Anmeldelse: Madden NFL 12
Skrevet af holmenkolmen    Onsdag, 28. september 2011 19:09   
Madden_NFL_12

NFL sæsonen er på bogstaveligste vis sparket i gang og det er på tide at få sat den nyeste udgave Madden fra EA Sports i maskinen. Der skal kastes, løbes og tackles – med andre ord skal der spilles Madden 12. Vi har taget et kig på amerikanernes yndlingssportsspil og ser om det kan score touchdown igen i år!

Det første Madden spil så dagens lys i 1988 og var opkaldt efter den legendariske træner og kommentator John Madden. Siden da er der løbet meget vand gennem åen og Madden er nu populært og elsket blandt mange fans – football entusiaster såvel som alle mulige andre. Sidste år leverede EA Sports et spil af høj klasse og i år har de endnu en gang skruet ambitionsniveauet en tak op med Madden 12.

Madden_12_1

Hovedparten af de forbedringer, der er sket i Madden 12, er tekniske og foregår inde i maskineriet bag kampene. Til at begynde med er det ikke fordi man bliver blæst ned af stolen, da EA for det meste har fokuseret på at forbedre animationer og AI'en – hvilket langsomt viser sig i takt med, at man får flere og flere kampe under bæltet. Dette skal dog ses i det lys, at Madden 12 bliver et bedre spil, men ikke nødvendigvis en mere realistisk football simulator. Det er eksempelvis ganske imponerende når spillerne flyver rundt i luften som konsekvens af det nye kollisionssystem, mens man bliver nødt til at udtænke ens gameplan ud fra dette frem for logisk football tankegang. Om Madden 12 så reelt forsøger at gøre sig som simulator er svært at sige, det skal dog under alle omstændigheder pointeres, at det er et sjovt spil både for førstegangsbrugeren og den rutinerede – men skal man have det største udbytte skal man have et vist kendskab til amerikansk fodbold.

Grafikken i Madden 12 er intet mindre end fantastisk. Det er de små forbedringer, der gør det ekstraordinært. Spillerne ligner deres virkelige alias rigtig meget og deres fysik er velafspejlet. Desuden er det en stor fornøjelse, at se hvordan vejret brager ned over banen og det dynamisk time of day koncept betyder, at man kan se vejret udvikle sig i løbet af kampene. Derudover præsenteres holdene med deres egne team-specifikke run-outs samt maskotter og cheerleaders, der byder velkommen på kampdagen.

Madden_12_2

Lyden i Madden serien har altid været domineret af mandebrøl og smældene af hjelme, der støder mod hjelme. Her følger Madden 12 den gode gamle EA opskrift med små forbedringer i den årlige opdatering så man, hverken er helt imponeret eller utilfreds. Noget jeg altid glæder mig til i EA Sports spillene er soundtracket og der må man konkludere, at Madden 12 bestemt leverer varen. Introen sparkes i bedste Inception stil i gang med ”Mind Heist” af Zack Hemsey. Og når man har set sin del af NFL, sættes der pris på at få skabt den der EPIC feeling, som amerikanerne elsker at give en som seer. Det er super godt fanget af EA Sports at få genskabt stemningen på den måde. Derudover bydes der på den sædvanlige omgang af rap og hård rock med et par ganske udemærkede numre imellem.

Ser man på de nye features bydes, der som før nævnt, på et helt nyt kollissionssystem samt en mere avanceret forsvars-AI. Udover disse gameplaymæssige forbedringer har EA implementeret den mest efterspurgte feature i den mere hårdkogte del af communitiet – custom playbooks. Tilsammen skal disse forbedringer skabe en mere autentisk gameplay oplevelse. EA har dertil tilføjet dynamiske spillerpræstationer, som er en helt ny funktion, der gør, at spillernes evner, psyke og mentalitet vil stige og falde baseret på hans præstationer i løbet af en kamp. Dette gør sig også gældende i franchise mode, hvor det har en stor effekt igennem sæsonerne, hvilket jeg må sige skaber en dybde som ikke hidtil har været opnået. Min eneste anke mod disse ændringer er, at de alle skal gøre spillet mere realistisk, hvilket jeg ikke helt kan se, at de gør, men det ændrer ikke på at de gør spillet sjovere at spille. Det kan dog til tider være meget langhåret at spille forsvar i op mod 4-5 minutter, hvor man simpelthen mister følelsen af at kunne gøre en forskel.

Madden_12_3

På online siden leverer madden 12 også en god oplevelse med både head to head ranked og unranked kampe samt de såkaldte online communities. I ranked kampe spilles der 6 minutters quarters på All-Pro sværhedsgaden, hvor man parres med sin modstander så vidt muligt efter evne. Vigtigst af alt er det muligt at benytte custom playbooks, som betyder at spilleren kan ændre på taktikkerne i jagten på sejren. Disse kan dog ikke bruges i online communities. Desuden bliver der supporteret med roster updates løbende så man spiller hold der helt up to date hvad angår rosters og holdopstilling. De fleste kampe jeg spillede gik smertefrit og jeg oplevede ingen mærkbare problemer.

Udover de normale head to head kampe kan man i Madden 12 også prøve kræfter med tre andre spiltyper: Franchise-mode, Superstar-mode og Ultimate Team. Franchise-mode er en gammel kending og giver spilleren mulighed for at styre et hold på alle områder såsom træning, sætte holdet samt køb og salg af spillere. De nye features her omfatter mere end 100 nye funktioner, herunder et helt nyt rookie scouting-system, et mere action præget free agent auktionssystem og meget mere. I Superstar-mode får man muligheden for at styre og udvikle ens egen superstjerne med et helt nyt progressionssystem, som giver potentiale for at tjene skill points ved at deltage i træning og kampe. Denne spiltype tiltaler på ingen måde mig, men jeg kan forestille mig at den tiltaler folk, der selv spiller amerikansk fodbold. Den tredje og sidste spiltype er Ultimate Team som også er kendt fra andre EA Sports titler såsom FIFA. Det er den perfekte kombination af football, fantasy og samlekort. Her skal man tjene, købe, auktionere og handle spillere for til sidst at opbygge det ultimative hold bestående af både NFL stjerner og legender. Har man bare den mindste samler i sig er denne spiltype decideret vanedannende og meget vellykket.

Madden_12_4

Madden 12 er et fantastisk football spil og kan sagtens løfte arven fra de tidligere generationer. Grafikken er i top, hvor specielt vejreffekter træder frem. Desuden giver de mange nye features og forskellige spiltyper både et godt gameplay og en lang levetid. Desværre er det ikke lige nemt for alle at spille Madden 12, da det kræver, at spilleren har et vidst kendskab til amerikansk fodbold. Desuden er det til tider et stort frustrationselement, når man føler, at man ikke gør en forskel i forsvaret.

Meget flot grafik

Mange nye features

Flere spiltyper giver god dybde

Gør man en forskel i forsvaret?

Kræver kendskab til football



Joomla Templates and Joomla Extensions by JoomlaVision.Com
 

Kommentarer: 

 
# Jesper Nielsen 28/09-11 19:36
Dejlig anmeldelse! Det bliver nok købt inden ugens udgang =)
 
 
# holmenkolmen 28/09-11 20:12
Som bonus er chivies ret sjove at hunte!
 
 
# DARoxas 28/09-11 20:13
YES! How I missed this game!
 
 
# Cena 29/09-11 09:01
God anmeldelse. Har desværre ikke tiden i øjeblikket, men anskaffer det nok i løbet af efteråret når jeg skal til at skrive opgave. Så er man jo nødt til at have noget at stresse lidt af med :)

Nu ved jeg ikke om det nyeste kræver mere kendskab end de tidligere, men jeg lærte reglerne ved at spille madden :)