| Anmeldelse: Shadows of the Damned | |
|
 En mexikansk dæmonjæger, et flammende dødningehoved, en besat kæreste og en fallos-fokuseret hersker af underverdenen mødes i dét, der kunne være endt som en dårlig joke, fortalt af en hormonel teenagedreng. I stedet er den ovennævnte blanding lige netop opskriften på én af 2011’s mest syrede og samtidigt sjoveste titler. Det lugter langt væk af noget specielt, når Goichi Suda, manden bag No More Heroes mødes med skaberen af det legendariske Resident Evil 4, Shinji Mikami – og det er det bestemt også. Shadows of the Damned, udviklet af Grasshopper Manufacture og sendt på gaden af EA, er nemlig lidt af en speciel oplevelse, som uden tøven kan betegnes som 2011’s svar på Bayonetta. Dette er vel at mærke et kompliment. Historien starter ganske dramatisk. Dæmonjægeren Garcia Hotspurs smukke udkårne Paula, bortføres af underverdenens hersker, med det skræmmende navn Fleming. Sammen med sin makker og tidligere dæmon, det flyvende kranie Johnson, tager Hotspur turen ind bag underverdenens porte, hvor monstre og dæmoner står klar med en allerhelvedes varm velkomst. Og så er showet i gang. Shadows of the Damned er en third person shooter, som i høj grad minder om Resident Evil 4. Men ud over, at begge titler omhandler kunsten i at nedskyde besatte sjæle, så er der ikke mange områder hvor de to titler ligner hinanden. Garcias våben består af dødningehovedet Johnson, som kan transformere sig til tre forskellige våbentyper. Undervejs i spillet får Johnson nye egenskaber som eksempelvis auto-aim, granatkaster og miner, ligesom Garcia ved hjælp af gemte røde diamanter kan opgradere liv, skudstyrke, reload-hastigheder og andet.  En stor del af spillet går naturligvis ud på at skyde den sidste rest af liv ud af de monstrøse skabninger, som huserer i underverdenens miljøer, men der er også blevet plads til en del puzzle elementer. Disse består typisk af sekvenser, hvor Garcia indhylles i livsdræbende mørke, som han enten skal flygte fra ved at finde en alternativ vej ud, eller bruge Johnsons sekundærfunktion, et lys-skud, til fjerne mørket. For at lys-skuddet skal have virkning, skal den affyres på et lys-givende gedehoved – det siger jo sig selv. Fjenderne varierer fra de meget nemme og uproblematiske smådæmoner, til dæmoner der kan affyre strøm, teleportere eller bruge våben. Herudover løber man også i gigantiske skabninger, som ikke lægger sig ned med det samme, og der findes også skabninger som bringer den dødbringende mørke med sig, eksempelvis firbens-lignende dæmoner eller en opkastende hånd.  Herudover løber man i nogle vanvittige boss-kampe, hvor man skal kæmpe en kamp til døden mod de såkaldte VIP’ere, sjæle som forlod verden med stil, og derfor har fået en eksklusiv plads i underverdenen. Disse varierer fra gigantiske ravne til hesteryttere og operasangerinder uden stemmebånd, og boss-kampene er ganske imponerende visuelle, mens de til gengæld lader meget tilbage at ønske, når det kommer til det kreative. De omhandler nemlig alle samme koncept: Skyd de røde elementer på bossen, mens du undviger hans gentagne angreb. Som den opmærksomme læser nok har opdaget, så er Shadows of the Damned ikke ligefrem en hverdagsshooter. Spillet er spækket med rablende gale indfald, nogle bedre end andre, men det er dog ingen hemmelighed, at de seksuelle undertoner fylder en enorm del af spillet. Således løber man både i spillets checkpoints, en én-øjet skabning ved navn Willie (get it?), et helt kapitel i spillet, som omhandler underverdenens Red-Light District og så er der også en lettere komisk sekvens, hvor Garcia og Johnson løber i gigantiske dæmoner, som ikke umiddelbart lader sig nedlægge. Hvad gør man så? Man lader Johnson ringe til en telefonsexlinje, hvorefter hans ene våbenfunktion, kaldet The Boner, bliver til Big Boner.  Det virker letkøbt og tåbeligt, men faktum er at de fleste jokes leveres fremragende, eksempelvis som når Garcia løber i en anden dæmonjæger, og de to indleder en samtale som egentligt på overfladen ligner en territorieafmærkning, men i bund og grund omhandler de uskrevne spilleregler for en trekant med to fyre og en pige. Shadows of the Damned kan dog andet end platte underlivsjokes, og således løber man også i en helt fantastisk sekvens, som sender en stor tanke tilbage til kultgyseren Evil Dead. Det åbenlyse spørgsmål er, om ikke denne grad af sindssyge går hen og bliver lige en tand for meget i løbet af spillet, og jo, det gør den. Det virker som om, at de to bagmænd har fået lige lovligt frie hænder undervejs i projektet, og enkelte steder kunne man have ønsket sig et kritisk filter, eller bare en overordnet som kunne sige stop. Eksempelvis virker det underligt at introducere en ny person undervejs i spillet, blot for at give ham et minut i rampelyset. Herudover er det en komplet vanvittig beslutning, at én af de boss-kampe, der lægges op til stort set igennem hele spillet, bliver negliceret på det skammeligste. Det er ærgerligt, når nu galskaben ellers passer så godt til hele konceptet. Shadows of the Damned er en interessant størrelse når det kommer til gameplay, men spillets visuelle stil kan ikke helt følge trop. Bevares, underverdenen kan naturligvis ikke være et samsurium af farver og blomsterenge, men det hele bliver en anelse for monotont, specielt sekvenserne hvor de mørke gyder og blå-sorte nuancer har for meget overtag. Til gengæld er miljøerne afvekslende, hvilket bidrager til stemningen. Animationerne er kantede og ukønne, og til trods for at de fleste karakter-modeller, specielt bosserne, er ganske flotte, så føles det hele lidt stift og kantet.  Stift er bestemt ikke det ord jeg vil bruge om lydsiden, som nærmer sig noget nær det fænomenale. Først og fremmest er dialogerne sublime, og til trods for at figurerne er karikerede som ind i helvede, så sidder kombinationen af Garcias mexikanske accent og Johnsons overklasseengelsk lige i øjet. Det er intet mindre end en fornøjelse at høre de to hovedpersoner hakke på hinanden og dette kan i høj grad tilskrives såvel manuskript som stemmeskuespil. Tillæg herudover en nærmest pompøs lydside, som varierer fra det ubehageligt rolige til det kaotisk tordnende og du får en oplevelse, der går hele vejen ind under huden på spilleren. Shadows of the Damned tog mig godt ni timer i første gennemspilning og fem i den næste, vel at mærke som garvet third-person-shooter og Resident Evil 4-spiller, og det bevidner to af spillets aspekter: 1) Der er masser af materiale at bruge tiden på i første gennemspilning. 2) Det er tyndt med replay value. Det er en skam, men omvendt set var jeg så godt underholdt ved begge gennemspilninger, at jeg egentligt ikke manglede noget at bruge tiden på. Tilhører man den gruppe af gamere, for hvem gaming ikke skal være et drabeligt spørgsmål om liv eller død, for at kunne være sjovt, så er Shadows of the Damned lige sagen. Man skal kunne leve med underlivshumoren og de til tider lidt småkantede animationer, men kan man det, så er Shadows of the Damned sin vægt værd i guld. Et stort fire-tal herfra, og et stille håb om at en efterfølger med lidt større selvrespekt og finpolering er på vej. I så fald har vi en nyklassiker på spilmarkedet.
|
Kommentarer:
Stærk anmeldelse bro :)
Alene ud fra din anmeldelse Tue!
Det er nok det bedste kompliment man kan få