| Anmeldelse: Goldeneye 007 Reloaded | |
|
 Hvis du ejede en Nintendo 64 og havde den mindste interesse i spil med action og skyderi, så er der er ganske pæn chance for at du har spillet det efterhånden legendariske Goldeneye 007. De fleste husker nok det dengang revolutionerende gunplay og 4-spiller split-screen hjemme i stuen, begge elementer som løftede spillet op på allerhøjeste underholdningsklasse. Nu har Activision og Eurocom genoplivet spillet og spørgsmålet er så, om nostalgien kan bære genudgivelsen frem. Goldeneye 007 Reloaded er, som titlen antyder, et spil som baserer sig på filmen Goldeneye. Verden trues igen af ondsindede magter, som via en supersatellit i rummet, truer med at smadre hele storbyer på stribe. James Bond sendes naturligvis af sted fra Secret Intelligence Servicen MI6 og det går jo som bekendt ikke stille for sig. Historien kender de fleste nok fra filmen eller Nintendo 64-spillet, så lad os ikke dvæle mere ved denne. I stedet skal det handle om det primære, nemlig hvordan de to spil fra hver sin konsolgeneration harmonerer med hinanden. Paradoksalt nok er det netop historien der er det første element på denne dagsorden, idet Reloaded har lavet om på en række elementer i spillet. Banedesignet er opbygget efter nutidens standard (læs, tonsvis af scripts og meget lineære baner) og til trods for, at flere elementer fra N64-versionen går igen, så kan man med rette sige, at der er tale om et næsten nyt spil.  Dette tjener bestemt til spillets fordel, idet vi efterhånden har set en række halvhjertede genudgivelser, som udelukkende har haft mønt for øje, og Eurocom skal have ros for, at studiet har ændret radikalt i en klassisk spiludgivelse, og faktisk er sluppet meget heldigt fra det, i al fald når det kommer til banedesign. For realiteten er desværre, at når man ser bort fra de nye baner og de mere actionprægede scripts, så er Reloaded en særdeles sløv affære. Eurocom har på skammeligste vis lånt fra Call of Duty serien, og alt fra animationer til hit-markers, advarselssignal ved fjendtlig ild og granat-indikatorer ligner i så høj grad noget fra Call of Duty, at man til tider bliver lidt i tvivl om, hvilket spil man lige har erhvervet sig.  Denne tvivl forsvinder dog hurtigt, så snart man kommer i gang med spillet, for hvor Call of Duty-serien som regel udmærker sig ved en høj kvalitet, så emmer Reloaded af, at være skudt af sted på markedet en tand for tidligt. Styringen og våbenfornemmelsen er meget sløv, og dette er endda mildt sagt, og herudover er der utallige fejl som er ekstremt graverende. Eksempelvis opfanger fjender og fjendtlige installationer spilleren gennem vægge, og det virker en kende åndssvagt at blive skudt ned igennem en betonmur, mens et overvågningskamera fanger dine bevægelser, til trods for at denne befinder sig på øverste etage mens du vandrer rundt i kælderen. Det lyder som en overdrivelse, men det er desværre ikke tilfældet. Spillet virker særdeles kluntet på mange områder, og specielt den tunge styring og et småkedeligt gameplay er medvirkende til, at Reloaded på singleplayersiden drukner i langt mere actionpotente udgivelser, som eksempelvis Battlefield 3 og Modern Warfare 3. Herudover er singleplayerdelen kort, og medmindre man ønsker at skyde collectibles, så er der ikke meget at komme efter ved 2. gennemspilning. Og spørgsmålet er, om man overhovedet ønsker at gennemspille eventyret igen, for ved at gøre spillet mere lineært og scriptet, har man fjernet noget af den charme, som gjorde oplevelsen spændende for år tilbage. Man kan altid diskutere om det er godt eller skidt, at udvikleren har ændret på banedesign og grafik, men faktum er, at meget af den gamle charme er væk, og det kan en ny indpakning ikke ændre på. Specielt ikke, når indpakningen egentligt ikke er særligt tiltalende.  Grafikken er naturligvis bedre end N64-versionen, men målt med sammenlignelige titler, så befinder Goldeneye 007 Reloaded sig i den nedre del af middelklassen. Miljøerne er pæne, men helt uden sjæl, animationerne er mangelfulde og kantede og våbendesignet er uambitiøst. Misforstå mig ikke, der er elementer, hvor der virkeligt er kælet for detaljen, men det fylder meget lidt som helhed. Største nedtur for mig er dog dele af lydsiden. Det er mig en kæmpe gåde hvordan man på den ene side kan have Daniel Craig, som har trådt i Pierce Brosnans sted som James Bond, som leverer et formidabelt stemmeskuespil, mens man på den anden side har et lyddesign på våben, som er så intetsigende. Selv den majestætiske AK47 lyder som en SMG med lyddæmper og det ødelægger store dele af oplevelsen, specielt når man har vænnet sig til spil som Battlefield 3, hvor der virkeligt er dybde på lydsiden.  Heldigvis slipper Eurocom ganske pænt fra onlinedelen. For det første fordi, at der er en række afvekslende gamemodes, som eksempelvis det underholdende ”Golden Gun”, som man kender fra N64-versionen. Nu får man dog XP for sine anstrengelser, og dette bruges til at åbne for nyt udstyr, nye våben og nye gamemodes. Man savner flere af de gamle maps, og hvor underligt det end lyder, så kan Eurocoms arbejde i multiplayerdelen ikke helt måle sig med den fornemmelse man fik, når man kastede med proximity mines i den gamle Goldeneye udgivelse. Ret skal dog være ret, og hvis man ser bort fra en til tider ustabil netkode, så er multiplayerdelen det bærende punkt i Goldeneye 007-reloaded. Der er massevis af gode timer gemt i de utraditionelle gamemodes og har man lyst til at prøve noget andet end konkurrencebetonet multiplayer, så kan man springe på MI6-missioner, som svarer til Modern Warfare’s Spec Ops-del. De er opfindsomme og et fornuftigt tidsfordriv. Dette til trods, så er Goldeneye et spil, som skal opleves gennem minderne og ikke via Reloaded. Faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at man får mere ud af N64-oplevelsen, end ved det nye Reloaded spil, som halter på så mange tekniske områder, at nostalgi-effekten udebliver totalt. Det er pænt at se på i forhold til sin forgænger, og multiplayerdelen er også fornuftig, men set som en titel anno 2011, er der ikke tale om et spil, som på nogen måde vil revolutionere genren.
|
Kommentarer:
Desværre ikke. Multiplayeren har charme, men det er så også det...
EDIT: Ja, det skulle så ikke være et citat til dig Tue, my bad.