| Anmeldelse: FEAR 3 | |
|
 F.E.A.R. serien startede tilbage i 2005, hvor det dengang var Monolith der havde det udviklingsmæssige førersæde for horror-shooteren. Day 1 Studios var dog med hele vejen igennem, og nu får spilstudiet sammen med Warner Bros lov til at prøve kræfter af i F.E.A.R. 3, hvor Monolith har trukket sig tilbage. Hvis du ikke har stiftet bekendtskab med F.E.A.R. serien tidligere, så er det en rigtig god idé lige at få læst op på den kryptiske historie. I F.E.A.R. 3 styrer man som udgangspunkt hovedpersonen fra det første spil, Point Man, som har tilbragt tiden siden det første spil på den lukkede. Da hans afdøde og stærkt psykopatiske bror, Paxton Fettel – ligeledes fra det første F.E.A.R. spil, pludseligt dukker op i levende live og fortæller at alt er galt i den hårdt afprøvede by Fairport, retter mistanken sig mod det paranormale monster Alma, som i øvrigt er begge brødrenes moder. Forvirret? Så lad mig da lige understrege at det faktisk var Point Man der slog Paxton Fettel ihjel og at Alma i øvrigt er gravid i sådan en grad, at hver af hendes veer konsumerer dele af Fairport og river byen fra hinanden. Ja den syrede historie til trods, så er det faktisk ikke nogen drivkraft overhovedet. Det er synd og skam da universet ellers er fedt og forhistorien både er uhyggelig og tragisk, men når fortællermetoden kan koges ned til små tekstbrudstykker imellem banerne, så bliver der næppe tale om en episk fortælling.  Det gør nu heller ikke det store, for F.E.A.R. har aldrig rigtigt drejet sig om historie, men derimod den hårdkogte action kombineret med den hårrejsende psykologiske horror. Én af disse dele er velbevaret og i øvrigt forbedret i meget høj grad, og lad mig da bare afsløre, at F.E.A.R. 3 er en fremragende shooter som gameplaymæssigt faktisk duellerer med mange af de allerstørste indenfor genren. Dette skyldes først og fremmest en vanvittig lækker og intuitiv styring. Til trods for at udvalget af våben er særdeles sparsomt, så er der lagt en del arbejde i de våben man rent faktisk kan finde, og specielt hit-markering og våben-feel er både realistisk men samtidigt også sjovt at bruge. Dette er et must idet det er de store action-sekvenser der fylder absolut mest i spillet, heriblandt de små sessions, hvor Point Man springer i en kæmpe-mech og løber de stakkels soldater fra vanvidsfabrikken Armacham midt over. Man kan naturligvis også benytte sig af Point Mans varemærke, nemlig de overmenneskelige reflekser, som gør slow-motion i begrænsede perioder muligt. Og selvom dette er spillets helt store salgsargument, så får Point Man alvorlig konkurrence af Paxton Fettel, som ikke alene kan overtage sindet på en fjende, hvorefter man kan styre denne og beskyde andre fjender, men Fettel er en ubehagelig type som også kan låse fjender i et psykisk jerngreb, skyde med supersoniske ultrabølger og knuse en stakkel soldat med en knytnæve. Det giver stort alsidighed i gameplayet, og man tager gerne endnu et playthrough på 6-8 timer bare for at få lov til at tvære fjenderne ud med den anden broder i spillet.  Undervejs i spillet kan man score challenge-points ved at udføre flere forskellige typer opgaver. Dette er de samme for hver bane, eksempelvis 50 headshots i banen, 10 kills uden at modtage skade, 25 kills med et våben og derudover også figurspecifikke kills som eksempelvis antal kills i reflex-time og antal kills af en besat Armacham soldat. Man ranker løbende op og for sine meritter får man eksempelvis mere reflex-time, højere health eller mulighed for at bære flere granater, så der er endnu en grund til lige at spille en bane igennem, hvis ikke man har fået points nok. Dette challenge system bliver båret over i den ganske glimrende co-op del, hvor man styrer én af brødrene og derefter kan vælge i hvor høj grad man vil spille på hold med sin bror. Den bedste spiller vil blive belønnet undervejs, ligesom slutningen i spillet afhænger af, hvem der er moderens (Alma) yndling. Co-op-delen er godt lavet og det er underholdende at spille med en makker, idet de to brødre komplimenterer hinanden godt. Eksempelvis kan Fettel holde fjenderne fast, således at Point Man kan nedskyde dem så nemt som ingenting.  Ovenstående oser af lovord til F.E.A.R. 3, som så sandeligt også er lidt af en action-adrenalin bombe, men der er ét overordnet problem, som irriterer en horror-fanatic som mig selv, grænseløst. Horroren er væk. I de første spil fik man gentagne gange foruroligende vrangsforestillinger, når den forpinte Alma trængte ind i spillerens hoved for derefter at vende op og ned på alt hvad der er virkelighed og fantasi. Denne del er fuldstændigt væk og Alma fungerer nærmest som en venligsindet person i spillet, og hun er endda udeladt i flere baner. De enkelte horror-elementer der er med i spillet forekommer mig særdeles søgte, eksempelvis som når en gruppe zombie-lignende borgere angriber spilleren, eller monster-lignende figurer hopper ud af væggen. Den snigende uhygge er væk, og det er synd, for de enkelte gange hvor Day 1 Studios lukker op for godteposen, så er der virkeligt en snigende paranoia på vej, dog uden at man når for alvor at få svedige håndflader. Og jeg mangler det! Alt for ofte vælger man endnu en ildkamp, i stedet for at sætte trumf for den opbyggende stemning, og det føles bare som (endnu) en shooter i langt højere grad end en gyser. Jeg mangler også, at F.E.A.R. serien for alvor gør op med den til tider lidt gammeldags og udslidte grafik. Day 1 Studios flytter spillet væk fra kontormiljøerne og underjordiske laboratorier, og det er et kærkomment skifte. Eksempelvis skal man en tur ind i en forladt lufthavn og i latinamerikansk slum (regn selv ud hvor inspirationen kommer fra), men det ændrer ikke på at grafikken langt hen af vejen oftest består af grå texturer og småkedelige designs. Animationerne er dog til gengæld godkendt, men det er altså ikke noget grafisk mesterværk vi har med at gøre – det havde måske også været for meget at forlange.  Lydsiden er kraftfuld og som shooter har spillet den helt rigtige dybde og effekt på eksempelvis våben og eksplosioner. Specielt i slow-motion sekvenserne får lyden en rigtig fin fylde og det virker stemningsgivende og adrenalinfremkaldende. Igen gør det sig gældende, at horror-delen halter gevaldigt bagefter, men da denne del fylder en mindre del af spillet er det ikke noget man mangler mere end højest nødvendig. Onlinedelen i F.E.A.R. 3 er alt andet end traditionel. Her skal man huske at få købt sig et online-pass, eller købe spillet fra nyt, for ellers er det kun halvdelen af onlinedelen der er åben. Man kan eksempelvis kaste sig ud i en Call of Duty Zombies-lignende gamemode, hvor man skal afholde Armachan soldater fra at trænge ind i en fæstning. Eller hvad med at styre en spøgelseslignende person, som skal indtage sjæle fra computerstyrede figurer og derefter konkurrere med op til tre andre om at være den bedste sjælesluger. Det passer rigtigt godt til universet, men selvom at nytænkning er fint, så kommer man til at savne en god gammeldags Team Deathmatch blandt løjerne. Alt i alt er F.E.A.R. 3 måske det bedste spil i serien og jeg er sikker på, at hvis F.E.A.R. 3 skulle sætte standarden for F.E.A.R. spillene, så var resultatet i dag blevet noget helt andet. Vi snakker om en noget bedre shooter men sandsynligvis også en noget mindre mindeværdig shooter. Og dette skyldes udelukkende, at den horror-del som drev specielt det første spil frem på et marked med tonsvis af shootere, nu er fuldstændigt forsvundet. Og her tror jeg at F.E.A.R. løber i et problem. For imens spilmarkedet råber på en unik oplevelse eller bare et lille twist i en i forvejen kendt genre, så drukner samme marked i generitiske shooter oplevelser. Som jeg ser det, så kan F.E.A.R. serien fremadrettet vælge, om man vil ligge i førerfeltet på et nichemarked, eller ligge i den solide mellemgruppe på primærmarkedet. Dette gør dog ikke F.E.A.R. 3 til et ringere spil af den grund, for det er det bestemt ikke – nærmere det modsatte.
|
Kommentarer: