For første gang siden Need for Speed: Undercover, er Black Box enehændigt bag udvikler-rattet med Need for Speed: The Run. De har utvivlsomt noget de skal gøre op for, men har de nu også formået at rette op på deres fatale Undercover-brøler?

Historiesegmentet er blot ét aspekt som Black Box har holdt fast i siden Undercover. I The Run spiller du som Jack Rourke. En mand med køreevnerne i orden, men også en usand vane for at rode sig ud i en masse snavs. Så meget at han nu skylder mafiaen en masse penge, som de meget gerne vil have tilbage nu. Beløbet er dog så markant at Jack ikke er i stand til at betale det hele tilbage på egen hånd, men til hans held løber "The Run" af stablen. Et ræs fra San Francisco til New York, med en præmiesum på $25. millioner, og takket være en Sam Harper, en vej ud af sine problemer.

Historien er fortalt igennem en kort række mellemsekvenser imellem nogle af spillets løb. Det er dog svært at have hverken sympati, eller blot den mindste interesse for historiens gang, da den hverken er interessant eller velfortalt. De få karakterer som The Run introducerer er ligeledes heller ikke venner, der er værd at samle på. Hele oplevelsen føles ganske enkelt meget flad og ligegyldig og det er mig efterhånden en gåde hvorfor EA ikke blot lægger historiefortællingen på hylden, og koncentrerer sig om det der betyder noget i racinggenren; løbene.

The Run er utvivlsomt det mest actionpacked af slagsen i Need for Speed seriens lange liv. Der er tydeligvis trukket idéer fra Split Second, med de enorme fælder og forhindringer som du vil blive stillet op imod tværs over det amerikanske land. Ikke alene forsøger politiet at stikke en kæp i hjulet for landevejsløjerne, men også laviner, sandstorme og skydelystne gangstere, er alle sammen udfordringer du skal berede dig på at tackle i The Run og det er et interessant og spændende tiltag til serien. Desværre er der ikke så forfærdeligt mange af disse scenarier som man kunne have ønsket. Det er der heldigvis heller ikke af spillets quick-time events, hvor fokus fjernes fra ræserløb og istedet ryger over på hektiske jagter til fods, i bedste Hollywood stil. Ligeså intense og over-the-top som de få quick-time events er, ligeså ligegyldige og malplacerede føles de. Hvem end den praktikant hos Blackbox er, der kom på idéen om at indføre quick-time events i en racingtitel, burde kastes direkte på et "Gaming 101" kursus, for det er absolut ikke to ting som gør sig godt sammen.

Som sædvanligt indeholder Need for Speed: The Run en perlerække af lækre automobile køretøjer fra alverdens bilproducenter. Dog stadig uden skyggen af Ferrari's licenser. Hvis du havde håbet at kunne dreje svensknøglen på din Bugatti Veyron og lege med hjulophæng og gearing, så bliver du slemt skuffet. Ligesom det var tilfældet i Hot Pursuit, vinder du efterhånden flere og flere biler som du kan vælge og vrage imellem, men altså uden at kunne gøre meget andet ved dem, end at ændre farve og i nogle tilfælde vælge imellem en håndfuld bodykits. Flere modeller kan dog fåes i special udgaver med forbedret ydelse og unikke designs.

Da The Run som nævnt er ét langt løb, tværs over USA, så nytter det ikke noget at køre rundt i den samme ring igen og igen, hvis Jack skal have bare den mindste chance for at vinde. Derfor er spillets baner også en hel del anderledes end hvad man er vant til. Hvert løber strækker sig fra punkt A til B, uden nogen form for omgangstæller, ligesom "Sprint" løb i de tidligere NFS-udgivelser. I stedet kører du for at hente placeringer i det samlede løb, som består af i alt 150 deltagere, og ind imellem er du også nødsaget til at indhente tabt tid. Nogle vil syntes at det kan virke en smule ensformigt og repetetativt, men idet du aldrig kører den samme bane to gange i løbet af hele spillet, skaber The Run tilstrækkeligt med variation og udfordring, da du ikke har mulighed for at lære banerne at kende.

EA har, med deres multiplayer del af The Run, endnu engang implementeret deres udmærkede Autolog system, som gør det nemt at sammenligne tider og sende direkte udfordringer til din venneliste. Multiplayerløbene er ganske standard rent genremæssigt, udover et par unikke modes som pifter hele oplevelsen lidt op. Det er svært at blive overbevist om at springe på The Run bølgen, når en titel som Forza 4 bare har gjort det den tand bedre på multiplayer-fronten i år.

Grafisk placerer The Run sig forunderligt nok en pæn tand under middel. På diverse trailers og screenshots så det hele absolut lovende ud, men det viser sig desværre at slutresultatet ikke blev helt som "lovet". Bilerne er tilstrækkeligt detaljerede uden at være prangende og imponerende, men spillets omgivelser er derimod svært enkle og uinspirerende og trækker desværre den ellers så hektiske og filmiske opsætning ned på et lavere plan. Grynet grafik eller ej så er der dog stadig en hvis charme i, at drøne ud af de endeløse veje igennem Mojave Ørkenens golde landskaber, alt imens countrymusikken kører i baggrunden. The Run's lyd og soundtrack sidder derimod lige i skabet, med den rette variation bilerne imellem og i soundtracket, som breder vidt imellem akustisk musik, hvor den elektroniske lyd i den grad er blevet negligeret.

Skal man bedømme Need for Speed: The Run, så har EA og Black Box utvivlsomt haft en masse gode idéer og intentioner med denne lidt nye tilgang til hele racinggenren. Mange af tingene er ganske vist også blevet eksekveret godt som banevariation og nytænkning. Desværre føles The Run bare som et ufærdigt produkt med en masse flossede kanter i historien, og ikke mindst grafisk, som absolut ikke kan måle sig med standarden i dag.