| Anmeldelse: Virtua Tennis 4 | |
|
 Den danske velvillighed overfor tennissporten har været nærmest identisk med Caroline Wozniackis opadgående march på ranglisten og vi får da også et dansk islæt i SEGAs nyeste udgave af deres Virtua Tennis serie. På mange områder ligner Virtua Tennis 4 sine forgængere, i al fald når det kommer til spillet på banen og de smågrimme menuer man bruger til at navigere rundt, men i spillets karrieredel er der dog sket en spændende udvikling. Modsat typiske tennisspil, hvor man bevæger sig fra turnering til turnering, kun afbrudt af sporadiske træningspas, har SEGA lavet et slags brætspil, hvor man flytter sin spiller fra land til land via felter. For at flytte sig skal man bruge flybilletter, som giver spilleren mulighed for at flytte en til fire brikker. På de fleste felter er der en event, som spilleren skal deltage i. Dette kan være PR-arbejde, en venskabskamp med stjernespillere, en mindre turnering eller én af de mange forskellige træningsspil, hvor man blandt andet skal score mål med en fodbold, skyde med bomber, spille på en bane der har vægge ved nettet, eller lede kyllinger hjem til deres mor (ja den er god nok). Det er et forfriskende approach til spillet, og man skal huske at bruge sine flybilletter med omhu, for at lande på de felter man gerne vil have.  Når man vinder træningskampe, turneringer eller deltager i PR-sessions, bliver man belønnet med stjerner. Disse stjerner illustrerer spillerens rang, og man skal have et bestemt antal stjerner for at kunne deltage i de officielle turneringer. SEGA har ikke fået tilladelse til at bruge de rigtige navne, men man er ikke rigtigt i tvivl når man spiller Australian Cup, England Open og andre turneringer. Selve spillet på banen er uhyre simpelt, og styres alene med to knapper. Det er dog svært at mestre, i al fald indtil man lærer nogle af de beskidte kneb, som nærmest giver pointgaranti. Der er dog ingen tvivl om, at selve tennisfølelsen er intakt, og til trods for det simple control-setup, så er der mange forskellige måder at spille på, hvilket blandt andet afhænger af, hvilke spidskompetencer man udstyrer sin figur med. Jeg kan dog ikke lade være med at synes, at Virtua Tennis 4 ofte er for let, selv på de sværeste sværhedsgrader. Typisk kan de enkelte spil afgøres, nærmest på kommando, hvis man laver to-tre basale slag. Det er irriterende og lidt af en balancemæssig gamebreaker, som piller enhver charme ud af de store opgør. Herudover har SEGA af en eller anden grund valgt, at krydre Virtua Tennis’ gameplay med noget så stupidt som Super Shots, som er en nærmest uovervindelig skudtype, som kan affyres når man har samlet energi nok sammen.  Hvis ikke man er til karrieredelen kan man kaste sig ud i træningskampe eller en arcademode, som bedst kan beskrives som en lang række kampe med stigende sværhedsgrad. Der er også onlinedelen, hvor man kan dyste mod resten af verdenen, og her får man kamp til stregen, når modstanderne pludseligt har regnet dine grundspil ud. Jeg testede Xbox 360 versionen og prøvede derfor Kinect udgaven. Har man Wii eller Playstation 3 er der ligeledes mulighed for at benytte sig af den bevægelsesfølsomme udgave. Men lad det være sagt med det samme: Teksten på coveret ”Better with Kinect”, er én af de største løgne indenfor spilfronten i nyere tid. For det første kræver Kinect-kameraet overdrevent meget plads, idet man skal bevæge sig frem og tilbage for at benytte sig af netspil, og derudover er det svært at sætte de slag ind man ønsker, simpelthen fordi kameraet ikke opfanger bevægelserne. Det resulterer i at man ofte overdriver sine slag og det fjerner en basal del af tennis-følelsen. Virtua Tennis 4 er et pænt spil som kører uden grafiske anmærkninger. Dog føles de forskellige tennis-stadions lige lovligt livløse til tider, og det bidrager ikke til den store finalestemning at se, at tilskuerne blot er døde dukker uden nogen som helst form for ansigts- eller kropsmimik.  Lydsiden er ligeledes tilpas, men af uvisse årsager mener SEGA, at alle kampene skal krydres med en omgang småcheesy elektronisk musik som mest af alt minder om soundtracket fra gamle 2D-sidescrollere. Tillæg herudover de karakteristiske stønnelyde, og resultatet er, at man ikke tør spille Virtua Tennis 4 uden hørebøffer, idet man frygter for hvad naboen egentligt tror man er i gang med. Virtua Tennis 4 er et godkendt tennisspil, som på ingen måde er nogen revolution. Det er forfriskende med det nye karrierelayout, men man føler alligevel ikke, at SEGA formår at få fjernet de gameplaymæssige balanceproblemer, som har præget stort set samtlige virtuelle tennisoplevelser. Er man bidt af en gal tennisspiller, så bør man naturligvis eje Virtua Tennis 4, mens andre sagtens kan springe spillet over, uden at gå glip af noget nævneværdigt.
|
Kommentarer:
maah... køber det sku nok alligevel (prisen er jo ikke slem pt). og ps3udgaven bliver valgt, da man kan være Boris Becke
Jeg kunne godt tænke mig at prøve PS3 udgaven - én af de mest underlige ting ved Xbox 360 (Kinect)-versionen er, at man ikke har noget i hånden.
Det lyder som en lille ting, men jeg blev simpelthen nødt til at tage en fjernbetjening i hånden på et tidspunkt