Anmeldelse: Modern Warfare 3
Skrevet af Jesper Thuesen    Onsdag, 16. november 2011 18:46   
Modern_Warfare_3_Review_Logo

De seneste par år er et nyt fænomen dukket op verden over. Der er tale om en efterårsdepression, som har den underlige egenskab, at den alene rammer hunkøn. Symptomerne er: en fornemmelse af at blive tilsidestillet og overset, og typisk vil de piger og kvinder, som rammes af depressionen, føle sig negliceret fra at være husets prinsesse, til blot at være en ydmyg tjenestepige, hvis fornemste opgave er at servere cola og snacks til manden i huset. Fænomenet hedder Modern Warfare og i 2011 bliver den mere omfattende end nogensinde før.

Infinity Ward og Sledgehammer Games har via Activisions økonomiske muskler besluttet sig for, at levere en større, vildere og bedre shooter oplevelse end nogensinde før, og det er langt hen af vejen gået som planlagt. Lad os starte med den obligatoriske, men for mange ligegyldige, singleplayerdel, som i Modern Warfare 3 er præcis som man kunne forvente: kort men hæsblæsende.

MW3_1

Der er ikke lavet mange ændringer siden sidste Modern Warfare udgivelse, og som sådan heller ikke i forhold til Black Ops, og har du spillet en tidligere Call of Duty titel vil du straks føle dig hjemme i miljøet. Styringen er den samme og selvom man naturligvis bliver udstyret med en række nye militær-gadgets, så er det stort set den samme julegave man får igen i år, bare i en flottere indpakning. Historien fortsætter hvor Modern Warfare 2 slap; russerne er i gang med at føre krig mod USA, og denne gang eskalerer situationen idet russerne også kaster sig i krig med Europa. Naturligvis er det op til de gamle kendinge Soap, Nikolai og Price at få styr på tropperne.

Til trods for den på papiret tynde historie, så sender Modern Warfare 3 en seriøs endefuld til mange af de andre shooter-kombattanter når det kommer til singleplayerdelen. Ja, det er scriptet i en til tider helt vanvittig grad, ja, det er amerikansk så det batter og ja, det er forrygende og helt åndssvagt adrenalinfremkaldende. Modern Warfare 3 er som at se samtlige actionhelte fra 80’erne, kogt sammen i en gryderet, hvor John Woo tilsætter krydderier, mens Michael Bay står for serveringen. Hjertet pumper og sveden vil unægtelig samle sig i dine håndflader, det eneste minus er, at det til tider føles som om, at man kan slippe controlleren uden at det påvirker spillets udfald.

MW3_2

Singleplayerdelen er godt fem timer lang, og selvom dette bestemt klassificerer Modern Warfare 3 som et kort spil, så kan man forlænge oplevelsen ved at tage turen igennem den legendariske veteran-mode eller samle intels. Veteran giver en ganske anderledes spiloplevelse, idet man pludseligt forvandles fra supersoldat til en meget skrøbelig aktør i verdenskrigen.

Singleplayerdelen er dog sekundært, for i Modern Warfare 3 er det onlinedelen, som er det bærende punkt. Siden sidst har en ny gamemode set dagens lys, nemlig den såkaldte Survival Mode. Her er der tale om den efterhånden meget udbredte horde-mode, hvor du og en ven skal kæmpe jer igennem bølge og atter bølge af fjender, mens i optjener penge og XP, som kan anvendes til at låse op for våben, attachments, forskellige killstreaks som luftskyts og andet godt. Det er en fin tilføjelse til spillet, men det er unægtelig en gamemode, som alene er med i spillet fordi alle andre store titler også gør brug af denne tilgang.

Spec Ops vender endnu engang tilbage, og her er altså tale om en gamemode, som Infinity Ward og Sledgehammer mestrer bedre end nogen anden. De mange missioner er varierende, hæsblæsende og til tider særdeles nervepirrende, og det er en ren fornøjelse at forsøge at hive sig op på den maksimale karakter, tre stjerner, i samtlige missioner. Personligt mener jeg, at nogle af de bedste Modern Warfare 3 øjeblikke er at finde i Spec-Ops, præcis som det var tilfældet i Modern Warfare 2. Man skal som noget nyt også tjene XP i Spec Ops for at åbne baner og mere udstyr, og det fungerer fortræffeligt.

MW3_3

Dog er det klart de kompetitative gamemodes som vil være den største tidssluger. Hele Call of Duty/Modern Warfare-serien står og falder med den onlinedel, som har skabt en eksplosiv popularitet med spilserien, og lad det da bare være sagt med det samme, Modern Warfare 3 formår at fange succesformularen, som gjorde hele serien enormt populær. Man kæmper endnu engang på hold eller alene i en række forskellige gamemodes, som strækker sig fra almindelige holdkampe til alle-mod-alle. Disse kan spilles casual, eller i den såkaldte hardcore-mode, hvor spillerne er mere skrøbelige og i øvrigt ikke har et HUD at gøre brug af. Der er et par nye gamemodes med, hvor det er Kill Confirmed som umiddelbart virker mest interessant. Denne gamemode er designet til at undgå campere, idet man først får points til holdet når man har slået en fjende ihjel, og efterfølgende opsamlet dennes dog-tag. Dermed er det ikke nok at ligge gemt i græsset med sin sniper, i al fald ikke hvis man ønsker at vinde kampene.

De almene gamemodes fungerer som de plejer og der er ikke lavet de store ændringer in-game. Ændringerne ligger i stedet i spillerens mulighed inden kampene. For det første er der kommet en række nye våben til og som noget nyt har Infinity Ward og Sledgehammer inført våben XP. I starten har man blot sit våben i en ”rå” udgave, men efterhånden som man indtjener våben XP vil man låse op for attachments og våben-perks, som eksempelvis recoil-reducering eller muligheden for at sætte to attachments på.

MW3_4

Der er lavet forskellige tweaks til brugen af perks, og blandt de nye perks finder man marksman, som lader spilleren spotte fjender over længere distancer, samt stalker, som giver hurtigere bevægelser mens man benytter sig af down-sight. Den største forskel findes dog i brugen af killstreaks, hvor Infinity Ward har tilføjet en række nye streaks, men også ændret måden man bruger dem på.

Først og fremmest kan man nu opsætte sine killstreaks efter hver custom-klasse man benytter sig af. Herudover findes der nu tre forskellige måder at bruge streaks på, nemlig de såkaldte Strike-klasser. Der er Assault, hvor man benytter streaks på traditionel vis ved at lave kills uden at dø. Herudover er der kommet en Support klasse, hvor man ikke får nulstillet sit streak hver gang man dør, og til sidst er der en Specialist klasse, hvor man åbner op for nye perks efterhånden som man laver et streak.

Specielt support-klassen ser umiddelbart ud til at kunne vælte balancen fuldstændigt, men dette er langt fra tilfældet. Dette skyldes, at de streaks, som kan vælges under support, typisk ikke er så offensive som under Assault. Eksempelvis vil Support-streaks være UAV’s, SAM-turrets, EMP’s og andet, mens Assault-streaks er helikoptere, predator-missiler og andre angrebsstreaks. Det fungerer faktisk ganske glimrende, og til trods for at der ofte er en UAV i luften, så fjerner Modern Warfare 3 det virvar af luftangreb som til tider var alt for dominerende i Modern Warfare 2.

MW3_5

Der er naturligvis også nye gadgets og streaks, heriblandt bouncing Bettys, som er en skjult mine, lidt a la claymores, et helikopterangreb med fem helikoptere, nye luftangreb som også kaster care-packages ned og en reaper, som er en AC-130 lignende flyver, som skyder med laserstyrede raketter. De fungerer fint, og til trods for at nogle af disse streaks er meget effektive, så føler man at balancen er bevaret, idet man med anti-luftskyts hurtigt kan gøre kål på dem, oven i købet tæller disse som et kill, så man bliver belønnet på flere fronter.

Banerne er noget mindre end det var tilfældet i Modern Warfare 2 og det kan skabe problemer i nogle af de mere taktisk baserede gamemodes. Faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at banerne er Modern Warfare 3’s svageste område og man savner i den grad nogle af de stemningstunge baner fra Modern Warfare 2, eksempelvis Derailed, som på ingen måde møder sin overmand i efterfølgeren. Banerne er ikke så etageprægede, og dette resulterer i værste fald i en række choke-points, hvor al aktivitet finder sted.

Det skal dog siges, at spillet føles mere balanceret end såvel Modern Warfare 2 og Black Ops. Enkelte våben er p.t. ude af balance, men det er på ingen måde så graverende som i tidligere udgivelser. Eksempelvis er tubes nu ikke lig med kills, og granater er ligeledes tweaket, så hvis Infinity Ward og Sledgehammer får styr på serverne, som p.t. er en kende ustabile, så gemmer der sig med garanti en fremragende multiplayeroplevelse, som rækker helt til udgivelsen af det næste spil i rækken.

MW3_6

Skulle man have lyst til at få mere ud af onlinedelen, så kan man tilmelde sig den såkaldte Elite-tjeneste, hvor man løbende kan følge op på sine stats og oven i købet finde ud af, hvad det er man gør forkert. Elite-tjenesten har været ustabil siden udgivelsen, men når man får hul igennem, gemmer der sig en fantastisk verden, hvor man kan administrere klasser, tjekke sine uploadede videoer og billeder og forbedre sit spil. Og beslutter man sig for at købe Premium abonnementet er man i øvrigt sikret al DLC og en masse andet content i form af eksempelvis konkurrencer året ud. Det er selvfølgelig et etisk spørgsmål, om man vil betale for en service i sit spil, men for rigtige fans er det en no-brainer.

Hvis jeg skal placere mine fingre på noget, som giver en bitter bismag, så er det, at serien efterhånden kører videre på den samme tekniske platform, som har været tilfældet siden Call of Duty 4. Bevares, grafikken har fået det obligatoriske nøk i opadgående retning, men Modern Warfare 3 ligner grafisk andre spil i serien på godt og på ondt. Sammenligner man med Battlefield 3 er der en verden til forskel på teknikken, i al fald på den PC-version af BF3, som ikke er underlagt konsollernes begrænsninger, og dette på trods af, at Modern Warfare 3 faktisk har taget et kvantespring i den rigtige retning, når det kommer til spillets lydside.

Men når det så er sagt, så er Modern Warfare 3 en fuldendt oplevelse, som bringer mange nye elementer til spillet, uden på nogen måde at være i nærheden af at revolutionere den. Singleplayerdelen er hæsblæsende og suverænt den mest actionbaserede historie hidtil i universet, mens multiplayerdelen leverer det, som man med rette kan forvente af en så hæderkronet serie. ”If it ain’t broken, don’t fix it” synes at være kodeordet bag Modern Warfare 3, og opskriften bag serien fungerer da bestemt også endnu. Activision skal dog erkende, at uden udvikling vil skønhed forgå, og selv en successerie som Call of Duty er ingen undtagelse.

Hæsblæsende singleplayerdel

Spec Ops

Forbedret og fantastisk onlinedel

Call of Duty: Elite

Formelen er ved at være udslidt



Joomla Templates and Joomla Extensions by JoomlaVision.Com
 

Kommentarer: 

 
# jan 16/11-11 19:53
Ja måske slidt men stadig 60 fps, uden tearing, intet controller lag og med masser af indhold. Napper du lige den her ?

http://www.youtube.com/watch?v=UD_PD_cFgxg
 
 
+1 # sethos 16/11-11 22:40
Vel skrevet som altid Hr. Thuesen og giver dig ret. Dog syntes jeg helt klart banerne, som du siger, er en svaghed. Jeg syntes dog ikke bare det skal nævnes i forbifarten; disse baner er så ultimativt dårlige at det trækker hele den ellers fortræffelige oplevelse ned.

Her snakkes der hverken stemning eller lokalitet, det handler bare om størrelse og et gennemsyrende dårligt layout der fjerner alt taktisk og erstatter det med damp rush gameplay hvor du skyder andre i ryggen eller selv bliver skudt i ryggen hele tiden.

Men ja, opskriften er slidt og der bliver snart nød til at komme noget fornyelse. Motoren er på ingen måde køn, men det går an. Dog må der meget gerne snart komme lidt nytænkning. og quickscoping tilbage: mega føj.

Dog ved jeg ikke om jeg ser Elite som et plus. Den har været nede siden launch og når den endelig virker, så er alle stats og muligheder på siden bare ... skrald, decideret skrald. Eneste plus er inklusionen af DLC gennem det.