Anmeldelse: UFC Personal Trainer
Skrevet af Jesper Thuesen    Mandag, 22. august 2011 18:52   
UFC_Trainer_Logo

At være UFC kæmper er naturligvis ingen dans på roser og man skal være ualmindeligt selvsikker og i øvrigt i vanvittig god form, for at entrére dødens oktagon. Dette har jeg i særdeleshed måtte sande i min tid med UFC Personal Trainer fra THQ.


Hvor de fleste træningsspil, som eksempelvis genrens konge Wii Fit, ofte er mere hyggelige programmer, som roser dig for at pleje konditionen og løfter en pegefinger når man misser et træningspas, så er der ingen kære mor i UFC Personal Trainer. Er man lidt af en slendrian bliver man i bedste fald kaldt en doven taber, og misser man et træningspas i spillets i øvrigt glimrende 30- eller 60-dages træningsprogrammer, så må man straks ned på knæ og bede til at de højere magter er éns forpinte sjæl nådig.

UFC_1

Det er de dog sjældent, hvorfor man ofte bliver kastet ud i noget af en træningskompensation for det manglende fremmøde, og når man tænker på at den normale træningsindsats ofte ligger et sted mellem 2,5 km hækkeløb og en fuld ironman, så skal man holde tungen lige i munden for ikke at blive hylet fuldstændigt ud af den. Eksempelvis kan spillet finde på at bede dig om at lave cirkelspark i 60 minutter eller spendere den næste halve time grædende på gulvet, mens du får virtuelle håndmadder af en knotten træner, som ikke har den mindste forståelse for, at du ikke kan udfylde samtlige 30 minutter med konstante mavebøjninger.

Det lyder måske vanvittigt hårdt, og det er det skam også, men det er samtidigt UFC Personal Trainer’s helt store force. Man får sved på panden, ømme muskler og hudløse knoer, for spillet kræver en indsats af spilleren, hvilket må siges at være i orden, når nu det er et træningsspil der er tale om. Blandt trænerne kan man møde legender som Javier Mendez, og til trods for at de konsekvent siger de samme fem sætninger igennem samtlige træningspas, så er stemmelægningen helt i orden og øvelserne det samme. Det er hårdere end Wii Fit, markant hårdere, så man skal altså kunne tåle mosten for at gå ordentligt i krig.

Vi har alene fået lov til at teste Kinect-versionen på GamersLounge, og til trods for at Kinect-sensoren langt hen af vejen er den optimale løsning til UFC Personal Trainer, så er der også enkelte problemer. Eksempelvis kræves der uforholdsmæssigt meget plads, så man skal have ryddet stuen inden man går i gang. Herudover har Kinect-apparatet til tider svært ved at fange ens bevægelser, således at slag, spark og armbøjninger ikke tælles med. Sidst men ikke mindst kan det til tider være svært at spille to mand, idet Kinect nogle gange opfanger forkerte bevægelser og forveksler spilleren med hinanden.

UFC_2

Sammen med den vanvittige genbrug af træner-kommentarer og et mildest talt uambitiøst opvarmningsprogram, så er ovenstående også det eneste negative man kan sige om UFC Personal Trainer. Spillet gør det, som man forventer af et seriøst træningsspil, og så er det altså helt suverænt, at man kan tilrettelægge programmer efter, hvilket træningsudstyr man har ved hånden hjemme i stuen.

Grafik og lyd er alt andet end imponerende, men jeg har heller ikke behov for en lækker indpakning, når bare produktet virker. Og det synes jeg langt hen af vejen at UFC-spillet gør. Det dækker i al fald det basale behov, som består i at træne på UFC-manér, så det skorter ikke på øvelser hvor du skal sparke, slå eller lære alle teknikkerne, ligesom grundformen også poleres med massevis af konditions- og styrkeøvelser.

UFC_3

De førnævnte træningsprogrammer over én eller to måneder er ligeledes et kæmpe plus, specielt fordi spillet registrerer en træningskalender, som din virtuelle træner forventer at du følger. Det giver et incitament til rent faktisk at tage din træning alvorligt, og det må være det ypperste formål for et træningsspil.

Der er dog børnesygdomme og de trækker ned. Heriblandt den til tider svingende kvalitet af måden hvorpå Kinect opfanger dine bevægelser. Kan disse finpudses i en eventuel fortsættelse til spillet, så kan Wii Fit godt begynde at kigge sig nervøst over skulderen. UFC Personal Trainer er nemlig ikke bare en gimmick til UFC-fans, men derimod en træningsmaskine som med lethed kan køre de spinkle Wii-avatarer over.

Træningsprogrammerne

Virkelig krævende træning

Understøtter diverse træningshjælpemidler

Irriterende trænerkommentarer

Kedeligt opvarmningsprogram



Joomla Templates and Joomla Extensions by JoomlaVision.Com