| Anmeldelse: Resident Evil 4 HD Remake | |
|
 Resident Evil 4 redefinerede måden hvorpå moderne action- og survival-horror spil spilles den dag i dag. Capcoms 2005-udgivelse til Nintendos Gamecube er for nogle Resident Evil seriens død, mens langt størstedelen mente, at det var seriens genopstandelse. Metacritic-barometeret taler dog sit tydelige sprog: 96 ud af 100 mulige, og dette alene er en brugbar argumentation for, hvorfor du skal opleve eller genopleve spillet igen over seks år efter den oprindelige udgivelse. For kr. 149 på Xbox 360 eller godt 20 euro på PSN (10 hvis du er PS Plus abonnent) kan du få fingrene i HD-genudgivelsen af Capcoms nyklassiker, hvor Leon Kennedy, helten fra Resident Evil 2, tager til en landsby i Spanien, hvortil den amerikanske præsidents datter, Ashley, er blevet bortført. Intet er dog som det bør være i landsbyen, og inden man ser sig om, har Leon en flok gale landsbyboere med høtyve og kædesave efter sig. En ung agent med Backstreet Boys frisure, præsidentens bortførte datter og landsbytosser med våben, bestående af det man kan finde i et almindeligt redskabsskur lyder som noget der kunne være hentet ud af et dårligt Benny Hill-afsnit, men der er bestemt intet grinagtigt ved Resident Evil 4 som helhed. Tværtimod. For selvom Resident Evil 4, i forhold til tidligere udgivelser i den hæderkronede serie, bestemt er mere actionbetonet, så har Capcom ikke sluppet de gamle horror-rødder.  Så hvis man synes at Resident Evil 5, med rette, er alt for Rambo-agtigt, og Dead Space 2 blev lige tempobetonet nok, så kan der være tonsvis af value i Resident Evil 4. For nok minder startscenen i Resident Evil 4 og Resident Evil 5 om hinanden, men der er to øredøvende forskelle fra de to spil: 1) Du er kun Leon, ingen irriterende makker, som gør at du føler dig tryg undervejs og 2) Leon virker markant mere sårbar end Chris Redfield. Ingen tvivl om at Leon er mere hårdhudet og cool i Resident Evil 4 end i Resident Evil 2, men selv på normal sværhedsgrad skal der ikke mere end to slag fra en fjende til at lægge ham ned, mens en kædesav klarer sagerne i ét hug. Gameplaymæssigt ændrede Resident Evil 4 på mange af seriens præmisser. Der er ingen pre-renderede baggrunde og fastlåste kameravinkler. I stedet følger man nu Leon over skulderen, som vi er blevet vant til i third person shooters, og herudover kan man nu sigte via en rød laserstråle, og dermed ramme kritiske punkter på fjenderne. Som en anden nyhed kan man købe og opgradere våben, og så er det naturligvis værd at nævne, at Resident Evil 4 var det første spil i serien, som fjernede zombierne og i stedet satte Leon overfor intelligente fjender kaldet Ganados, mennesker som tænker intelligent og arbejder i flok. Ellers er mange gamle kendinge med igen, heriblandt de helbredende urter og save-systemet, som består af en gammel skrivemaskine.  Styringen vil altid være et heftigt debatemne i Resident Evil spil. Selvom Resident Evil 4 gjorde op med den tank-lignende styring så vil det med garanti irritere den nuværende generation af spillere, at Leon ikke kan sigte og bevæge sig samtidigt, præcis som det var tilfældet i Resident Evil 5. Det kan føles enormt klodset, når man er vant til at løbe rundt i Dead Space og skyde arme og ben af Necromorphs, men der er ingen tvivl om, at det er et bevidst valg af Capcom. Med styringen opnår man nemlig den fornemmelse af panik og manglende overblik, når man er tvunget til at vælge sit ståsted med omhu, og ikke bare kan bevæge sig bagud, samtidigt med at man tømmer magasin efter magasin i gruppen af forfølgende fjender. Intet Resident Evil spil uden gigantiske bossfights, som er gået hen og blevet seriens varemærke og tillægger man 10-15 timers storyline på bedste Resident Evil-manér, samt alt ekstraindhold som eksempelvis Seperate Ways historien og selvfølgelig Mercenaries-gamemoden, så har man en virkelig lækker pakke, som nemt er pengene værd. Både for dem, der elskede spillet og har manglet at spille det lige siden, og dem som endnu ikke har prøvet det måske bedste Resident Evil spil til dato.  Desværre gør konverteringen ikke spillet den ære, som den burde have gjort. Titlen er godt nok Resident Evil 4 HD Remake, men der er ikke meget HD i selve konverteringen, som alene er en opskalering af den gamle SD-standard. Dette resulterer i, at de gamle textures kommer til at se en tand ældre ud, og i nogle tilfælde bliver det decideret grimt at se på. Det er simpelthen så ærgerligt taget i betragtning af, at Resident Evil 4 ud fra datidens standarder, var et gudesmukt spil, og følelsen af, at alle disse remake-udgaver alene sendes på markedet, for at tjene en ekstra mønt forstærkes af dette. Selvfølgelig er spillet en tand skarpere end hvis man havde spillet på Gamecube, men wauw-effekten udebliver. Gudskelov har man ikke pillet ved lydsiden, som fra start til slut er fænomenal, uanset om man fokuserer på den gruopvækkende underlægningsmusik eller lyden af en kædesav der borer sig igennem brystkassen på vores helt. Resident Evil 4 HD Remake er, som skrevet ovenfor, for dem, der har prøvet, og elsket, den gamle Gamecube udgivelse og også for dem, der endnu har spillet til gode. Konverteringen til ”HD” gør ikke spillet den ære som det fortjente, men dette ændrer dog ikke på det faktum, at Resident Evil 4 er blandt det 21. århundredes mest skelsættende titler, og indirekte skyld i, at vi kan spille Dead Space, Gears of War og mange andre tredjepersons skydespil på den måde vi gør det i dag. Der er så mange mindeværdige øjeblikke, at det kan være svært at nævne dem alle, men for mig står specielt den indledende scene i landsbyen, forsvaret af det forladte hus sammen med Luis Sera og en Quick-time bossfight med knive frem som noget af det bedste i spillet. Det kan godt være, at spillet har seks år på bagen nu, men det ændrer ikke på det faktum, at Resident Evil 4 gameplaymæssigt kan udfordre en stor del af de udgivelser, vi får sendt på markedet i dag.
|
Kommentarer: