væsener som kravler ud af knæhøje æg. Got it?  Det samme kan kun siges om den grafiske del af spillet. Selvom spillet naturligvis har fået flere makeovers undervejs, og dermed ikke ligefrem lugter af 1997, så er der slet ingen tvivl om, at det er et gammelt spil i ny indpakning man har fået i hænderne. Animationerne er klodsede, miljøerne er uskønne og så har stort set samtlige overflader den vederstyggelige skinnende effekt, som samtlige launch-spil fra den nuværende konsolgeneration havde, fordi det så glossy ud. Den tid er dog for længst ovre, og når frameraten samtidigt er ustabil og man derudover spises af med loadingtider på op til trekvart minut (i al fald på konsolversionen), så kan man undre sig over, hvad udviklerne har brugt de 15 år til. Det samme kan siges om lyden, hvor man som oftest må lægge øre til små, ubemærkelsesværdige militærhymner, mens fjenderne grynter og Duke Nukem konstant kaster den ene one-liner af sig efter den anden, vel at mærke med varierende succes. Lyden er som sådan ikke ringe, men heller ikke noget man efterfølgende vil huske som værende noget specielt. Dette kan også siges om spillets onlinedel, hvor man kan kaste sig ud i mere eller mindre traditionelle gamemodes i en kamp på hæder og ære. Onlinedelen fungerer som mange nymodens spil via et rank-up system, hvor man undervejs i spillet får åbnet for flere effekter, blandt andet inventar i Dukes lejlighed samt udstyr, således at man selv kan udklæde sin egen Duke efter behov. Der åbnes ikke op for våben, som i stedet er spredt ud over banen som pick-ups.  Onlinedelen lider dog af deciderede balanceproblemer, hvilket skyldes en del af designopbygningen. Eksempelvis er Devastatoren, en slags dobbelt-raketkaster, ekstremt overpowered, og kombinerer man denne med en jetpack er resultatet en gudelignende superspiller, som svæver rundt i luften og banker alt i småstykker. At man så samtidigt får uendeligt ammo til de våben man samler op virker decideret sært. Onlinedelen er okay til lidt afveksling, men specielt her går det op for spilleren, hvor gammelt og upoleret Duke Nukem Forever er. Banerne er uinspirerende og animationerne på de andre Dukes er decideret pinlige. Jeg husker hvordan jeg for et par år siden glædede mig til at smække Guns N’ Roses’ længe ventede Chinese Democracy plade i anlægget, efter næsten to årtier uden udspil fra det efterhånden slagne rockband. Jeg husker ligeledes hvor skuffet jeg blev over resultatet af 19 års sjæleløs rock, som i den grad havde taget skade af for lang tid i et studie. Erkendelsen af, at det gamle Guns N’ Roses nu i højere grad burde hedde ”Axl Rose with Freakshow” var en bitter, men dog nødvendig, pille at sluge. På samme måde har jeg det med Duke Nukem. Spilverdenens svar på kombinationen af Johnny Bravo og Rambo er langt fra ældet med ynde, og man ville ønske at han havde fået lov til at leve på nostalgien. For faktum er, at jeg morede mig mere over gensynet med Duke Nukem 3D på Xbox Live Arcade, end jeg gjorde med Duke Nukem Forever. Og dette på trods af, at mange kokke efterhånden har været inde over dette gourmetprojekt, som trods 15 års simretid ikke hæver sig over en middag på motorvejsrestauranten Monarch.
|
Kommentarer:
Netop den del er nemlig gennemtænkt, gammeldags men gennemtænkt. Som shooter lader Duke Nukem Forever dog meget tilbage at ønske
Dog er jeg lidt skeptisk ved anmeldelsens indhold, afsluttende bulletpoints og så karakteren. For mig læser det hele som et klokkeklart 2-tal men får alligevel sneget sig op på 3, hvilket ændre perspektivet lidt. Men bagateller, god læsning under alle omstændigheder, fik væsentlig flere grin af denne anmeldelse end hele spillet sammenlagt.
Spillet er langt under middelmådigt, med kedeligt gameplay, dårlige tiltag og uinspirende gameplay.
Selv Prey, et spil med samme turmult under udvikling og var meget forsinket var rigtig flot og den dag idag er flottere end dette spil, plus det er væsentlig sjovere ... Alt i alt en kæmpe skuffelse og nej, jeg grinte ikke en eneste gang gennem spillet, det er kedelig akne humor.
Det er bestemt heller ingen hemmelighed at det er noget nærmere en karakter på 2 end på 3. Jeg har svært ved lige at pege ud hvad der gør, at spillet ikke føles som en 2'er, måske fordi de sekvenser, der føles som Duke og med den humor, som spillet burde have, står klarest i hukommelsen.
Men nogen nyklassiker er det bestemt ikke, og ikke andelen af de 15 års ventetid værd.
Det er mig en gåde at det fortsat sælger så godt til konsollerne, men okay, pre-orders samlet ind over de sidste halvanden årtier må vel også give ringe i vandet ;)
Ingen, ikke engang Hanson selv, syntes det var et fedt nummer Doc!