Anmeldelse: The Penguins of Madagascar - Dr. Blowhole Returns Again
Skrevet af Christian Petursson    Fredag, 7. oktober 2011 22:35   
Penguins

THQ har igen sendt pingvinerne på mission i en titel med et meget langt navn og uden at de selv er klar over det, er de luret ind i et komplot om at overtage verdensherredømmet. Den onde dr. Blowhole er nemlig på banen, igen.
Som de skøre sidekicks i Dreamworks' Madagascar høstede pingvinerne stor succes, med deres naive militante tilgang til tingene. Dette har medført at de har fået deres helt eget show. Først på TV sidenhen på spilform. I dette eventyr følger vi den skræppende Rico, den kloge Kowalski, den forsigtige Rekrut og selvfølgelig Skipper, der blindt kaster sig ud i enhver mission.

THQ har taget en lidt anderledes tilgang til spillet med denne titel, for alt afhængig af hvilken konsol der står foran stuealteret er oplevelsen forskellig. Et modigt og forfriskende anderledes valg. På Xbox 360 er Kinect sensoren påkrævet og spillet foregår "on-rails". På Nintendo DS bruger man stylus til at finde specielle genstande. På Wii kan du tegne på og farvelægge over 70 malebogssider ved hjælp af uDraw-tablet, og på Playstation 3 styrer man sine pingviner, hver med unikke evner rundt i HD-grafik.

Penguins_1

Det er Playstation 3 udgaven jeg har haft glæden af at teste. Grafikken, som Playstation 3 versionen fremhæver, er ved første øjekast fin og farverig, dog er der tit hakkende sekvenser, samt klip hvor man kan se igennem figurerne. Det gør nok ikke det helt store for målgruppen, da børn i alderen 7+ som regel ikke har de strengeste krav til spils grafik.

Derimod skal gameplay være i top, letforståeligt og ligetil. Her falder spillet igennem. Hovedsageligt fordi der ikke er andre muligheder end engelsk tale. Det er en skam, da man til TV serien har nogle glimrende danske stemmer. I stedet for at fokusere forskellige konsol-versioner, skulle der have været fokuseret på lydsiden af spillet, med tale der kan forstås af målgruppen.

Gameplayet er en mild form for puzzle-platform. Du skal afhængig af udfordringen du står over for, vælge den rigtige pingvin til opgaven. Rico er den der ødelægger kasser på afstand, og bomber sten. Kowalski roder i skrald og finder brugbare genstande han kan bruge til at bygge broer og ramper. Rekrutten kan smøge gennem kloakrør og op af stiger. Sidst men ikke mindst har vi Skipper der kan hoppe over lange afstande og holde pingvinerne i formation når der skal holdindsats til at flytte en tung kasse.

Penguins_2

Herudover skal der samles isvafler, slik, fisk og kamæleoner. Ideen er som sådan god nok, men det bliver hurtigt ret ensformigt og jeg tror det kan være svært at holde børn ved ilden, hvis de ikke forstår hvad figurerne taler om.

Af ekstramateriale er der ikke meget at komme efter. Ingen multiplayer del, der ellers kunne give mulighed for at få pingvinerne til at arbejde tættere sammen. Der er ingen forskellige sværhedsgrader. Reelt set er der kun muligheden for at vælge om man vil bruge save game 1, 2 eller 3.

Jeg tror, uden at have testet det, at der er mest kød på Wii udgaven da man kan tegne og farvelægge en virtuel malebog når man har kørt igennem spillets historiedel. Pingvinerne klarede ikke missionen for at underholde anmelderen her.

Humoren, pingvinerne er underholdende

Grafikken er ganske pæn

Engelsk tale

Ensformigt gameplay

Kong Julien fejler totalt


Joomla Templates and Joomla Extensions by JoomlaVision.Com
 

Kommentarer: 

 
# jan 09/10-11 10:37
Som pingvinerne siger "Smile, wave and walk away".
 
 
+1 # mORTEN 09/10-11 12:24
Ja der er desværre ikke mange der vil bruge de ekstra penge på dansk tale. Så taber ungerne hurtigt opmærksomheden og forældrene er mindre villige til at bruge pengene.